Oscar afslører, hvilke priser vi ikke kommer til at se på tv – og det er helt godnat

Oscar 2019 bliver ulig noget show, vi førhen har set Akademiet stable på benene. Skandaler og Twitter-shitstorms er regnet ned over planlægningen af prisuddelingen, og nu meldes det ud, hvilke kategorier, der ikke er sexede nok til live-tv. Vi giver et hurtigt overblik over årets Oscar-fadæser.
Oscar afslører, hvilke priser vi ikke kommer til at se på tv – og det er helt godnat
Guiilermo del Toro var sidste års store Oscar-vinder for 'The Shape of Water'. (Foto: Frazer Harrison/Getty Images)

Oscar-cirkusset fortsætter for fuld udblæsning i denne uge, og både de nominerede såvel som filmfans alle vegne spænder sikkerhedsbæltet forud for et show, hvis troværdig truer med at implodere oven på rækken af skandaler.

Seneste nyt er, at Oscar nu har offentliggjort, hvilke priskategorier vi ikke kommer til at se uddelt live af hensyn til kanalen ABC’s ønske om at holde showet på under tre timer. Og frasorteringen byder på et par seriøst ærgerlige overraskelser, der kunne have affødt en dansk nedtur.

Først en lynopsummering af Oscar-fadæsen 2019 so far:

Selvmål nummer et: Oscar annoncerer en såkaldt Populær Film-kategori ud fra et ønske om at få de store blockbusters inkluderet mere i showet. Nyheden skaber ramaskrig, for hvad er prisen, hvis ikke en »ok, men ikke helt god nok«-fornærmelse? Og går man nu automatisk ud fra, at de nominerede til Bedste Film ikke er populære blandt publikum? Oscar tager kritikken til sig og lægger MTV-kategorien på hylden. For nu.

Anden skandale: Kevin Hart forlader værtsrollen, da en række homofobiske tweets dukker op. Efter et par måneders kaos i kulissen og voksende tidspres dropper Oscar helt at have en vært i år. Sidst det skete resulterede det i et episk tåkrummende show i 1989.

Herefter: Det rygtes, at showet for at spare tid nu kun vil lade to artister optræde i kategorien Bedste Sang. De udvalgte er Lady Gaga med ‘Shallow’ og Kendrick Lamar med ‘All the Stars’. Akademiet vurderer åbenbart, at de øvrige sange i kategorien alligevel ikke har en chance for at vinde. Endnu en Twitter-shitstorm blusser op, og ideen skrottes.

I sidste uge: Skuespillerinden Allison Janney – der sidste år vandt en Oscar for bedste birolle – tweeter, at hun er »knust« over, at Oscar tilsyneladende vil bryde med traditionen om at lade sidste års vindere uddele priser. Efter sigende stiler Oscar efter at få yngre, mere hippe presenters på podiet, og Jennifer Lopez’ navn er oppe og vende. Kort tid efter annoncerer Oscar, at Janney og de andre vindere fra sidste år alligevel skal præsentere priserne.

I dag: I en mail til Akademiets medlemmer afslører Oscar-præsiden John Bailey, hvilke kategorier der i år vil blive uddelt under reklamepauserne for at spare tid. Et hastigt klippet sammendrag skal give os seere et overblik senere i showet. Kategorierne, der ikke er helt fede nok til tv, er:

Bedste fotografering, bedste hår og makeup, bedste klipning og bedste kortfilm.

Om Akademiet har slået plat eller krone om valgene, er ikke til at sige, men det er absurd, at især de vægtige priser for fotografering og klipning nu ikke længere vil blive vist til almindelige fjernsynsseere. Ikke mindst med tanke på, at 2019 på mange måder er et historisk år for filmfotografering – vi skal helt tilbage til 1966 for at finde et år, hvor to film i sort-hvid var nomineret i kategorien, og bedste film-favoritten ‘Roma’ står stærkt til at snuppe statuetten for sin bjergtagende billedside, opsigtsvækkende fotograferet af filmens egen instruktør Alfonso Cuarón.

Endvidere ville det have været lidt af en dansk mavepuster, hvis vi i år – som så ofte før – havde haft en kortfilm i spil.

Det skal siges, at uddelingen af de fire kategorier dog kan streames live på Oscar.org og showets sociale medier. Alligevel må det siges at være en nedtur for de nominerede, der downgrades i offentligheden – også selvom de ifølge Bailey er ‘fredet’ til næste år, hvor fire til seks andre kategorier trækker reklamepausenitten. Bailey er i parentes bemærket selv filmfotograf.

Der er små tre uger til prisuddelingen den 24. februar. Man gruer lidt for, hvilke andre kvikke tiltag Oscar kan nå at gennemføre og eventuelt trække tilbage inden da.

Læs også: Denne Oscar-årgang er et freak year – men to favoritter åbenbarer sig

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af