’Total Trust’: Kinas overvågningsregime når dystopiske højder i foruroligende dokumentarfilm

’Total Trust’: Kinas overvågningsregime når dystopiske højder i foruroligende dokumentarfilm
'Total Trust'. (Foto: CPH:DOX)

CPH:DOX. Det er meget sigende, at den kinesiske co-producent af ’Total Trust’ står krediteret som ’Anonym’ i rulleteksterne.

Jialing Zhangs nye dokumentarfilm, der får verdenspremiere på CPH:DOX, blotlægger den altomfattende overvågning, som finder sted af borgerne i Kina – og hvilke alvorlige følger det har, når man som individ arbejder aktivt imod kommunistpartiets interesser.

Den kinesiske filmskaber brød internationalt igennem med den forfærdende dokumentar ’One Child Nation’, som undersøgte de menneskelige konsekvenser ved Kinas etbarnspolitik med udgangspunkt i medinstruktør Nanfu Wangs egen historie.

Siden den film har USA-bosatte Zhang ikke kunnet vende tilbage til sit fødeland. Hendes nye film er altså fjerninstrueret med krypterede beskeder, kodenavne og telefoner uden simkort, har hun forklaret til Variety.

Ligesom i ’One Child Nation’ er de menneskelige fortællinger i fokus i ’Total Trust’. Filmen følger to familier og en journalist, der alle mærker det totalitære regime ånde dem i nakken – og som viser utroligt stort mod ved at medvirke i filmen.

Vi møder Sophia Xueqin Huang, der blev arresteret og efterfølgende overvåget af myndighederne, fordi hun skrev om demonstrationerne i Hong Kong.

Vi møder kvinden Zijuan Chen, kæreste til menneskerettighedsadvokaten Weiping Chang, der har været fængslet siden starten af 2020.

Og vi møder parret Quanzhang Wang og Wenzu Li, som bliver overvåget og chikaneret af både politi og autoritetstro naboer. Quanzhang er ligeledes menneskerettighedsadvokat og blev fængslet i 2015 for regeringskritiske aktiviteter. Hjemvendt efter flere år bag tremmer er han nu genforenet med sin familie – men han er en forandret mand.

Alle de medvirkende i ’Total Trust’ er ramt på psyken. Selvom de fortsat formår at gøre modstand med oplysningskampagner og retslige begæringer, sidder der en dybtliggende paranoia i dem.

Det er virkelig foruroligende at høre deres historier om fysisk og psykisk tortur i politiets varetægt. Og det er mindst lige så skræmmende at følge den chikane, de oplever efter at have forladt fængsler og arrester. Her begynder overvågningsaspektet – med registrering af både fysisk og digital adfærd – at fylde hele deres tilværelse.

De mest ubehagelige observatører i ’Total Trust’ er ikke kameraerne, som peger direkte mod personernes hjem. Nej, det er de kinesiske medborgere, der holder skarpt øje med samfundets udstødte.

Et essentielt aspekt af det kinesiske overvågningssamfund, som jeg ikke var bekendt med før, er regeringens sociale pointsystem, som giver indbyggere pluspoint for frivilligt arbejde og minuspoint for overtrædelser. For eksempel giver fartbøder, demonstrationer og begæringer til regeringen minus på kontoen, mens man kan få belønninger for at patruljere og anmelde uorden i sit nabolag.

På et tidspunkt beskriver journalisten Sophia Xueqin Huang, hvordan hun, som en kæk kommentar til myndighederne, hver dag læste et kapitel op fra George Orwells dystopiske romanklassiker ’1984’ foran et overvågningskamera, de havde placeret lige uden for hendes vindue – indtil kameraet en dag blev taget ned igen.

Selvom hendes anekdote er sjov, er hendes valg af litteratur også smerteligt passende. For den virkelighed, hun og andre kinesere lever i, synes ud fra ’Total Trust’ at være meget tæt på en dystopi.

Mellem de triste personlige fortællinger har instruktør Jialing Zhang strøet statslige propagandavideoer ud.

»Faren kommer ikke kun fra oversøiske fjender. Den kommer også inde fra vores nation«, lyder det i en af videoerne, mens en anden forklarer det smarte Sharp Eyes-projekt, hvor borgere selv kan tilgå overvågningsbilleder af deres lokalområde.

’Total Trust’ underbygger virkningsfuldt følelsen af at befinde sig i en dyster science fiction-fantasi med storladne skud af kinesiske megabyer, spejlblanke skyskrabere, neonlys og fyrværkeri. Flere af optagelserne viser kommunistpartiets egen 100-års-fejring i gadebilledet, men med ulmende og ikke just festlig underlægningsmusik på lydsiden.

Når det her er nutiden, hvordan ser fremtiden så ud? Det spørgsmål stiller man sig selv, hver gang ’Total Trust’ zoomer ind på aktivisternes børn, som suger forældrenes bekymring til sig.


Kort sagt:
Den foruroligende dokumentarfilm ’Total Trust’ skildrer den paranoia, frygt og smerte, som det kinesiske overvågningssamfund påfører landets menneskerettighedsaktivister. Virkeligheden er så skræmmende, at den til tider føles som en dystopisk fiktion.

’Total Trust’. Dokumentarfilm. Instruktion: Jialing Zhang. Spilletid: 97 min. Premiere: Kan ses 21., 22., 23. og 25. marts på CPH:DOX.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af