Spotifys danske Viral Chart er et indblik i krydsfeltet mellem upassende internetkultur og (dårlig) musik

Viral Charten på Spotify er et mysterium. Et sted, hvor hardstyle møder meme-sange om Rasmus Paludan og hestepikke. Hvad er meningen med det hele?
Spotifys danske Viral Chart er et indblik i krydsfeltet mellem upassende internetkultur og (dårlig) musik
Coveret til Bondemandens 'Hestepik'.

Jeg begyndte af nysgerrighed at følge den danske ’Viral 50’-hitliste på Spotify. Efter at have fulgt den nogle uger og lyttet til en god portion upassende og sindssyg musik, er jeg efterladt med flere spørgsmål end svar.

Det første spørgsmål, der meldte sig, var: Hvad er det her overhovedet for en liste? Efterfulgt af: Hvorfor ligger Bondemandens ‘Hestepik’ så højt?

Spotify selv kalder det »Your daily update of the most viral tracks in Denmark«. Listen måler, hvordan numre klarer sig på sociale medier, og hvor meget de bliver delt – måske blandet med, hvor godt de rent faktisk streamer. Som med så meget andet Spotify-relateret er det ret kryptisk og virker som en slags postdigital, sort algoritme-magi, som ingen ved hvordan fungerer, men alle prøver at udnytte.

Ikke desto mindre måler den… noget. Men det er ikke hvordan, men hvilke ting, der havner på listen, som er det spændende ved det hele. Sangene her giver et indblik i stedet, hvor internet-memes møder trapbeats og hardstyle. Jeg indså hurtigt, at mange af disse numre nok primært er rettet mod en ung målgruppe, der stener rundt på internettet efter lektiecafé. Derfor er ’Denmark Viral 50’ også et kighul ind i et hjørne af dansk ungdomskultur.

Hertil skal det også lige pointeres, at dette jo er den eneste anden officielle Spotify-hitliste udover selve listen over de mest spillede sange. Det er disse to, der figurerer, når man klikker ind under ’Charts’ i appen. Så det er altså noget, streamingtjenesten tillægger en vis værdi. Spørgsmålet er så bare, hvorfor?

Én hestesex-sang ad gangen – eller hvad?

At lytte sig igennem ’Viral 50’ er kedeligt, overraskende, underholdende og forargende. For lad os være ærlige; flere numre lefler for laveste fællesnævner og har utroligt upassende, humoristisk orienterede tekster.

’Hestepik’ er en glimrende introduktion: Her fortæller ’Bondemanden’ om at have sex med sin hest Herkules over et trapbeat, hvor der indgår hestevrinsk. Længere nede fandt jeg Pranksters Elite Klub’s trance-klingende (hvorfor lyder meme-musik altid sådan?) ‘Lars har spist en lort’, der stammer fra en ny DR Ultra-serie og beskriver en prank om at rulle lort i kokos og få sin ven Lars til at spise det. Hmm…

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Lars har spist en lort’ er produceret af H1tmakers, der har gjort en karriere ud af de her ting. De samarbejder også med Jesu Brødre, et af de mest succesfulde meme-projekter, der på listen er repræsenteret af medlemmet Jesu Bankerz’ sange ‘Onani’, ‘Pattebjørn’ og så ‘Old Town Road’-kopien ‘Hesteknepperen’. Én hestesex-sang af gangen, skulle man tro, men nej.

Trancenummeret ‘V for sejr’ af H1tmakers-projektet ADHD sampler Rasmus Paludan og er en perfekt, dystopisk sammensmeltning af internetkultur, politik og teenageværelsesunderholdning. At det her nummer eksisterer siger så meget om, hvordan verden fungerer nu, at det er helt uhyggeligt.

Der er flere numre, man kunne hive frem – Tramper Torbens ‘Basken 2019’ er klart det mest forstyrrede nummer, jeg har hørt længe – men det skal siges, at der også er en del normal musik: Fra Gilli og TopGunn til Tyler, The Creator og Ed Sheeran & Justin Bieber. Især længere nede på charten smelter det hele sammen i en grå streamingmasse.

Underholdning trumfer kvalitet

Det er langt fra hele Viral-charten, der er meme-sange. Alligevel er det som om disse fylder mest, fordi de stikker så meget ud og efterlader en med så mange spørgsmål.

Først: Er de her numre gode – sådan, rent musikalsk? Svaret er selvfølgelig nej, men spørgsmålet er forkert. For det her handler ikke om at være god – det er underholdning og fungerer efter nogle andre spilleregler, hvor musikalsk kvalitet og innovation nok er nederst på listen over ting, der bliver prioriteret. Og det er som sådan fair nok.

Det næste spørgsmål er, hvem og hvor mange der egentlig lytter til det her? Det er et bedre spørgsmål, men svært at gennemskue. Hitlisten har omkring 15.500 følgere – relativt få sammenlignet med andre danske playlister, for eksempel har den normale Top-50 145.000 følgere.

Dykker man længere ned, bliver det ret forvirrende. ’Hestepik’ (som lå nummer ét for kort tid siden) har omkring 130.000 plays. Gillis ‘Vai Amor’ har 6,5 mio., men lå altså under Bondemanden på det givne tidspunkt. ’Lars har spist en lort’ (nummer fem i skrivende stund), har sølle 35.000.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det er simpelthen uigennemskueligt, hvordan den her liste fungerer. Kommer man højt op gennem interaktioner på Youtube? Instagram? TikTok? Hvis ja, hvor kommer de interaktioner fra? Børneværelser? Skolefrikvarter? Gymnasieklasser? Voksne der keder sig?

Bliver du urolig og tænker ’vent, er det her virkelig det, de unge hører?’, så kan du nok godt slappe af igen – for selv om det kan se sådan ud på Viral Charten, er der (heldigvis?) lang vej, før ‘Hestepik’ og H1tmakers rammer Gillis niveau af popularitet.

Til sidst kunne man spørge: Hvad siger det her om Danmarks ungdom? Det er det vigtigste spørgsmål, men desværre umuligt at svare tilfredsstillende på. Man kunne nemt se Viral 50-charten som et tegn på generelt forfald i vores ungdomskultur, men den kan også bare ses som et lille, dumt, ureguleret område i internettets datajungle. Sandheden findes nok et sted mellem de to.

Er internettet en syndflod af dårlig og upassende humor? Absolut.

Er Danmarks ungdom fortabt og hestesex-fikseret? Nok ikke.

Jeg voksede op med Anders Matthesens ‘Du er min store kærlighed’, der også omhandler et romantisk forhold til en hest. Nogle temaer er åbenbart eviggyldige, og folk drages altid mod det forbudte. Halvt fordi det er ’sjovt’, halvt fordi man prøver at forstå det. Jeg groede fra ‘Du er min store kærlighed’, og dem der nu lytter til ‘Hestepik’, vil gro fra den.

Lad internettet være internettet, lad unge være unge, og tjek Viral Charten ud, hvis du vil underholdes, græmmes og forvirres – men lad være med at gå i moralsk panik.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af