Daniel Craigs ankelskade forsinker muligvis ‘Bond 25’ – igen

Daniel Craigs ankelskade forsinker muligvis ‘Bond 25’ – igen
Daniel Craig som James Bond.

‘Bond 25’, der bliver Daniel Craigs endegyldige punktum i rollen som den britiske charmør af en spion, James Bond, har allerede lidt under flere udfordringer. Først blev Danny Boyle kasseret som instruktør og manuskriptforfatter og udskiftet med Cary Fukunaga, mens Phoebe Waller-Bridge (‘Fleabag’, ‘Killing Eve’) senest er trådt til for at yde det haltende manuskript førstehjælp – på Daniel Craigs opfodring.

Men en ulykke kommer sjældent alene, for nu er Craig ifølge den britiske avis The Sun kommet til skade under optagelserne til spionfilmen, hvilket meget vel kan betyde endnu flere forsinkelser.

Skuespilleren måtte således angiveligt flyves fra filmoptagelserne på Jamaica til USA for at få foretaget en røntgenundersøgelse, da han kom slemt til skade med sin ankel under en løbescene på stranden.

Craig spiller over for Rami Malek som superskurk og franske Lea Seydoux, der gentager sin rolle fra ‘Spectre’, mens dansk-svenske David Dencik holder de stolte skandinaviske Bond-traditioner i hævd som en endnu ukendt karakter.

‘Bond 25’ er planlagt til at få biografpremiere den 8. april 2020, hvis altså ikke agent 007’s ankelskade trækker produktionen yderligere i langdrag.

Læs også: Anmeldelse af ‘Game of Thrones’ sæson 8 afsnit 5  Storslået opgør reduceret til en enkelt pointe

Sponsoreret indhold
The National er tilbage med forførende rockpoesi
Matt Berninger og co. er klar med blide rockballader og hjerteskærende melankoli på det dugfriske album: ‘I Am Easy to Find’. Lyt til det her.
4AD