Cannes-highlights dag 6: Dagen, hvor Robert Pattinson fik en fis lige i fjæset

Cannes-highlights dag 6: Dagen, hvor Robert Pattinson fik en fis lige i fjæset
Robert Pattinson under Cannes-festivalen i 2017. I år er han tilbage med 'The Lighthouse', dog i parallelprogrammet Director's Fortnight.
Foto: Pascal Le Segretain/Getty Images
Vores filmredaktør har set to af de bedste film på festivalen hidtil – og den ene beviser, at den kommende Batman er en af sin generations mest interessante skuespillere.

1. Willem Dafoe og Robert Pattinson i forstyrrende mareridtsvision

Da Robert Pattinson ankommer som ny assistent for Willem Dafoes fyrtårnsbestyrer på en mildt sagt afsides vindblæst yderpost i Maine i starten af 1900-tallet, kan man godt tænke, at man står over for en selvfed cineastisk affære. Det kvadratiske, sorthvide billede skudt på knivskarp, oldschool 35mm trækker i hvert fald i den retning.

Men just som Dafoe har vist Pattinson til rette på deres fælles kummerlige kammer, prutter den gamle søulk sin nye medarbejder direkte i hovedet, og ’The Lighthouse’ slår fast, at den bestemt er en kompromisløs filmisk vision, men også vital og humoristisk. Hvad en fis lige i fjæset på et teenageidol ikke kan gøre.

Filmen er stortalentet Robert Eggers’ opfølger på den stilfulde arthouse-horrorfilm ’The Witch’, og også i sin nye film kombinerer han en høj periodetroværdighed med forstyrrende metafysiske elementer.

Willem Dafoe er en slags blanding mellem Skipper Skræk og Kaptajn Haddock, der udspyer poetisk-tilsvinende monologer, som opførte Al Swearengen fra ’Deadwood’ Herman Melvilles ’Moby Dick’. Fyrmesteren behandler sin nye elev, som var han førsteårselev på Herlufsholm i 50’erne. Pattinson slider og slæber og gør rent og får både bogstaveligt og metaforisk lort i hovedet, mens Dafoe til gengæld forbyder ham at nærme sig selve lanternen, hvis overdøvende tuden får stedet til at virke, som om man bor i et Hans Zimmer-score.

‘The Lighthouse’

Der er noget mystisk på færde omkring det fallosfremtonende fyrtårn med creepy stalkende havmåger og psykedeliske drømmesyn af forførende havfruer. Men samtidig forankrer Eggers sin klaustrofobiske fortælling i de to mænds konstant underholdende relation, der svinger fra foragt til buddy-druk og småerotiske undertoner og kulminerer i vaskeægte vanvid. Optagelserne fandt sted i nærmest umenneskelige omgivelser, der svarer meget godt til, hvad man ser i filmen, og man mærker Robert Pattinson og Willem Dafoes autentiske udmattelse.

Pattinson – netop annonceret som den næste Batman – fortalte til en Q&A efter verdenspremieren, at de havde øvet i tre uger, før Robert Eggers måtte rette ham og slog fast, at det faktisk kun var én uge. »Men det føltes som tre for dig«, tilføjede instruktøren til stor morskab i salen, hvor Pattinson i øvrigt slog fast, at nogle af Dafoes prutter i filmen er ganske autentiske.

Alle lidelserne er indsatsen værd. En stilistisk kraftpræstation og et surrealistisk mareridt med to mænd og deres krakelerende maskulinitet som anker. Eneste mislyd er, at filmen ikke er udtaget til hovedkonkurrencen, men i stedet spiller i parallelprogrammet Director’s Fortnight.

‘A Portrait of a Lady in Fire’

2. Det lesbiske svar på ’Call Me By Your Name’

Robert Pattinson og Willem Dafoe er dog ikke de eneste, der kredser om hinanden og deres deres drifter på en afsondret lokation for længe siden.

I ’A Portrait of a Lady in Fire’ er det de franske skuespiltalenter Adèle Haenel (’120 slag i minuttet’) og Noémie Merlant, der er (næsten) alene på en øde ø i Bretagne i slutningen af 1800-tallet. Her bliver kunstmaleren Marianne hyret til at male et portræt af den unge rige Héloïse, som skal overbringes til manden, hun er udset til at blive gift med. Héloïses søster har kastet sig ud over klippen, den tidligere portrætmaler måtte opgive ævred, og Héloïse virker hverken opsat på at posere eller at lade sig ægte.

I instruktørstolen sidder et af fransk films største nye navne, Céline Sciamma, som jeg har hyldet ved en hver given lejlighed, siden jeg så ’Tomboy’ – om en pige, der ønsker at være dreng – i 2011. Senest lavede hun det energiske portræt af en gruppe unge outsiderpiger i ’Girlhood’, og i sin nye film fortsætter hun sin afsøgning af køn med sit mest stilsikre arbejde til dato.

Sciamma indfanger sensuelt den forbudte tiltrækning, der langsomt opstår mellem de to kvinder. Periodedramaer er normalt ikke min kop te, men sjældent har jeg set lidenskab så smukt og dog tilknappet portrætteret. Inklusive klare samfundskritiske, feministiske undertoner, al den stund at deres kærlighed er umulig. På deres tid kan to kvinder umuligt leve sammen, men kunsten bliver en diskret måde at eviggøre deres flygtige øjeblik. Man kan måske sige, at ’A Portrait of a Lady in Fire’ er det mere dydige, men på sin egen måde lige så sanselige, lesbiske svar på ’Call Me By Your Name’. Med billeder så flotte som et maleri i sig selv.

Et af de foreløbige højdepunkter i hovedkonkurrencen.

‘A Hidden Life’

3. Less is Malick

I 2011 vandt den enigmatiske instruktørlegende Terrence Malick Guldpalmen for den mesterligt impressionistiske skildring af barndom, ’The Tree of Life’. Siden er amerikaneren bevæget sig endnu mere ud ad den associativt filosoferende tangent, og selvom der er mere konkret handling i hans comeback til Cannes, ’A Hidden Life’, bærer også denne mange af de kendetegn, der til tider kan gøre Malick til en parodi på sig selv.

Historien om selvopofrelse, idealer og krigens konsekvenser bygger på virkelige begivenheder. August Diehl (’Inglourious Basterds’) spiller østrigeren Franz Jägerstätter, der nægter at kæmpe for tyskerne og sværge troskab mod Hitler, som det ellers bliver de østrigske mænd pålagt ved begyndelsen af Anden Verdenskrig. Malicks portræt af Franz’ stædige idealisme og af forholdet til hans hustru i en lille bjerglandsby i de monumentale østrigske alper er smukt og rørende, men desværre kunne mesteren bag klassikere som ’Badlands’, ’Days of Heaven’ og ’The Thin Red Line’ godt tage sloganet less is Malick til sig.

De hviskende voiceovers om familie og gud, de vidde kompositioner, de svimlende kameragange, den storladne musik og børnene, der løber gennem græsmarkerne, bliver for meget af det gode. Til tider er filmen så drivende sentimentalt dvælende ved naturens og livets mirakler, at det kunne være slutningen på ’Gladiator’.

’A Hidden Life’ varer tre timer, og det er der ingen grund til. Den gemmer på en stor film. Hvis bare den havde været lidt mindre.

Cannes-highlights dag 5: Årets festival slår alle voldsrekorder

Læs også: Nicolas Winding Refns ‘Too Old to Die Young’ er ulig nogen serie, jeg har set

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold