’Game of Thrones’ sæson 7 afsnit 6: »Som et utroværdigt setup fra et computerspil«

’Game of Thrones’ sæson 7 afsnit 6: »Som et utroværdigt setup fra et computerspil«
Som seer fik man plantet en uventet tanke i sit sind: At bastarden Snow rent faktisk...
3 6
Tv-serie
Hovedforfattere

D.B. Weiss, David Benioff

Medvirkende

Kit Harington, Nikolaj Coster-Waldau, Emilia Clarke, Peter Dinklage, Lena Headey m.m.fl.

Spilletid

56 min.

Premiere

Kan ses på HBO Nordic

(Spoiler-alert: Denne anmeldelse spoiler den nyeste episode tungt)

’Beyond the Wall’ er det næstsidste afsnit i næstsidste sæson ’Game of Thrones’. De seneste afsnit har på hver deres måde været imponerende, og forfatterne bag serien er begyndt at binde de mange fortælletråde i universet sammen.

I ’Beyond the Wall’ pågår den proces stadig, men det hele forekommer en smule hektisk og ekspositionstungt, og hvad værre er, så skranter logikken hist og her.

Sidst så vi, hvordan Jon Snow (Kit Harington) samlede et selskab af krigere for at drage nord om Væggen og fange en udød. Planen var at bevise over for resten af verden, at den er god nok: Nattekongen er på vej, og han har en hær af døde med sig. Det så sejt ud, da gruppen begav sig ud i sneen, og nogle af seriens bedste bikarakterer var med. Hunden, Beric Dondarrion, Thoros of Myr, Tormund Giantsbane og endda Jorah Mormont fandt ad omveje frem til Muren.

Men holdt. Hvad er det egentlig for en bizar mission at begive sig ud på? Og hvorfor i alverden skal Kongen i Norden med på den tur? Det er sindssygt risikabelt, og selv hvis det skulle lykkes, er fremvisningen af en såkaldt wight så virkelig den bedste måde at få Cersei til at slutte sig til sagen? Det virker en lille smule dumt.

En uventet tanke

Et gennemgående tema for afsnittet var, at velkendte figurer har udviklet sig og er nået frem til nye standpunkter. Jon fortæller Tormund, at Daenerys kun vil hjælpe dem, hvis han sværger troskab til hende. Det får wildlingen til at grunde over, hvor mange der måtte lade livet, fordi Mance Rayder nægtede at knæle, og her blev kimen fint lagt for afsnittets måske vigtigste plotpunkt. Mere om det senere.

I samme rille prøver Jon at give Jorah det sværd tilbage, den gamle Mormont i sin tid forærede ham. Men Jorah nægter at tage imod Longclaw. Han giver sværdet tilbage med ordene »may it serve you well and your children after you«.

Vi ser her, hvordan Jons forsøg på at genoprette den gamle orden fejler. Alt er ændret, og verden bliver aldrig igen som før. Som seer fik man plantet en uventet tanke i sit sind: At bastarden Snow rent faktisk kunne gå hen og få børn en dag. Forestillingen om, at han, der i snart to sæsoner synes at have levet på lånt tid, kunne komme videre og leve lykkeligt til sine dages ende, føltes frisk.

Den slags var der meget af i dialogen i ’Beyond the Wall’, og der ligger noget tiltrængt håb og horisont i det spor.

Annonce

For meget arkadespil

Motivet om nye horisonter ser vi tydeligst foldet ud i scenen med Dany og Tyrion på Dragonstone. Tyrion er utilfreds med afbrændingen af Tarlyerne og fortæller, at frygt var det eneste redskab, hans far Tywin, nevøen Joffrey og flertallet af konger tilbage til Aegon Erobreren har brugt.

Dany må finde på noget andet, hvis hun virkelig ønsker at bygge en ny verden og »knuse det hjul, Aegon byggede« for snart 300 år siden.

I Winterfell fortsætter det kedelige splids-plot mellem søstrene Stark med at skuffe. Det er simpelthen utroværdigt, at Arya skulle få opfattelsen af, at Sansa er medskyldig i deres fars død, og det føles lidt, som om skuespillerne heller ikke rigtigt føler den. Desuden tager scenen al mystik ud af Aryas maskerings-tricks. Jeg mener, er der ikke mere i det end perfekt 3d-printede latex-ansigter fra fremtiden, eller hvad? Buhu.

