Sylvan Esso

Sylvan Esso
Amelia Meath og Nick Sanborn skaber symbioser mellem køn og genrer.
Sylvan Esso - Sylvan Esso
4 6
Sylvan Esso
'Sylvan Esso'

Album, City Slang/Playground

Mens der diskuteres kvindekvoter, fædrebarsel og et ligestillet Roskilde-program er et nyt kønsrollemønster ved at kode sig ind på den elektroniske musikscene: Manden styrer knapperne, kvinden synger.

Måske er det den naturlige spænding de to køn imellem, som skaber symbiosen af rungende kræfter og dragende pop, som senest hørt hos for eksempel Purity Ring, AlunaGeorge og Niki and the Dove. I hvert fald kendetegner præcis denne symbiose også rollemønsterets seneste bidragydere, den amerikanske duo Sylvan Esso sammensat af Amelia Meath fra folkbandet Mountain Man og Nick Sanborn fra psychfolk-gruppen Megafaun.

’Hey Mami’ er første vidnesbyrd på symbiosen. Efter halvandet minut med lagdelte vokalsamspil og håndklap kaster Sanborns knasende, hakkende bas sig over Meaths vokal, der dog problemløst lader sig løfte af de faretruende bølger. Det styrkeforhold fortsætter debuten igennem, og det gør desværre momentvis synthesizeren enerverende i sine eksperimenterende kald på opmærksomhed. Det havde klædt lyden, hvis Sanborn havde skruet op for trommemaskinen, så den kunne have hjulpet sin elektroniske makker med at uddele blå mærker.

Men det skævvrider ikke symbiosen, som fortsætter i flere afskygninger. Der er således lige dele mystik og sensualitet, ligesom synthesizer og trommemaskine momentvist trækker pladen ind på et gungrende dubstep-klingende dansegulv, mens vokal og taktudfordrende klap omvendt til tider får forført lytteren med soul-tilnærmelser. På den sorgfuldt sensuelle ’Coffee’ mødes alle afskygningerne, og her bruger Meath sin vokaldominans til at lade »warm coffee« rime på »do you love me?«

Således beviser Sylvan Esso, at der skabes fantastiske ting i mødet mellem forskelligheder. Køn såvel som genrer.

Læs også: Top Track: Sylvan Esso ‘Coffee’

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold