Shiny Darkly

Shiny Darkly
Danskernes debutalbum ender som en lidt vel halvkvæden gang hit'n'miss.
Shiny Darkly - Little Earth
3 6
Shiny Darkly
'Little Earth'

Album, Crunchy Frog

Da jeg anmeldte Shiny Darklys selvbetitlede ep-debut for knap et par år siden, rubricerede jeg dem som et spændende stævnemøde mellem den kølige postpunk fra de tidlige 80’ere og 00’ernes varmblodede garagerock-revival.

Men københavnerne bekender i den grad kulør på deres første langspiller, hvor rock’n’roll-attituden er pakket godt og grundigt væk, lydbilledet blødet op med synths og Kristoffer Bechs mørke, Ian Curtis-messende og højtidelige vokaler toner langt tydeligere frem i produktionen, der er mere glasklar og transparent end nogensinde – i kontrast til debutens grødede sound.

Joy Division-fetischismen er altopædende på ‘Little Earth’, som ofte er et studie ud i militaristisk præcision, instrumenter der spiller de samme figurer unisont – i munden på hinanden – som var det endegyldige musikalske sandheder, der bare skal prædikes fast i pandelapperne på lytteren.

Læs også: Shiny Darkly blandt årets første navne til Trailerpark

Denne nærmest overmodige tyrkertro på det enkle fungerer i undertegnedes optik desværre kun lige så ofte, som det fejler på albummet, som dermed bliver en lidt vel halvkvæden gang hit’n’miss. For hver hypnotisk fængende skæring som ‘Animal Fate’ eller den stemningsfulde ‘This Frail Creature’ er der en stillestående dødbider som ‘Sacred Floor’ eller ‘Ignorance’, mens en kraut-agtig elegantier som ‘Underworlds’ modsvares af en stivlemmet, anstrengt tingest i samme boldgade – ‘Soft Skin’.

Det er lige så frustrerende, som albummets højdepunkter er fascinerende. Og ikke mindst lige så modigt, som det er dumstædigt. ‘Little Earth’ er Shiny Darkly med alt sat på et bræt, og den valgte retning vil med garanti dele vandene.