CPH:DOX: ‘Palestine Marathon’
»I 2013 aflyste FN et maraton i Gazastriben i Palæstina. Grunden: Hamas, den islamistiske modstandsbevægelse, der regulerer området, nægtede at lade kvinder deltage i løbet«.
Denne hændelse bliver katalysator for den danske dokumentarfilm, ’Palestine Marathon’. Den handler om de to danskere Signe Fischer Smidt og Lærke Hein, der uden om FN og med alle odds imod sig kaster sig ud i selv at stable et maraton på benene, som skal gå igennem Betlehem. Under mottoet ’Right to Movement’ vil de arrangere et løb, der omfavner alle – mænd såvel som kvinder og børn.
Det kan ikke blive meget mere aktuelt at placere en kameramand i Betlehem, i den israelsk-palæstinensiske konflikt, og i samme sætning tale om Hamas og kvinderettigheder. De to danske kvinder flyver frem og tilbage mellem København og Palæstina, mens de løber ind i den ene mur efter den anden i form af manglende støtte, problemer med at finde en 42 kilometers rute samt sprog- og kulturforskelligheder.
Historie og samfundspolitiske konflikter er der nok af i Betlehem. Så meget desto ærgerligere er det, at filmen ikke synes at være interesseret i dem. I stedet peges kameraet udelukkede på de to danske kvinders problemer – dog uden nogensinde at gøre hverken Signe eller Lærke til karakterer, som vi gider investere vores følelser i.
På papiret lyder det jo spændende nok. Vi møder kort manden Jibril Rajoub, der beskrives som bandit og terrorist, og hvis hjælp de to danskere er afhængige af. Og så skifter vi overfladisk bekendtskab med Betlehems første kvindelige borgmester, Vera Baboun, som der er lidt kommunikationsproblemer med.
Men det er også det tætteste, vi nogensinde kommer på lokalbefolkningen. Med en åbningstekst, der informerer om Hamas’ syn på kvinder, forventer man at få blot en smule forståelse for netop disse kvinder. Hvad betyder det for dem, at der alligevel kommer et maraton til konfliktens brændpunkt? Hvem er de, og hvad er deres motivation? Vi ved det ikke, for alle kvinder forbliver underligt fraværende, bortset fra Signe og Lærke.
Så hvad vil denne dokumentar? Vil den fortælle en personlig historie om to kvinders ’Fitzcarraldo’-lignende kamp? I så fald er det uklart, hvad der driver Signe og Lærke selv. Det føles da rart at se dem hoppe af glæde, når løbet skydes i gang, men når vi ikke på forhånd har fået forståelse for, hvorfor de dedikerer så meget tid på projektet, er det svært rigtigt at give sig hen.
Når rulleteksterne kører over lærredet, er vi ikke blevet klogere på Israel-Palæstina-konflikten. Vi er ikke blevet klogere på, hvad maratonet kan gøre for samfundet, eller hvad de lokale løberes synspunkter er. Det eneste, vi har fået forståelse for, er, at det kan være svært at arrangere et maraton. Men det er det nok alle steder i verden.
Et enkelt sted bliver filmen dog interessant: Dagen før det store løb skal afholdes, afsløres det, at en håndfuld israelere har tilmeldt sig maratonet. Her bliver mottoet Right to Movement sat på spidsen, da de palæstinensiske planlæggere selvfølgelig strider imod. Alle har ret til at løbe – bortset fra dem på den anden side af muren. Her konkretiseres en problemstilling, der for sporadisk kommer op til overfladen.
Kort sagt:
Den palæstinensiske stemme forbliver fraværende, og kameraholdet og de danske planlæggere kommer til at fremstå som en mild grad af vestlige imperialister i ’Palestine Marathon’.