Træt af superhelte? Too bad …
Næste år indleder Warner Bros. Discovery med tovholderne James Gunn (en af verdens pt. største instruktører) og Peter Safran i spidsen nemlig deres nye superhelteunivers, DC Universe.
Det sker med tv-serierne ’Creature Commandos’ og ’Waller’, mens storfilmen ’Superman: Legacy’ først lander i 2025.
Det er planen, at den nye franchise skal tage en ordentlig humpel af diverse kulturprodukter. Biograffilm, serier og computerspil er på menuen, og det kan selvfølgelig vise sig at være en bekostelig satsning i en tid, hvor den såkaldte superhelte-fatigue er begyndt at slå rødder i biografpublikummet.
En ny franchise har rumsteret på Warner Bros. Discoverys ledelsesgange gennem længere tid. I april 2022 efterspurgte topchef David Zaslov »en sammenhængende markedsføring og kreativ strategi for DC-universet«, og senere på året udpegede han Gunn og Safran som hovedstrateger for det nye DCU.
Tilbage i januar blev overhalingen af DC’s superhelte en realitet, hvor en video med Gunn/Safran-duoens første DCU-kapitel, ’Chapter One – Gods and Monsters’, blev præsenteret. I videoen måtte Gunn ud i lidt snørklede fiksfakserier, hvor et af målene tydeligvis var at retfærdiggøre de resterende DCEU-films relevans inden nulstillingen.
Et greb, publikum tilsyneladende havde gennemskuet, da de rudimentære ’Shazam!: Fury of the Gods’ og ’The Flash’ og den ellers charmerende ’Blue Beetle’ floppede ved billetlugerne senere på året.
Nu er dagene så talte for DCEU, og med ti år på bagsmækken bliver den biografaktuelle ’Aquaman and the Lost Kingdom’ den sidste krampetrækning for superheltefranchisen. I anledning af filmens premiere 25. december udpeger vi fem problematiske øjeblikke fra DCEU, som banede vejen for den storstilede overhaling.
1. En vaklende start
Nøjagtig som James Gunns kommende ’Superman: Legacy’ vil være den første reelle film i DCU, var Zack Snyders Superman-film ’Man of Steel’ den første DCEU-installation. Filmen var en habil, om end teatralsk og dyster, start på franchisen. Hvem husker ikke scenen, hvor Superman brækker halsen på General Zod?
Tre år senere fik Snyder ansvaret for endnu en juggernaut, ’Batman v. Superman: Dawn of Justice’, der fik et fornuftigt billetsalg, men modtog en sønderlemmende kritik af anmelderne, der nok engang stillede spørgsmålstegn ved Snyders evner som filmskaber. Kampscenen mellem de to titaner var højdepunktet, men var overstået på et splitsekund.
Man undrede sig også over, at Batman skider højt og helligt på sin eneste regel og myrder løs som en anden superskurk.
Tredje gang var ej heller lykkens gang for Warner og DC. ’Suicide Squad’ landede i hænderne på David Ayer og fik ved premieren lige så mange tæsk (hvis ikke flere) som ’Batman v. Superman: Dawn of Justice’. ’Suicide Squad’ havde også en tumultarisk postproduktion, så resultatet kunne vel næsten ikke komme bag på nogen.
Selvom den skelsættende ’Wonder Woman’ pustede ny energi i franchisen i 2017, landede rodebunken ’Justice League’ – sovset ind i pixelerede billeder og bæbrun colorgrading – derefter, og herfra var det op ad bakke.
For en franchise er det alfaomega at hvile på et solidt fundament, som Marvel gjorde med film som ’Iron Man’, ’Captain America: The First Avenger’ og ’The Avengers’, men takket være den sløve begyndelse på DCEU, var det efterfølgende svært at klinke skårene.
Forhåbentlig har Gunn og Safran en gennemtænkt plan fra start.
2. Skandaler, skandaler, skandaler
Et grelt varemærke for DCEU gennem hele dets levetid (modsat dengserne fra Marvel) har været de opslidende skandaler, der har forfulgt mange af produktionerne.
Så hvor skal man egentlig starte?
Ray Fischer (Cyborg i DCEU) var ude med riven over for Josh Whedon samt Geoff Johns og Jon Berg (de to medstiftere af DC Films, nu DC Studios) i forbindelse med optagelserne til ’Justice League’. Whedon fik høvl for blandt andet at være »voldelig« og »uprofessionel«, mens kritikken mod Berg og Johns drejede sig om henholdsvis »at se blindt til« (over for Whedons adfærd) og udøve magtmisbrug.
Læg hertil det upopulære instruktørskifte og et rædselsfuldt CGI-udtryk (toppet af et komisk overskæg), og så forstår man udmærket, hvorfor DC forsøgte sig med Snyders svinedyre, anden ombæring. ’Justice League’-fadæsen er selvfølgelig blot toppen af det nedsmeltede isbjerg.
Jeg nævner i flæng:
Hele møgsagen om Ezra Miller, Jared Letos grænseoverskridende method acting, den skrinlagte Batgirl-film, Patty Jenkins fejde med Warner Bros. Discovery, Henry Cavills on/off-comeback som Superman og spørgsmålet om Amber Heards fremtid.
Listen er lang, og bønnen må lyde på, at Warner Bros. Discovery forhåbentlig har fået styr på de interne linjer. Det sidste, studiet har brug for, er et sæt nye skandaler, der skamferer den kommende franchise.
