Oversete hiphopklassikere #10: Da Max B og French Montana surfede på coke wave-bølgen (2009)

Oversete hiphopklassikere #10: Da Max B og French Montana surfede på coke wave-bølgen (2009)
French Montana og Max B.
I løbet af efteråret og vinteren sætter vi i en artikelserie fokus på oversete hiphopklassikere fra årtusindskiftet og frem til nu – ét album fra hvert år. Denne uge ser vi på 'Coke Wave' af Max B og French Montana – et af de sidste gyldne, stilskabende New York-mixtapes, der fik hele hiphopverdenen til at efterligne deres 'wavy' verdensbillede.
Oversete hiphopklassikere #10: Da Max B og French Montana surfede på coke wave-bølgen (2009)
SERIE: Oversete hiphopklassikere

–––––––––––––––––––––––– Du kender 'The Blueprint' og 'Marshall Mathers LP'. Men hvad med de mindre kendte album, der har defineret hiphoppen siden årtusindskiftet?

Dette efterår sætter vi fokus på oversete hiphopklassikere fra år 2000 og frem til nu.

SERIE. Det her mixtape er grunden til, at ’wavy’ blev en ting, alle sagde. Det grundlagde også en særlig form for sangbaseret gaderap, der stadig er højaktuel, og så er det vel grunden til, at French Montana har en karriere.

Det kan ikke findes på streamingtjenesterne, men tro mig: ’Coke Wave’ er et essentielt mixtape. Og det er skabt af to rappere, der længe så ud til at være forudbestemt til at rumstere rundt i New Yorks undergrund til evig tid.

Max B var blevet en af de mest hypede rappere i DipSet-crewet omkring Cam’ron og Jim Jones. French Montana var mest kendt for at lave dvd’er om New Yorks undergrundsrappere. De var lovende på hver sin måde, men ingen havde regnet med det her: ’Coke Wave’ – et mixtape, der var tænkt som en gigantisk kokainbølge, det bare galt om at surfe.

Det lyder måske abstrakt, men der er en grund til, at ’wavy’ blev en hel genre i sig selv. En genre så respekteret, at Kanye West blev nødt til at ringe og bede Max B om lov, før han kaldte en sang ’Waves’. Det er dog egentlig ikke en genrebetegnelse, men mere definitionen af en specifik følelse.

For ja, ‘wavy’ er kode for musik, der er melodisk, druggy og arrogant. Men det er også bare et udtryk for en særlig form for nonchalant overlegenhed. På ’Coke Wave’ er dén opskrift ramt perfekt – det er højdepunktet i en kortvarig guldalder for Max B, der sluttede brat, inden den kunne vokse sig større.

Hvordan blev det til?

’Coke Wave’ oser af New York. Men ikke på den der gammeldags måde, hvor folk prøver at lyde som ’Illmatic’ eller Wu-Tang. Det her er New York-rap, efter at Cam’ron og DipSet havde lært rapperne i det rådne æble, at man godt kunne være arrogant, flashy og melodisk uden på en eller anden måde at sælge ud.

Max B kom frem som del af DipSet-bevægelsen. Han sang på Cam’rons Jay-Z-diss ’You Gotta Love It’ og skrev omkvædet til Jim Jones’ kæmpehit ’We Fly High’. Det var stærke sange, men DipSet var på vej nedad på det her tidspunkt – deres guldalder var egentlig i årene 2003-2004. Så Max B gjorde det eneste rigtige: Han sagde sig fri fra dem og startede sin egen ting.

Det var her, hans wavy periode startede: Han udgav en lang række mixtapes med sin karakteristiske, snøvle-syngende vokal og var snart mere hypet end sine gamle kollegaer, som han samtidig beefede med. Det stærkeste mixtape i den her gyldne periode var ’Coke Wave’ sammen med en ukendt rapper ved navn French Montana.

French Montana var mest kendt for at lave dvd-serien ‘Cocaine City’, hvor han dokumenterede undergrundsrappere på vej frem – såkaldte ’street dvd’s’. Han blev klart set som lillebroren i ’Coke Wave’-kombinationen.

