XXXTentacion og R. Kelly bliver fjernet fra officielle Spotify-playlister

XXXTentacion og R. Kelly bliver fjernet fra officielle Spotify-playlister
XXXTentacion. (Foto: Instagram / XXXTentacion)

Ifølge The New York Times meddelte Spotify i torsdags, at de ville holde op med at promovere kunstnere, hvis værker eller adfærd er hadsk. Denne politik var ifølge The New York Times oprindeligt sat i værk med henblik på R. Kelly, der har adskillige anklager om seksuelt og fysisk misbrug af partnere, herunder pædofili, hængende over hovedet. Politikken rammer endvidere rapperen XXXTentacion, der som bekendt også har mange alvorlige anklager rettet mod sig.

Dette medfører, at disse to kunstnere ikke længere vil dukke op på de officielle Spotify-playlister. De vil dog stadig have deres musik på streamingtjenesten, og man har stadig mulighed for at tilføje dem til sine egne playlister. »Når en kunstner gør noget, der er særligt skadeligt eller hadsk, kan det påvirke måden, vi arbejder med eller støtter den kunstner«, siger Spotify til The New York Times.

Det ser dog ud til, at denne politik ikke er trådt helt i kraft i Danmark endnu. Her kan man stadig finde Spotifys egne playlister ‘This Is R. Kelly’ og ‘This Is XXXTentacion’, og sidstnævnte dukker i skrivende stund stadig op på playlisterne ‘Hip-Hop du kender’ og ‘Chilled Vibes’, der begge er kurateret af Spotify.

XXXTentacions management er sidenhen blevet kontaktet af Joe Coscarelli fra The New York Times. Her svarer de lettere flabet igen med en liste over kunstnere, der også er blevet anklaget (eller dømt) for lignende adfærd. De spørger, hvorvidt Spotify også har tænkt sig at fjerne for eksempel David Bowie, Miles Davis, Led Zeppelin og Michael Jackson fra playlisterne.

Læs også: Hvordan dækker man en voldsforbryder? XXXTentacion er et etisk dilemma for medierne

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af