Danske film skal tælle hudfarve, før de kan få støtte fremover

Danske film skal tælle hudfarve, før de kan få støtte fremover
'Underverden' var en af de få danske film med mange skuespillere med anden etnisk baggrund.

Vil man søge om penge til en ny film hos Det Danske Filminstitut – og det skal man generelt, hvis man skal gøre sig håb om at få en film realiseret – skal man fremover meddele, hvor mange medarbejdere af anden etnisk baggrund de planlægger at ansætte.

Det skriver Politiken, efter en ny rapport fra Aarhus Universitet – bestilt af fire organisationer i filmbranchen – har dokumenteret, at etniske minoriteter oplever »chikane, diskrimination, uønsket seksuel opmærksomhed og fysisk og psykisk vold«.

»I lyset af den her rapport skal det ind«, siger direktør for Det Danske Filminstitut Claus Ladegaard til Politiken og fortsætter:

»Men jeg tør ikke på stående fod sige, hvornår det sker. Det skal vi tale med branchens organisationer om. Vi udelod det i første omgang, fordi det omkring etnicitet forholder sig sådan, at noget kan ses, og andet ikke kan«.

Filminstituttet har allerede stillet krav om, at man rapporterer kønsfordelingen på holdet, når man søger støtte, og nu skal man altså også opgøre andelen af hvide og ikke-hvide medarbejdere.

De understreger dog, at kønsfordelingen i dag ikke spiller nogen rolle, når man skal vurder, hvilke projekter der får støtte – og det vil etniciteten heller ikke gøre, sådan som det ellers er hos det britiske filminstitut i England.

»Rapporterne har alene til formål at gøre producenter og instruktører opmærksomme på, i hvilken grad deres arbejdsplads kan kaldes mangfoldig«, som det hedder i Politiken.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af