Chinah udgiver ny single og annoncerer debutalbum

Chinah udgiver ny single og annoncerer debutalbum
Chinah.

Chinah har siden 2014 eksperimenteret og undersøgt deres eget lydunivers, søgt efter den rette hylde. Nu – efter to ep’er – lader det til, at trioen har fundet sit ståsted. I hvert fald har de nu annonceret deres debutalbum, ‘Anyone’, og udgivet singlen ‘Strange Is Better’.

I juni udgav bandet singlen ‘Yeah Right’, en uvant mørk skæring, og varslede i samme omgang et musikalsk retningsskifte: »Vi har leget med popmusikkens præmisser på de første to ep’er. I popmusik skaber man ofte et entydigt og utopisk univers. Man beskriver drømmen. Nu går vi ind og knuser drømmen«, sagde Fine Glindvad.

Drømmeknusningen fortsætter imidlertid ufortrødent på den nye ‘Strange Is Better’, en industrialistisk hard-hitter af en popsang, hvor afgrundsdybe trommer vrimler rundt om forsanger Glindvads vokal, der følelsesløst proklamerer, at »strange is better«.

Debutalbummet ‘Anyone’ udkommer til november (uden præcis dato endnu). Og vil man gerne opleve Chinah på scenen, spiller de både i Aalborg, Aarhus, Odense og København i løbet af november.

Læs også: 10 danske album vi glæder os vildt meget til i anden halvdel af 2018.

Her skulle der være en Spotify-player, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af