Dommer afslår Johnny Depps forsøg på at anke tabt retssag

Dommer afslår Johnny Depps forsøg på at anke tabt retssag
Johnny Depp i 2017. (Foto: Rich Fury/Getty Images)

I starten af måneden tabte Johnny Depp en stærkt omtalt retssag, der meget vel kan have sat en stopper for skuespillerens karriere i Hollywood. Depp havde sagsøgt den engelske avis The Sun for injurier, fordi de i 2018 omtalte ham som en »wife beater«, men dommerens gav ham ikke medhold i anklagen, fordi han vurderede, at formuleringen var »sand i sin substans«.

Nu har samme dommer, Andrew Nicol, givet afslag på Johnny Depps anmodning om at anke afgørelsen: »Jeg vurderer ikke, at de foreslåede begrundelser for at anke har en rimelig udsigt til at få medhold«, har dommeren ifølge The Hollywood Reporter meddelt Depps advokater.

I onsdags blev det desuden offentliggjort, at dommeren har besluttet, at Johnny Depp skal betale The Suns retssagsomkostninger, som er løbet op i omkring 630.000 pund, hvilket svarer til mere end 5 millioner danske kroner.

Det er stadig muligt for Depp at appellere direkte til Appeldomstolen inden 7. december.

Kort efter dommerens afgørelse af injuriesagen blev skuespilleren som bekendt bedt om at forlade ‘Fantastiske skabninger’-franchisen, og i går blev det bekræftet, at Mads Mikkelsen overtager hans prominente skurkerolle.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af