3. Zack Snyders spøgelse
DCEU har i årenes løb fået den uofficielle undertitel ’SnyderVerse’ (godt hjulpet på vej af et par insisterende hashtags), fordi Zack Snyder stod bag de første par film og (delvist) ’Justice League’-filmene. Han har også ageret producent på blandt andet ’Wonder Woman’-filmene.
Snyder er siden kommet videre med sin instruktørkarriere, nu hos Netflix, men dele af hans mest verbale fanskare har længe ønsket, at han forblev i DC-land.
Paradoksalt nok har problemet været, at instruktørens oprindelige vision for franchisen med (selv)højtidelige superhelteslag, svulstige computereffekter, knotten nihilisme og sjaskvåd regnvejrsæstetik har været besværlige knaster for franchisens efterfølgende aktører at høvle sig af.
Det har resulteret i et usammenhængende DCEU, hvor man tydeligt kan smage forskel på film som ’Batman v. Superman: Dawn of Justice’ over for ’Black Adam’ og ’Aquaman’, men Snyders tone og visuelle stil alligevel er fremtrædende elementer, der går igen i mange af filmene.
Derfor er det essentielt, at Gunn og Safran kommer fra land med en klar tone og tydelig strategi (det tyder kapitelinddelingen startende med ’Gods and Monsters’ samt den frakoblede DC Elseworlds-franchise i hvert fald på), så DCU-franchisen får et genkendeligt udtryk fra første færd.
4. De mange fejcastinger
Selvfølgelig har DC og Warner Bros. Discovery ikke patent på fejlcastinger i Hollywood, men DCEU-franchisen har alligevel lidt under det faktum, at mange af hoved- og birollerne har været besat af skuespillere, der aldrig fandt nøglen til deres roller.
Nogle vil argumentere for, at Henry Cavill og Amy Adams bør placeres under punktet fejlcastinger, men de gør det begge hæderligt – især sammenlignet med visse andre. Og inden det hele bliver ét stort jammerhyl, så har DCEU også ramt plet et par gange med Ben Affleck, Margot Robbie, Viola Davis og Gal Gadot.
Jesse Eisenberg er det mest grelle eksempel. Han spillede den elskede superskurk Lex Luthor i ’Batman v. Superman: Dawn of Justice’ og de to ’Justice League’-versioner, og hans pjevsede inkarnation af karakteren blev skudt i sænk af fans såvel som anmeldere.
Ezra Millers portræt af The Flash har ligeledes delt vandende, hvilket selvfølgelig også skyldes deres opførsel udenfor diverse sets, men isoleret set var Millers skuespilpræstationer som den godmodige speedster også alt for svingende.
Andre DCEU-fejlcastinger er David Thewlis som Ares i ’Wonder Woman’, Jared Leto, Cara Delevingne og Jai Courtney som Jokeren, Enchantress og Captain Boomerang i ’Suicide Squad’, og Willem Dafoe, Dolph Lundgren og Patrick Wilson som henholdsvis Vulko, Kong Nereus og Orm i ’Aquaman’.
James Gunn har allerede vist tæft for at caste de rette skuespillere (valget af John Cena som ’Peacemaker’, der følger med over i DCU, var genialt), og det er afgørende for DCU, at de vælger rigtigt i forhold til den kommende franchises image.
Rollebesætningen til ’Superman: Legacy’ lyder i hvert fald spændende.
5. Den manglende substans
Kritikken af DCEU har ofte været rettet mod den bøvlede CGI og de mange skærmydsler i kulissen. Men det, der burde være en del af kernen i superheltefranchisen (og som for øvrigt har virket i store dele af modparten MCU’s film) er velskrevne karakterer og historier fyldt med spænding, humor og drama – eller bare én af delene.
Substansen har været en mangelvare i flere af DCEU-filmene, med et par undtagelser i form af ’Wonder Woman’-filmene, ’The Suicide Squad’ og ’Shazam!’. Her var der tilpas meget kød på karaktererne, samtidig med at fortællingerne var skruet fornuftigt sammen.
De tyndeste historier finder man i Ayers ’Suicide Squad’, ’Justice League’, ’Aquaman’ og ’Batman v. Superman: Dawn of Justice’, hvor sidstnævnte ovenikøbet er fyldt til randen med talrige, søvndyssende sideplots.
Karaktererne i franchisen er, set over en bred kam, svage – ikke kun heltene, hvor den ene intellectual property formøbles hurtigere end den anden, men også skurkene, der for det meste er endimensionelle i deres onde hensigter.
Steppenwolf, Lex Luthor, Black Mask, Cheetah og Doomsday var alle slemme skuffelser, mens det primært var Dr. Thaddeus Sivana, Max Lord og General Zod, der stod for de få skurkemæssige lyspunkter.
Man forstår udmærket, hvorfor Warner Bros. Discovery har betalt top dollar for James Gunn, da hans ekspertise netop er helstøbte karakterbuer og veldrejede historier. Når han kan få os til at føle med en vaskebjørn og et træ i ’Guardians of the Galaxy’-filmene, må han vel også kunne trylle lidt med DC-karaktererne?
Fingers crossed.
’Aquaman and the Lost Kingdom’ får biografpremiere 25. december. Alle DCEU-film kan ses på HBO Max.