Det er da også klart Max B, der dominerer mixtapet, og man kan høre, at det er fra ham, French Montana har mange af sine syngende flows. Men samtidig har French allerede her den der særlige karisma, der gør, at selv halvkedelige linjer lyder stærke, når de kommer fra ham. Han var nok alligevel undervurderet dengang.

’Coke Wave’ var et af de sidste gyldne New York-mixtapes, og det var en skillevej for begge rappere. French Montana blev hele hiphopverdenens darling. Siden har han datet en Kardashian, festet på Diddys yacht og tilegnet sig en lang række eksotiske dyr. French hygger sig.

Max B fik til gengæld 75 års fængsel samme år, mixtapet udkom. Han skulle ifølge anklagen have orkestreret et røveri, der endte i kidnapning og mord. Dommen er siden blevet nedsat betydeligt (Max B skulle være fri senest 2025), og der er endda rygter om, at han skulle kunne komme ud allerede næste år. Men uanset hvad er det klart, at han aldrig fik mulighed for at udnytte sit talent og sin hype til fulde.

Der findes for eksempel ikke et større Max B-album. I stedet har han udgivet en lang række af mixtapes som ’Coke Wave’, der har været stilskabende og inspireret andre artister. Manden selv er bag tremmer, men hans lyd lever videre.

Hvordan lyder det?

Det kan ikke siges anderledes: Det her mixtape lyder wavy.

Altså, det har en så særlig lyd, at der måtte opfindes en helt særlig term for det. Men hvis vi skal beskrive det nærmere, dækker termen wavy over en form for sublimt laidback hiphop med flows, der tit slår over i halvsnalret crooneri, og med produktioner, der tager klassisk New York-rap og lader det hele syre ud, tit med brug af en masse pitchede stemmesamples.

Cam’ron startede i sin tid en særlig form for rapstil, der lød særligt nonchalant, som om han var ligeglad med sine egne rim – selv om de var fucking gode. Noget af stemmeføringen kommer sikkert derfra. Og måske kan man føre Max B og French Montanas snalrede sang-flows tilbage til Ol’ Dirty Bastard. Men det er en utilstrækkelig sammenligning. For der sker virkelig noget helt unikt og originalt her.

Hør for eksempel outroen til ’Smoking’ (et remix af 2Pacs ’Can’t C Me’), hvor Max B bare laver vokalintonation (»Du-dududu-du-du«), French Montanas slowmotion-rap på ’Bricks & Walls’, eller bare ’Been Around’, hvor de to rappere skiftes linje for linje til at småsnakke over et discobeat. Hiphop har simpelthen sjældent lydt så svævende, henkastet og, ja, wavy som her.

Derudover har begge rappere en evne til at fyre formuleringer af, der hænger fast. Som når French Montana siger »hi hater, my guns from Al-Queda«, eller når Max B rapper, at piger siger »Maxi, call me a taxi«.

Mixtapets højdepunkter er nok det episke ghetto-anthem ’Stake Sause’, den medrivende ’Goon Music’ (der er langt mere harmonisk end en sang med den titel burde kunne være) og så selvfølgelig titeltracket, der får narkosalg til at lyde som en barbecue i sommersolen.

Sidstnævnte følelse er måske i virkeligheden essensen af wavy-lyden: Uanset, hvad Max B og French Montana rapper om, er det som om det foregår i et univers, hvor solen skinner, joints går på tur, og intet rigtig kan gå galt.

Hvad har det betydet?

Det siger en del om det her mixtapes indflydelse (og om den anerkendelse, Max B nyder på hiphopscenen), at Kanye røg ud i en del problemer, da han ville kalde albummet, der senere blev til ‘The Life Of Pablo’, for ‘Waves’. Alt med bølger var nemlig Max B’s territorium, fik Hr. West at vide af blandt andet Wiz Khalifa: »Please, lad være med at tage the wave. Max B er the wavy one. Han skabte the wave. Der er ingen wave uden ham«.

