De nyeste tracks fra danske hiphop-artister – lyt til ’DK rap’ på Spotify

To unge stjerneskud sætter standarden for fremtidens UK-rap

To unge stjerneskud sætter standarden for fremtidens UK-rap
Octavian.
Foto: Will Robson Scott
De seneste år har UK-scenen levet af at være uforudsigelig og flersidig. Dancehall, drill og afrobeats har defineret lyden. Men det seneste års tid er scenen stagneret en smule. Kan de unge rappere Octavian og Slowthai give nyt liv?
To unge stjerneskud sætter standarden for fremtidens UK-rap
Kristian Karl

Musikskribent for Soundvenue og vært på Standard – Soundvenues hiphop-podcast.

Tiden hvor britisk urbanmusik bare var grime er for længst forbi. De seneste år har J Hus bragt caribiske vibes til den regnvejrsfyldte ø, Stormzy har genoplivet og forandret grime, mens folk som Section Boyz, Giggs og 67 har skabt helt hård musik til gaden, der blev kendt som først road rap og derefter UK drill – opkaldt efter Chicago-genren, der inspirerede briterne.

Den nye britiske bølge har altså været præget af flersidighed og uforudsigelighed. Så derfor har det været lidt foruroligende at se, at en smule stilistisk stagnation har sneget sig ind.

Dels har folk som J Hus og Kojo Funds været så succesfulde, at en hel hær af kunstnere er trådt i deres fodspor og har skabt den fusion af hiphop, dancehall og afrobeats, der bliver kaldt alt fra afro swing og afro trap til afrobbean.

Samtidig har modvægten til den letbenede afro-lyd mistet lidt af pusten. UK drill- og road rap-bølgerne, der repræsenterede gaden, er ebbet ud. Nines har nok leveret årets stærkeste album inden for dén genre, men der har ikke helt været den samme mængde af hype, som vi tidligere har set ved artister som 67, Giggs eller Section Boyz.

I denne her periode af relativt kunstnerisk lavvande er der nu kommet to ekstremt originale udgivelser på samme tid i form af Octavians mixtape ’Spaceman’ og Slowthais ’Runt’-ep, der på hver sin måde skaber noget helt nyt på UK-scenen.

Lad os starte med Octavian, den mest polerede og hypede af de to, som desuden også spiller til festivalen Journey den 29. september. Han fik et mindre gennembrud ved indgangen af året med ’Party Here’, der blev en mindre viral sensation, og ja, Drake har opdaget den britiske rapper. Den canadiske superstjerne (og superkurator) har promoveret sangen, hvilket har givet Octavian et yderligere boost.

Og man forstår hvorfor, for det her nummer indkapsler mange af den britisk-franske rappers styrker. Han synger og rapper lidt a la netop Drake og har desuden en excentrisk sans for stemning, struktur og melodi, der nikker til Travis Scott. For danske ører vil hans stemme måske også minde lidt om Noah Carter, der også kombinerer Drakes stemningsfulde sangrap med hårdere gadetracks med UK-kant. I Octavians lyd er der desuden den ekstra innovation, at han har haft den geniale idé at lade et fire til gulvet-beat bryde ind i sangen cirka halvvejs igennem.

Det er den slags uventet fusion af stilarter, der gjorde en artist som J Hus så fascinerende, da han definerede hele UK-sommeren 2017 med albummet ’Common Sense’. Men Octavian efterligner netop ikke (som så mange andre lige nu) J Hus’ kombination af genrer. Han skaber sin egen mikstur.

På ’Spaceman’-mixtapet møder vi igen de elektroniske beats på sange som ’Here Is Not Safe’ og ’Lightning’, og det er ærligt talt imponerende, hvor naturligt de smelter ind i lydbilledet. Octavians evne til at fusionere hiphop og house har allerede vakt interesse, og rapperen har netop gæstet på Mura Masa-sangen ’Move Me’. Mainstreamsucces synes at være forprogrammeret.

Udover de elektroniske ekskursioner bruger ’Spaceman’ en del energi på at udforske Octavians rødder i UK drill og road rap. Gaderappere som Section Boyz-medlemmet Swift og Krimbo gæster med benhårde vers, og det samme gør Skepta-samarbejdspartneren Suspect. Især Krimbo-samarbejdet ‘Sleep’ nikker til UK drill-klassikere som 67’s ‘Let’s Lurk’. På de her sange danner Octavian en slags melodisk modvægt til gæsterne, hvilket fungerer virkelig godt.

De sange understreger desuden, at Octavian er vokset ud af mange af de nutidige UK-strømninger. Drill, dancehall og amerikansk hiphop dukker op, og det samme gør den klubmusik, han sikkert har hørt til fester – det imponerende er, hvordan alle de genrer skaber en unik stil. Udover J Hus’ stilskabende album fra sidste år kan det her måske bedst sammenlignes med Travis Scotts trap-sammensurium på ’Astroworld’, der netop også kogte samtidens populære lyde ned til et helt unikt miks.

Og hvis man skal pege på ét kritikpunkt hos Octavian er det da også, at han lider af Travis Scott-syndrom. Hans vokal er nemlig melodisk og gennemproduceret, men samtidig også noget upersonlig. Det gør ‘Spaceman’ til en stilistisk triumf, men artistens egen stemme trænger ikke voldsomt meget igennem.

Annonce

Det problem har Slowthai ikke.

Han har en af den slags indtrængende stemmer, der lyder som om han rapper direkte ind i øregangen på dig. Tænk en rapper, der flower hurtigt som Wiki fra Ratking, blandet med Vince Staples’ intense stemmeføring, drysset med en anelse af Danny Browns skingre selviscenesættelse.

Men selv om Slowthais stemme minder om de ovennævnte amerikanske rappere, er han alt andet en amerikaniseret.

Tværtimod: Slowthai praktiserer klassiske grimeflows, som man har hørt dem siden Dizzee Rascals storhedstid. Når han netop får noget nyskabende ud af de klassiske flows, er det fordi han indånder dem med så meget desperation, følsomhed og umiddelbarhed, at den ellers så magtfulde musik bliver sårbar og personlig.

Lyt bare til ’Runt’-singlen ’Drug Dealer’. Beatet er en klassisk grime-konstruktion, der suser derudaf med sirener og brag. Det lyder som en ambulance i fuld fart. Men i stedet for en masse rim om, hvor overlegen han er, leverer Slowthai en slags tragisk skæbnefortælling om underklassens elendige kår og mangel på muligheder. »Nothing great about fucking Britain«, indleder han sangen med, og rapper derefter om, hvor fucked det hele er: »Fucking punched the wall ’til my fucking knuckles break«.

Det er en slags hyperpersonlig socialrealisme, der aldrig vil belære dig, men i stedet fremstiller frustrationen i nutid. Slowthai stikker knytnæver mod alt og alle, mens han falder ned gennem samfundet.

’GTFOMF’ er måske det mest aggressive eksempel på den frustration. Sangen minder en del om Vince Staples’ ’Get the Fuck Off My Dick’, men hvor Staples udtrykker frustration mod kritikere og andre fjender, er desperationen helt akut hos Slowthai. Som om alle er fjenden.

Ep-titlen ’Runt’ refererer jo også til det svageste dyr i flokken, og på den her udgivelse hører vi skiftevis den svage hund hyle af håbløshed og bjæffe i desperation. Netop desperationen kommer til udtryk på ’Call My Own’, der lyder som en uperfekt og improviseret version af Kanye Wests ’Runaway’.

Slowthai er desuden kendt for sine gennemførte, konceptuelle videoer, hvor han iscenesætter sig selv i ekstreme situationer, der tydeliggør sangens budskab. Det siger måske alt om den her unikke rapper. Han gør hvad som helst for at få sin historie ud og sin stemme hørt.

Den her sårbare, rå realisme kunne nærmest ikke være mere anderledes end Octavians stilsikre overlegenhed. Det er to meget forskellige udgivelser, der henholdsvis fredag og mandag er landet fra de her to unge UK-talenter.

Octavians ’Spaceman’ giver et originalt bud på, hvordan fremtidens UK-lyd kunne være og trækker på en række skarpt udvalgte inspirationer. Der er samtaler med tidens dominerende UK-genrer, men også en gennemført stil, der allerede har knyttet Octavian til både Mura Masa og Drake. Han ligner allerede kronprinsen af UK-scenen.

Slowthai er der til gengæld ingen, der nogensinde ville kalde kronprinsen af noget som helst. Han er de glemte og beskidte menneskers skrig, en slags underklassens råb efter opmærksomhed.

»Don’t let Drake find this«, er der nogen, der har skrevet på en af Slowthais videoer på Youtube. Men det tror jeg måske ikke, de behøver være bange for. Det virker på en måde rammende, at Drake netop fandt den smooth og stilsikre Octavian – og ikke den upolerede og frustrerede Slowthai.

Dermed ikke sagt, at Slowthai nødvendigvis er bedre, for både ’Spaceman’ og ’Runt’ er stærke udgivelser, der føles som om, de er nødvendige på UK-scenen lige nu. Den ene, fordi den skaber en helt ny stil i et miljø, der var ved at stagnere en smule. Den andet, fordi den er talerør for en underklasse, der syntes glemt på den britiske scene.

Læs også: It’s a UK ting: 10 rappere, der definerer britisk rap lige nu