Se Christian Bale i traileren til den übervoldelige western ’Hostiles’

»En af de mest brutale westerns, der nogensinde er lavet. En blodig meditation over vold og den amerikanske sjæl«, skrev Indiewires anmelder David Erhlich efter at have set Scott Coopers ’Hostiles’ under Telluride Film Festival.

Den foregår i 1892, hvor Kaptajn Blocker fra det amerikanske kavaleri bliver beordret til at følge sin dødsfjende gennem mange år, Cheyenne-krigshøvdingen Yellow Hawk, og dennes familie hjem til deres stammeterritorie i Montana. Turen frem er én lang skudzone, hvor Blockers lille flok soldater og Cheyenne-familien møder trusler fra alle sider og fra de indre linjer.

Christian Bale spiller Blocker, der skulle være en dybt racistisk karakter i stil med John Wayne i kanoniserede ’The Searchers’. I rollen som Blockers nemesis Yellow Hawk finder man Wes Study, hvis karakterfulde ansigt har defineret indianere i amerikansk film med ’Danser med ulve’, ’Den sidste mohikaner’ og ’Geronimo’.

Det er instruktøren Scott Coopers fjerde spillefilm. Han startede med country-filmen ’Crazy Heart’, som gav Jeff Bridges en Oscar, fortsatte med den moderne randområdewestern ’Out of the Furnace’, også med Bale, og kom senest med den biografiske gangsterfortælling ’Black Mass’, hvor meget af opmærksomheden gik til Johnny Depps tilbagevenden til mere alvorlige takter.

Cooper har igen formået at samle et blæret hold af skuespillere. Foruden Bale og Study kan nævnes Rosamund Pike (’Gone Girl’), Jesse Plemons (’Fargo’ sæson 2), Ben Foster (’Hell or High Water’), Timothée Chalamet (’Call Me By Your Name’) og Q’orianka Kilcher, som var Pocahontas i Terrence Malicks ’The New World’.

’Hostiles’ venter stadig på en dansk premieredato.

Læs også: ’Black Mass’-instruktør: »Jeg ville vise en side af Johnny Depp, man aldrig havde set før«