Det var ikke bare et ord, man kunne claime. Wiz Khalifa fik det nærmest til at ligne blasfemi, at Kanye overvejede at tage formuleringen til sig. Resultatet af Kanyes forsøg på at claime ‘Waves’ var i sidste ende et navneskift til ‘The Life Of Pable’, der inkluderede en kort interlude med Max B. Respekten og anerkendelsen er tydeligvis stor. Og Max B’s bølge af indflydelse flyder da også stadig videre i hiphoppens nuværende strømninger.

Blandt andet hos netop Wiz Khalifa, der altså tog det på sig at skole Kanye. Han er meget inspireret af Max B, hvilket vel ikke er så overraskende, når man tænker på, at Wiz Khalifas musik jo også er ret døsig og sangbaseret, bare med en masse hash som ekstra ingrediens. Hos Wiz Khalifa er wavy blevet til cloudy. »Han er grunden til, at jeg synger på alle mine sange«, har den yngre rapper endda forklaret om Max B.

Andre folk, der har taget wavy-æstetikken til sig, inkluderer Ty Dolla Sign (hør bare ‘I’m So Wavy’), samt hele den gren af sangrap, der præger hiphoppen i disse dage. Der er især noget stilskabende i Max B’s blanding af benhård ghetto-retorik og blød vokal: Det er her, gaden begynder at synge. Man kan nok godt følge indflydelsen til nutidens melodiske rappere som Future og Young Thug, der begge har sendt hilsener til Max B på sociale medier.

Selv mindre ting, den wavy legende gjorde, er gået over til kulturen. Som hans berømte »oww«-ad-lib, som eksempelvis Cardi B nu også bruger. Samtidig anerkender rappere fra en helt anden del af spektret, som undergrundsstjernen Roc Marciano, indflydelsen: »Ingen var bedre end ham i forhold til melodier«, har han fortalt Complex i 2013. »Han er gadeversionen af Drake. Fansene kan få Drake, men gaden har Max«.

Max B selv er som sagt stadig i fængsel, men French Montana er stadig i høj grad aktiv – og hans stil er stadig bundet meget op på den melodiske, nonchalante musik, han lavede i 2009 med Max B. Han holder desuden sin ven og samarbejdspartners navn aktuelt ved at give ham shoutouts og inkludere ham på coveret af albummet ‘Wave Gods’ fra 2016.

Indflydelsen af ‘Coke Wave’ har altså været stor, både for Montanas karriere og for hiphopscenen. Udtrykket ‘wavy’ er stadig udbredt, også i Danmark, hvor Molo laver sange som ‘Bølgen’, og bølge-emojien bliver flittigt brugt. Der findes endda en dansk hiphopblog, der hedder Wavey.

Men glem lige alt om konkrete indflydelser og slangbrugens historie. Det primære, der stadig hænger fast fra ‘Coke Wave’, er næsten mere en idé end en decideret lyd. ‘Wavy’ er ideen om en følelse – en slags utopi for den reaktion, en perfekt sang kan udløse. Og den følelse jager folk stadig den dag i dag.

Læs også: Oversete hiphopklassikere #1: Three 6 Mafias crunk-eksplosion på ‘When the Smoke Clears’ (2000)

Læs også: Oversete hiphopklassikere #2: Cormega satte punktum for New Yorks guldalder på ‘The Realness’ (2001)

Læs også: Oversete hiphopklassikere #3: Cam’ron introducerer verden for DipSet på ‘Diplomats Volume 1’ (2002)

Læs også: Oversete hiphopklassikere #4: T.I. grundlægger og navngiver trap-genren (2003)

Læs også: Oversete hiphopklassikere #5: MF Doom bliver undergrundens forkæmper i opgøret med mainstreamen (2004)

Læs også: Oversete hiphopklassikere #6: Da Houston-rapperen Mike Jones gav hele verden sit telefonnummer (2005)

Læs også: Oversete hiphopklassikere #7: ‘Bad Azz’ gør Lil Boosie til sydens Tupac (2006)

Læs også: Oversete hiphopklassikere #8: Prodigy skaber det ultimative comeback med ‘Return of the Mac’ (2007)

Læs også: Oversete hiphopklassikere #9: Begyndelsen på trap-musikkens store Gucci Mane-æra (2008)