»Sjældent stærk musikdokumentar« – se den rørende ’Amy’ på C More

Streamingtjenesterne bugner af science fiction – her er 10 filmperler, der skiller sig ud

Streamingtjenesterne bugner af science fiction – her er 10 filmperler, der skiller sig ud
Michael Shannon i 'Midnight Special'.
Det skorter ikke på science fiction hos streamingudbyderne, som i stor stil satser på genrefilm og –serier for at få abonnenter i hus, ofte af stærkt svingende kvalitet. Men der findes skam glimrende filmperler i sci-fi-mylderet. Her er 10 af slagsen.

1. Hvis din sci-fi skal være højspændt, men jordbunden: ’Midnight Special’

Jeff Nichols er én af de mest spændende instruktører, der er kommet ud af USA i nyere tid, og den intense sci-fi-film ’Midnight Special’ er en kuriøs fornøjelse.

Altid kompetente Michael Shannon spiller Roy, hvis søn Alton besidder overnaturlige kræfter. Af den grund er de, sammen med Roys ven Lucas (Joel Edgerton), på flugt fra både regeringen og en kult, der har indespærret og tilbedt Alton, og meget gerne vil have ham tilbage.

Da filmen blev vist i Cinemateket i 2016 gav vores anmelder den fire stjerner og kaldte den »en særpræget film, hvis fantasifulde og gådefulde stemning hænger ved efter første gennemsyn. Jeg kan allerede nu mærke, at jeg vil elske den mere for hver gang«.

Kan streames på Blockbuster, C More, SF Anytime og Viaplay

2. Hvis du trænger til en anderledes alien-film: ’The Untamed’

Den prisvindende instruktør Amat Escalantes seneste film ligner ved første øjekast ikke en science fiction-film. For ’The Untamed’ starter som en socialrealistisk fortælling om et anstrengt ægteskab, homofobi og machokultur i en mexicansk middelklassefamilie. Men da en meteorit indeholdende et rumvæsen rammer jorden, bliver alting vendt på hovedet.

Spanske Escalante var måske inspireret af japansk tentakelporno, da han skrev historien, for parret finder stor seksuel nydelse i det mystiske, blækspruttelignende væsen, som dog også viser sig at være et yderst farligt bekendtskab, der får store konsekvenser for karakterernes skæbne.

Filmen, der har danske aner i form af producer Katja Adomeit, fotograf Manuel Alberto Claro og klipper Jacob Schulsinger, fik i 2016 fire stjerner af vores anmelder, som kaldte den »en absurd blanding af magisk realisme og fantasy«.

Kan streames på Filmstriben og Blockbuster.

3. Hvis du vil opleve ’Boyhood’-instruktøren i sit dystopiske hjørne: ’A Scanner Darkly’

Richard Linklater står bag én af de bedste filmatiseringer af Philip K. Dicks store forfatterskab. ’A Scanner Darkly’ har blandt andre Keanu Reeves, Robert Downey Jr., Woody Harrelson og Winona Ryder på rollelisten og benytter rotoscope-animationsteknikken, hvor man tegner oven på kameraoptagelser.

Filmen følger politimanden Bob Arcter, der er på en undercover-mission for at opspore kilden til et farligt, nyt narkotikum. Men da han selv begynder at tage stoffet, mister han langsomt forbindelse til virkeligheden og sin egen identitet.

Kan streames på Blockbuster.

4. Hvis du lyster russisk sci-fi-stimulans fra Lars von Triers forbillede: ’Solaris’

Det danske koryfæ Lars von Trier har aldrig lagt skjult på, at han finder stor inspiration i den russiske mesterinstruktør Andrei Tarkovskijs langsomme, metafysiske og meditative film. ’Solaris’ står stadigvæk som ét af Tarkovskijs mest ikoniske værker, og det er en essentiel film for sci-fi-elskere, som tør bevæge sig væk fra engelsksprogede actionbaskere.

Filmen følger psykologen Kris Kelvin, der sendes til en gammel rumstation for at finde ud af, hvad der drev besætningen ud i sindssyge. På stationen møder han de to eneste overlevende fra det oprindelige crew. Derudover finder han, til sin egen store overraskelse, sin afdøde kone, der begik selvmord for flere år siden.

Kan streames på Blockbuster og SF Anytime.

Sponsoreret indhold
En præst, en gangster og en kultleder går ind på et hotel
… og deres mørke, mystiske hemmeligheder smuldrer i den stjernespækkede thriller ‘Bad Times at the El Royale’. Find spilletider og billetter her.
Nordisk Film

5. Hvis du længes efter en opfindsom kærlighedshistorie: ’Eternal Sunshine of the Spotless Mind’

Charlie Kaufman har altid haft en fantastisk evne til at skabe skæve, overraskende og ofte foruroligende historier, og det er også tilfældet i den Michel Gondry-instruerede ’Eternal Sunshine of the Spotless Mind’, som vandt en Oscar for bedste originale manuskript.

Filmen foregår i en verden, hvor det er muligt at slette sine minder fra hukommelsen. Dette vælger et ulykkeligt kærestepar, spillet af Jim Carrey og Kate Winslet at gøre, men de formår alligevel efterfølgende at møde hinanden og så småt starte forholdet op på ny. Samtidig får vi en rutsjebanetur af et tilbageblik i alle de stunder, de har haft sammen.

Kan streames på Filmstriben, Netflix, Blockbuster og SF Anytime.

