Det nyeste hiphop finder du på ’RapCaviar’ på Spotify – opdateres hver uge

Ti popkulturelle højdepunkter, der reddede os igennem katastrofeåret 2016

Ti popkulturelle højdepunkter, der reddede os igennem katastrofeåret 2016

2016 var et hårdt år at komme igennem. Alt for mange kunstnere skred i svinget, USA har valgt en racistisk realitystjerne som deres næste præsident og Iben røg ud før finalen i Den Store Bagedyst.

Men der var også lyspunkter. Lyspunkter, der fik snakken til at brumme på sociale medier, message boards og i de små hjem rundt om i Dannevang. Lyspunkter, der vakte et lille smil i vores solfattige, furede ansigter. Lyspunkter, der gjorde året nogenlunde tåleligt.

Vi har samlet ti øjeblikke, som kan muntre dig lidt op, nu hvor året langsomt rinder ud (du skal nok forvente at et par stjerner dør inden da, men altså, klø på!)

1. Desiigners nedsmeltning

Englen på vores ene skulder sig, at det ikke er pænt at være skadefro. På den anden side var det, for den del af befolkningen der var skeptisk over for Desiigners evner, et kærkomment øjeblik, da det endelig kom frem, at det var kejserens nye guldkæder om igen.

Det stod for alvor lysende klart, da han blev bedt om at freestyle på den røde løber til MTV’s VMA i august. Det er lige så tæerne slår knude på sig selv som kanelsnurrer.

Dermed er det naturligvis ikke sagt, at han ikke har noget som helst at byde på i attitude og gimmicks, men noget musikalsk nybrud er han ikke.


2. Frank Hvam i ’Game of Thrones’

Plyshænderne på den danske klaphat var i forvejen tyndslidte efter ‘Game of Thrones’ havde givet scenetid til blandt andre Dar Salim, Birgitte Hjort Sørensen og Pilou Asbæk. Og nå ja, Nikolaj Coster-Waldau. Men det var ingenting i sammenligning med da Frank Hvam tonede frem på skærmen som brysk bibliotekar-maester i sidste afsnit af ‘Game of Thrones’.

Det faktum at Hvam var blevet helt eller delvist overdubbet, kunne ikke tage trykket af begejstringen. Det var et vaskeægte, kollektivt ‘look mama, we made it’-øjeblik i hele Frejas sal. Og dem skal man værne om, når vi ikke vinder fodboldkampe længere.


3. Kanyes vækkelse i ‘Famous’-videoen

Hvis man har fulgt Kanye West tæt i år (så tæt som vi har), så ved man godt, at det ikke nødvendigvis har været én lang perlerække af triumfer. Uden for studiet har han mildest talt været vaklende og usammenhængende.

Selv da ‘The Life of Pablo’ landede, var der delte meninger om dets kvaliteter. Da ‘Famous’ første gang blev præsenteret for verden var Taylor Swift-linjen skandaleombrust.

Men et uomtvisteligt victory moment for Kanye opstod, da den ligeledes skandaløse og forvirrende ti minutter lange video til ‘Famous’ landede. I det sekund hvor Kanye iført intet andet end dad bod vågner op blandt nøgne voksfigurer af sine venner, fjender og tidligere partnere (og partneres partnere) opstår der et flygtigt kunstnerisk klarsyn. Heureka! I get it: ‘Famous’ er på en gang både Kanyes opvågning fra den falskhed, som han deler seng med, og en manifestation af at han er den centrale figur i voksgalleriet – genopført som en hyldest til Vincent Desiderios maleri ‘Sleep’. Da Metro Boomins dj-tag »if Young Metro don’t trust you, i’m gon’ shoot you« klinger ud, er klarsynet imidlertid forsvundet som dug for solen.

Der kan være noget om Beyoncés citat fra et interview med Elle tidligere i år: »Jeg mener, at den mest virkningsfulde kunst som regel opstår i at blive misforstået.«


GettyImages_RyanReynoldsRyanGosling_CharleyGallay

(Foto: Charley Gallay/Getty Images)

4. Da Ryan og Ryan pegede

Det er nærmest sjældnere end en supermåne, men det skete i årets løb. Hele verdens yndlingscanadiere ved navn Ryan befandt sig i samme rum, samtidig med et kamera. Og i denne omgang pegede de tilmed på hinanden.

Det skete til Critic’s Choice Awards i december. Hvis ikke det straks får dig til at fantasere om en buddy cop-komedie med de to i hovedrollerne, så er der noget galt med dig.

Hvornår skete det sidst, spørger du? Teen Choice Awards i 2005 hvor statuetterne er et rad surfbræt.

