Solange bestemmer det hele på fragmenteret, men fuldendt album

Solange bestemmer det hele på fragmenteret, men fuldendt album
Solange.
Solange bestemmer det hele på fragmenteret, men fuldendt album - When I Get Home
5 6
Solange
'When I Get Home'

Album, Sony

Solange arbejder efter sit eget skema. Hun gør, hvad hun vil, når hun vil, og i fredags var der lige pludselig et nyt album: ‘When I Get Home’.

Heller ikke her er hun begrænset af konventionelle former, harmonier eller samarbejdsmetoder. »I saw things I imagined«, synger hun igen og igen som den eneste linje på det meste af albummets intro, og det er faktisk meget rammende for albummet som helhed. Det er hendes vision fra start til slut, som producer, performer og sangskriver – som en hel kunstner.

Der er meget at sige om det ellers relativt korte album, men det første, der springer i ørerne, er den ukonventionelle form. Albummet er fyldt med små billeder, historier og andre brudstykker, og der er flere korte end lange numre.

Foruden de seks interludes er der fire tracks, der er kortere end to minutter, og selv de numre, der er længere, er ofte sammensat af flere forskellige elementer – ‘Dreams’ er et godt eksempel, hvor outroen (der er produceret af Earl Sweatshirt) er helt anderledes end resten af nummeret. Man føler sig altså ofte kastet rundt gennem flere ideer på meget kort tid. Det er en som lytter interessant proces, men det kan også blive en smule udmattende.

Også i det hold, Solange har samlet omkring sig, er der en tydelig fragmentering. Solange er på de fleste af sangene krediteret som eneste performer og en af få producere, men ‘When I Get Home’ er fyldt med små gæsteoptrædener. Dog er der heller ikke her tale om nogen konventionel måde at bruge gæster på.

Af dem, der virkelig kan høres, er der Playboi Carti, som har et helt vers på Texas-hymnen ‘Almeda’, og Gucci Mane, der har et vers på ‘My Skin My Logo’. Udover det har Pharrell co-produceret to numre, Tyler, The Creator har også produceret lidt og har nogle vokal-credits, Earl Sweatshirt har produceret en outro, og Panda Bear og Sampha er inde over et eller flere numre. Men man skal lytte godt efter – for det meste er der kun tale om et par linjer, og Solange holder hele tiden fast i, at ‘When I Get Home’ er hendes værk. De andre er kun synlige i det omfang, de bidrager til det, hun ser for sig.

På trods af den gennemtrængende fragmentering, er der stadig noget, der lyder som Solange i alle de små billeder og ideer, for albummet er gennemsyret af sorte musikindflydelser – fra jazz, soul og funk til r’n’b og hiphop.

I både ‘Down With the Clique’ og på introen til ‘Binz’ hviler hun længe på den samme akkord, inden hun skifter til en ny, der ligger i en anden toneart. Det klinger af Miles Davis’ (og andres) modaljazz fra starten af 60’erne, hvor de tog sig god tid til at udforske hver enkel nuance af et bestemt humør, og det føles ligesådan, når Solange gør det.

Udover jazz er der spor af Stevie Wonder i clavinetten på blandt andet ‘Jarred’ og ‘Exit Scott’ og af Herbie Hancocks synthbas på G-funk-tracket ‘Way To the Show’. Og så er der hiphoptrommerne, som med de spidse lilletrommer, hurtige hi-hats og dybe kicks på tracks som ‘Almeda’ og ‘Sound Of Rain’ trækker lydbilledet frem til nu- eller måske endda fremtiden.

Som lydbilledets rygrad ligger de sumpede neosoul-akkorder, der klinger både sørgmodigt, roligt, spændende og lidt opløftende på samme tid. Det er umuligt at karakterisere Solanges lyd som én bestemt genre, og selv om meget føles genkendeligt, har det sin egen nye atmosfære. Solange formår at koge alle elementerne ind til en tung Houston-gryderet, der eksploderer i munden, når man tager en bid. Musikken er på én gang udfordrende og afslappet, men ligesom efter et godt måltid, bliver man mæt af indtryk efter én gennemlytning og skal samle appetit, før man har energi til at nyde det hele igen.

Ligesom i lydbilledet hylder Solange også sit afroamerikanske ophav i teksterne. Linjerne »Black skin / black Benz, black plays / black molasses, blackberry the masses« fra ‘Almeda’ indeholder et hav af referencer til sort kultur, og generelt holder Solange gennem sine tekster fast i sin egen originalitet og styrke – for eksempel i den stærke monolog i mellemspillet ‘Can I Hold the Mic’, der udforsker sætningen »I can’t be a singular expression of myself«.

Efter at have slæbt lytteren rundt i manegen i jagten på de mange udtryk, runder Solange albummet af med en lille vignette, som repeterer et af introens motiver. Og selv om ’full circle’ er et lidt cheesy trick, fungerer det, for gennem alle de små brudstykker kan man pludselig genkende et lille minde, der føles som om, det er dannet for længe siden – selv om det kun er 39 minutter gammelt.


Kort sagt:
‘When I Get Home’ er et slagkraftigt album, fyldt med ideer, stjerner og indflydelser. Solange fører hele vejen igennem sin vision til dørs, så hun ender med en hel oplevelse fortalt gennem mange små fragmenter.

Læs også: Solange deler 33 minutter lang ledsagerfilm til ‘When I Get Home’

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold