Elon Musk deler memes med Kanye West – og sletter dem igen

Elon Musk deler memes med Kanye West – og sletter dem igen
Elon Musk. (Foto: Pool/Getty Images)

Efter annonceringen af Kanye Wests opkøb af højrefløjsplatformen Parler har Elon Musk haft travlt med at dele memes af de to på Twitter.

Noget tyder dog på, at selv verdens rigeste mand kan fortryde sine tweets, for han har haft travlt med at slette opslagene igen.

Det første meme, som blev slettet, var af Musk og West, der var indsat i en scene fra ‘Dragon Ball Z’, hvor Musk fulgte op med kommentaren »Det bliver sjovt!«.

Dette var en reference til Wests opkøb af Parler, der blev annonceret i mandags og forventes gennemført senere i år.

Handlen kommer i kølvandet på en turbulent tid, hvor Twitter har smidt rapperen på porten for antisemitiske udtalelser, ligesom Instagram har indskrænket hans profil efter de adskillige angreb på jøder.

Det kan tænkes, at det netop er derfor, at Musk nu trækker sine tweets – som også tæller en ‘De tre musketerer’ med Donald Trump som den tredje mand – i land.

For imens de forskellige memes tydeligvis refererer til trekløveret som en slags riddere for ytringsfrihed, opfattes de samtidig som støtte til Wests jødehad og Trumps højrefløjsretorik.

Musk skrev ellers i sidste uge, at han havde haft en snak med netop West om rapperens antisemitiske tweets, hvor han havde udtrykt sin bekymring om budskabet i dem, hvilket Ye »vist tog til eftertanke«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af