GettyImages_KevinWinter_RyanGRyanR

(Foto: Kevin Winter/Getty Images)

Annonce

FrankOceanEndless1

5. Frank Oceans kispus

Efter succesfuldt at have trollet fans i flere år rundede Frank Ocean albumtørken af med endnu et nærmest uudholdeligt tease. Musikmedier – som det nærværende – havde Frank Oceans album på det mest ventede album i både 2014, 2015 og 2016 – og så valgte Frank Ocean alligevel at trække pinen umanerligt langt ud.

Det skete først med et live-ish stream af Frank Ocean, der bygger en trappe og siden det visuelle album ‘Endless’, hvor selvsamme trappe samles.

Og selvom det var umanerligt svært at kapere i øjeblikket, så føltes det bare rigtigt efter den lange ventetid. Frank Ocean – real life troll – velkommen tilbage.


6. Beyoncés half time-show

Det giver stadig kuldegysninger.

Egentlig var det Coldplay, der skulle stå for half time-showet til årets Super Bowl, men deres indspark endte som en tynd kop te ved siden af Beyoncés potente gumbo, der med sine feministiske undertoner og dansere i Black Panther-kostumer formåede at pisse forsmåede american football-fans af ved at være “for politisk”.

Set i bagklogsskabens lys skulle det måske have været endnu mere politisk.


7. ’Stranger Things’ popup-popularitet

Det er altid fedt, når en serie pludselig popper frem – som et monster fra en anden verden – og bliver det helt store samtaleemne. Netflix’ egenproducerede serier har den evne og det må vi sige, de ramte plet med i ‘Stranger Things’.

Det var den binge-serie, man i sensommeren altid blev adspurgt om: »Har du set ‘Stranger Things’? Gør det!«, gav genlyd henover vandkølere i hele Danmark. Og hvilken serie! Det var ren guf for scifi-nørder med hang til ‘Twin Peaks’, som hvis Steven Spielberg lavede kvalitets-tv i 80’erne.

‘Skam’ brød naturligvis også lydmuren i 2016, særligt efter den blev omtalt i Radio 24syvs ‘Stream Team’ i juni. Men den er jo ret beset fra 2015 – det har bare taget lang tid for de nordiske vinde at bære den ned til os.


SkamQuiz5

8. Kosegruppa DK

Til gengæld fik vi i 2016 Kosegruppa DK, hvor hvert et lille element af ‘Skam’ blev vendt og drejet af nu over 23.000 fans.

På ultrakort tid blev den lille klub et vigtigt (sam)talerør for alle mulige meninger, perspektiver og følelser i ‘Skam’-universet for både mænd, kvinder og alt derimellem. Det føltes som at finde et godt gammelt message board, hvor alle var en del af det samme fanatisme-kongerige m/k. Det kunne mange medier lære meget af at facilitere.

Når verden føles som om den ramler – både i ‘Skam’ og i virkeligheden – så er det virkelig rart, at have ligesindede, man kan dele sine følelser med.


(Foto: Pascal Le Segretain)

(Foto: Pascal Le Segretain/Getty Images)

9. The Weeknd synger serenade for Bella Hadid

Det er vanvittigt svært at tyde, hvad der foregår i øjenkontakten mellem The Weeknd og ekskæresten Bella Hadid. Men i hvert fald stødte de på hinanden på catwalken, da Victoria’s Secret præsenterede en ny kollektion i Paris.

Men at dømme efter de efterfølgende udtalelser var det et eksempel på det ultimative ekskærestemøde: Bella Hadid på toppen af sit game og i sit stiveste VS-puds støder helt tilfældigt på eksen, der lige har udgivet et ultrapopulært album. Han følger hende med øjnene og synger hende tilmed en sang. Det er definitionen på at komme ud på toppen – for dem begge to.

Det slår i hvert fald at møde sin eks med den nye filejs uden for Lidl med posen fuld af frysepizzaer og to liters colaer. Med trøjen omvendt på.


10. Amy Schumers live-kastration

Feminismen har fået mange nye, stærke stemmer i de forgangne år. Det er stemmer, der promoverer kvinders rettigheder i mange forskellige retninger, så det efterhånden burde stå klart for enhver, at kvindekampen ikke er én sag, men mange.

At Amy Schumer er åbenmundet, frivol og til tider vulgær er ikke ensbetydende med, at man bare kan råbe »show us your tits« ad hende midt under et show. Det memo havde en poloklædt mand i publikummet ikke lige fået, da komikeren besøgte Stockholm i sensommeren.

Fra et rent komisk analyse-perspektiv, kan man diskutere om hendes comeback er særligt stærkt (ikke at hans oplæg er det), men fra et feministisk synspunkt er hendes reaktion lige i skabet. Luk røven, stenaldermand, hvis du har tænkt dig bare at være chauvanistisk.

Læs også: Otte memes, der definerede 2016: Mikro-Drake, Evil Kermit og Frank Hvam i ‘Game of Thrones’

Læs også: Alt om året der gik – kåringer, tilbageblik og interviews