Rosalía kunne det hele på Roskilde Festival

Rosalía kunne det hele på Roskilde Festival
Rosalía på Roskilde Festival. (Foto: Bo Källberg/Soundvenue)

Var der nogensinde nogen tvivl? Om at Rosalía ville levere et show uden lige, om at hun har det der ekstra, man ikke kan beskrive? Siden hun rigtig brød igennem med ’El mal querer’, er det kun gået én vej for det spanske stjerneskud. Og har man set hende live, er det klart hvorfor.

For det var et kompromisløst, gennemført show, Rosalía leverede på Avalon onsdag aften. Fra den fortryllende ’Pienso en tu mirá’ til koncerten sluttede med ’Malamente’, var der ikke en finger at sætte. Ikke ét dansetrin der ramte ved siden af, ikke en tone der ikke sad hvor den skulle.

Rosalía, de seks dansere og hendes band var en velsmurt maskine, uden at det blev stift. Blandingen af flamenco og popmusik, håndklap og 808-trommer fungerede til perfektion, ligesom resten af showet. På ’Bagdad’ rakte Rosalía armene ud til siden, mens en danser holdt mikrofonen op for hendes mund – overskudsagtigt og flot.

Selvom koncerten var gennemført ned til mindste detalje, var der rum til, at Rosalía kunne være til stede for publikum, og hun var heller ikke bleg for at starte en fest med J Balvin-samarbejdet ’Con Altura’.

Rosalía og hendes dansere på Roskilde Festival. (Foto: Bo Källberg/Soundvenue)

Rosalía kan det hele. Når hun ikke dansede, var hendes vokal smuk og krystalklar. Som på ’Catalina’, som hun sang a capella, og en vocoder-version af ’A ningun hombre’. Hun besidder en særlig kraft, og hendes melismer, fraseringer og intense klang har en evne til at bore sig helt ind i brystet.

Et stykke inde i koncerten sagde hun, at hun var beæret over at spille på samme festival som Bob Dylan, Cardi B og Skepta. Men Rosalía er uden tvivl havnet lige der, hvor hun skal være.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival

Læs også: Fredag byder på Roskilde-programmets mest hjerteskærende overlap: Hvad skal jeg gøre?

Rosalía. Koncert. Roskilde Festival, Avalon.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af