Barselona imponerer med dyster spændvidde på den ambitiøse dobbeltudgivelse ’Legebørn’ og ’Hjertebank’
Der er ingen tid at spilde. Talemåden indfanger temmelig præcist den unge duo Barselonas workflow. For ja, Rud Aslak og Rasmus Theodor er unge – 18 og 19 år – men deres bagkatalog er på godt to år vokset fra tre lovende mixtapes til to ep’er og nu dobbeltudgivelsen af de to album ‘Legebørn’ og ‘Hjertebank’.
Hvad driver denne imponerende produktivitet? En voksende bevidsthed om livets forgængelighed? Det er måske et lidt tungt motiv at skyde de unge mænd i skoene, men ikke desto mindre kredser de to album – især ‘Legebørn’ – om livets flygtighed. Og kærlighedens, ikke mindst. Det resulterer i Barselonas mest modne og ambitiøse udspil til dato.
Det lidt højpandede tema foldes på ‘Legebørn’ ud i et stort og nuanceret lydbillede, der ligger fjernt fra den blot et år gamle ep’ Sommerkys’, hvor udtrykket ganske vist var mere melankolsk end tidligere, men på en blåøjet og fjerlet facon.
’Legebørn’ byder ifølge Barselona selv på en mere organisk instrumentering. »Nogle vil måske mene, at den også er lidt mere rocket«, som Theodor henslængt har sagt i en promovideo. Men mærkaten giver mening, når man lytter, for de ti sange matcher de typiske kvaliteter, en halvgammel krage som mig forbinder med et klassisk rockalbum; det er storslået, mørkrandet og slagkraftigt baseret på guitar, synth og trommer.
‘Bankende hjerter’, ‘Ildebrand’ og ‘Fra Wien til Rom’ er eksempler på brusende flotte, rockede ridt, der låner fra danske kolleger som The Minds of 99, Peter Sommer og ikke mindst TV-2. En ‘travesang’ har Barselona selv kaldt sidstnævnte single, hvor et frejdigt fløjtehook leder lytteren ned ad den brede landevej. Parret med Rud Aslaks snøvlende og en smule affekterede vokal kan udtrykket klinge lige lovlig selvbevidst, men omkvædene og arrangementerne er så satans fængende og veleksekverede, at duoen til fulde trækker stikket hjem.
Og ‘Legebørn’ vil meget mere end at spille et stadion op med patosstemt pastiche. ‘Har været på vingerne’ er en intim og helt simpelt skåret guitarvise om en hektisk sommer, den længselsfulde ‘Kys eller kram’ besynger den usikre forelskelse med vocoder og et naivt synthtema, og ‘Fra nu. Til for altid’ er en knirkende orgelsalme, hvor Aslaks prøvende rim punkterer andægtigheden på den helt rigtige måde: »Vil du kys’ mine læber, skal vi ikke sige, det er forever«.
Og nå ja, så byder albummet også på en coverversion af Peter Sommers ‘Elskede at drømme, drømmer om at elske’, en duet med idolet selv – måske albummets mindst interessante indslag, men når Sommers arrede røst møder Aslaks ganske vist dybe, men velsmurte vokal, giver generationsmødet alligevel diskrete kuldegysninger. Måske oplever Barselona deres egen dødsangst spejlet hos Sommer: »Jeg lever kun, så længe jeg leverer«.
Der er således rigtig meget på spil på ‘Legebørn’, og det er faktisk næsten synd for albummets tvilling. Den lysere ‘Hjertebank’ lyder mere som den udgave af Barselona, vi lærte at kende på de første udspil; de ferme leverandører af upoleret og solbeskinnet popmusik. Intet galt i det. Men sidestillet med ‘Legebørn’s ambitioner og musikalske vingefang fremstår ‘Hjertebank’ en anelse endimensionel.
Stemningen er først og fremmest mere anonymt opløftet, og lyrikken mindre inderlig. Her er autotune på vokalen, 80’er-stemte keyboards og løse hofter, og sange som ‘Forfør mig’ og ‘Samme båd’ er bestemt ikke charmeforladte. Alligevel får jeg for første gang nogensinde i Barselona-regi følelsen af, at duoen er gået autopilot; for eksempel er der ikke meget overraskelsesmoment i fløjtehooket på den dvaske ‘Du må forstå’, når man som lytter netop har oplevet samme greb sat dramatisk i scene på ‘Fra Wien til Rom’.
‘Hjertebank’ fungerer således bedst, når drengene går en helt anden vej, som på den slibrigt sensuelle ‘Åbne arme’, der citerer den klassiske ballade ‘Alle går rundt og forelsker sig’. Med afslutteren ‘Tro mig’ serverer Barselona albummets måske bedste nummer, når Rud Aslaks uprætentiøse kærlighedslyrik pakkes ind i en blød popmelodi og diskret guitarlir. Her er ingen vilde tricks, men inderligheden er tilbage. Den kan vi godt lide.
Kort sagt:
Rud Aslak og Rasmus Theodor har næsten gjort sig selv en bjørnetjeneste ved at udgive den dystre ‘Legebørn’ simultant med den letbenede ‘Hjertebank’. Sidstnævnte album kommer nemlig – sine kvaliteter til trods – til at stå i skyggen af sin mere ambitiøse tvilling. Det understreger dog blot, hvilken bedrift ‘Legebørn’ er for Barselona, der her demonstrerer, at spændvidden, poesien og kompromisløsheden i udtrykket blot vokser.
Læs også: Barselona annoncerer turné – 13 danske byer og så lige Paris