6. Hvis du har lyst til halvanden times alenetid med Sam Rockwells på månen: ’Moon’

Duncan Jones vendte efter det noget tvivlsomme, CGI-indsvøbte ’Warcraft: The Beginning’ i år tilbage til sci-fi-genren med Netflix-filmen ’Mute’, som desværre skuffede de fleste. Hvis ikke man allerede har gjort det, bør man i stedet vende blikket mod instruktørens debutfilm ’Moon’, der stadigvæk er hans absolut bedste.

Her ses den nyligt Oscar-vindende Sam Rockwell i hovedrollen som astronauten Sam Bell, der er udstationeret på månen, hvorfra han sender energigivende Helium-3-partikler til Jorden. Han har intet andet selskab end sig selv og robotten GERTY, der stemmelægges af Kevin Spacey, hvorfor han længes efter at vende hjem til sin familie. Men da hans tre år lange mission lakker mod enden, begynder der at ske mystiske ting på månebasen.

Kan streames på Blockbuster og SF Anytime.

7. Hvis du vil drages af drømme-sci-fi fra japansk anime-mester: ’Paprika’

Når man snakker anime, peger de fleste nok, med god grund, på mesterinstruktøren Hayao Miyazaki. Men det er bestemt også værd at vende blikket mod en anden anime-instruktør, der nåede stor anerkendelse, inden han døde som blot 46-årig i 2010. Hans sidste film ’Paprika’, der fik premiere på Vendig-filmfestivalen i 2006, står stadigvæk som hans mest hyldede værk.

Filmen foregår i en nær fremtid, hvor en ny psykoterapeutisk metode kaldet drømmeterapi er blevet introduceret. En maskine har nemlig gjort det muligt for psykiatere at træde ind i deres patienters drømme. Lægen Atsuko Chiba bruger imidlertid maskinen ulovligt under sin Paprika-persona for at hjælpe patienter uden for forskningsinstitutet. Da maskinen en dag bliver stjålet, smelter virkelighed og drømme sammen, og kun Paprika kan få verden på ret køl igen.

Kan streames på Netflix.

8. Hvis du vil se George Lucas’ tidlige sci-fi-projekt, før stjernekrigen blev skudt igang: ’THX 1138’

Før der var noget, som hed ’Star Wars’, spillefilmsdebuterede unge George Lucas med lavbudget-sci-fi-fortællingen ’THX 1138’. Her introducerede han os til et noget mere deprimerende univers, end den farverige franchise, han senere skulle blive kendt for.

Handlingen foregår i det 25. århundrede, hvor mennesker ikke længere har navne, men tal- og bogstavkoder. Dopet på piller, der fortrænger følelser, arbejder de som utrættelige robotter i minimalistiske rammer, mens de overvåges af et hårdhændet androide-politi. Robert Duvall spiller hovedpersonen THX 1138, der en dag forelsker sig i kvinden LUH 3417. De beslutter sig for at holde op med at tage deres piller og gøre oprør mod det følelseskolde system.

Kan streames på Blockbuster.

9. Hvis deadpan-komik med en buttet Colin Farrell er noget for dig: ’The Lobster’

Græske Yorgos Lanthimos er kendt for sine skæve film, der er skiftevis komiske og ubehagelige, og ’The Lobster’ er ingen undtagelse.

Filmen udspiller sig i en dystopisk fremtid, hvor mænd og kvinder skal været organiseret i par for at kunne fungere i samfundet. Singler bliver indkvarteret på et singlehotel, hvor de skal finde en mage inden 45 dage. Hvis dette ikke lykkes, bliver de forvandlet til et dyr efter eget ønske. Colin Farrell brillerer som singlemanden David, der foretrækker at blive til en hummer, hvis tiden løber ud.

Tilbage i 2016 gav vores anmelder fem stjerner til filmen, som han kaldte »et Dalí-maleri i en post-Tinder verden og muligvis den bedste ’dårligste-første-date’-film nogensinde«.

Kan streames på Blockbuster, Viaplay og SF Anytime.

10. Hvis du savner en dokumentarisk tilgang til besøg fra rummet: ’The Visit: An Alien Encounter’

Den sidste film på listen passer ikke helt under science fiction-betegnelsen, idet det faktisk er en dokumentarfilm. Men ligesom alle hidtil nævnte film (og sci-fi-genren i det hele taget) er danske Michael Madsen med ’The Visit: An Alien Encounter’ yderst interesseret i, hvordan fremtiden mon kommer til at se ud.

Instruktøren undersøger nemlig et fænomen, som aldrig har fundet sted, men som sci-fi-film igen og igen behandler: Besøg fra det ydre rum.

Til at hjælpe med dette interviewer han diverse førende rumforskere, blandt andre folk, der arbejder på FN’s kontor for Anliggender vedrørende Det Ydre Rum (ja, det findes!). Sammen forsøger de at konstruere, hvordan et møde med rumvæsener vil udspille sig, mens de gennemgår alle de overvejelser og spørgsmål et sådan visit utvivlsomt vil afføde.

»Michael Madsen er tilbage med endnu en über-ambitiøs og tankevækkende dokumentar om, hvad det vil sige at være menneske«, skrev vores anmelder i 2015 om filmen, som hun gav fire stjerner.

Kan streames på Blockbuster.

Læs også: Stream 12 filmperler, der aldrig kom i de danske biografer

Advertisement