På den forkerte side af Muren bliver Jons gruppe pludselig overfaldet af en varbjørn, og det hele er meget staccato og uinteressant her. Man vidste, de skulle slås med et eller andet, før de fandt den wight, og det gjorde de så. Det føltes som noget fra et computerspil og ikke som en skæbnesvanger scene i tidens mest episke tv-serie.

Jon og co. får dernæst øje på en flok wights samt en white walker og går til angreb. (I øvrigt: Der er altså et eller andet galt med designet på de white walkers. Nogle gange fungerer de godt, som i scenen, hvor Sam slog en af dem ihjel. Men andre gange virker de nærmest komiske med deres blå øjne, indsunkne kinder og tynde hår. Det er problematisk.)

Jon får hugget chefen ned, og gruppen fanger en wight. Men der kommer flere til, og snart er vore helte fanget på en klippe midt i en tilfrosset sø, som er omringet af en hær af udøde. Selveste Nattekongen dukker også op, og det hele minder igen om et underligt, utroværdigt setup fra et computerspil. En sær boss-fight eller noget. Wightsne venter bare, og da natten er ovre, er Thoros død.

Romantisk eller familiær?

Her skulle man mene, at de udøde har en oplagt mulighed for at holde belejringen, indtil Jons folk er døde af sult eller kulde, men nej. I stedet ’provokerer’ Hunden en af skeletkrigerne (!!) ved at kaste en sten i hovedet på ham. I næste nu stormer den ene udøde efter den anden over isen, og snart er heltene presset i bund. Alt synes tabt, men se nu der. Ind kommer tante Dany og de tre drager i ren deus ex machina-stil og begynder at flambere Jons fjender.

Nattekongen er dog totalt uimponeret. Han griber sit fine isspyd, og selvom alle de, der potentielt kan stå i vejen for hans planer (Dany, Jon og dragernes konge Drogon) er fanget på den lille klippe lige foran ham med wights til alle sider, vælger han køligt det svære kast og skyder uden besvær dragen Viserion ned fra himlen. Dragen er død på stedet og ryger i søen. Da Nattekongen tager sit andet isspyd frem, springer Jons folk op på Drogons ryg, og dragen kommer afsted. Dog uden Jon, som bliver trukket ned i det iskolde vand og forsvinder i mørket.

Jon er naturligvis ikke død, og da han får slæbt sig fri af vandet og finder sig selv omringet af fjender, kommer Benjen Stark gudhjælpemig ridende og giver pap-nevøen sin hest, så han kan flygte tilbage til muren, mens onklen holder de udøde stangen. Ok. Man skal virkelig knibe øjnene sammen for at huske, hvor intens serien var, dengang alle stod til at købe billetten hele tiden.

Heldigvis følger en noget rodet og ujævn episode på en vellykket scene, da Jon vågner op med Dany siddende ved sin sygeseng. Harington er naturligvis sexet AF i bar kasse med dybe sår, og jeg mener det, når jeg siger, at Clarke er smukkere end nogensinde før i det skud. Og det siger ikke så lidt. De to holder i hånd og taler om døde drager og om at miste dem, man holder af, før Jon til sidst anerkender Daenerys Targaryen som sin dronning.

Scenen føltes ægte, og der var en særegen forbindelse på spil mellem de to hovedkarakterer. Den kan både tolkes som romantisk og familiær. Det er svært at sige, og forfatterne lykkes endnu engang med at bruge de forforståelser, der findes ude i fanskarens hive mind, til ug med kryds og slange.

Så gid afsnittet havde sluttet dér. I stedet skal vi forbi en forudsigelig sekvens, hvor udøde med tunge kæder trækker Viserion op på land til magisk genoplivning for Nattekongens hånd. Gumpetungt og skørt tegneserieagtigt.

Læs også: Tre hurtige spørgsmål og svar efter det nye afsnit

Læs også: Anmeldelse af *Game of Thrones’ sæson 7 afsnit 6