Sturgill Simpson piskede op under country-kumpanerne
Trods det faktum, at Sturgill Simpsons nasale Kentucky-twang mildest talt ikke blev begunstiget af transformationen gennem en mikrofon, der havde svært ved ikke at omskabe hans vokale vellyd til hul, uigennemsigtig rumklang – og trods et i begyndelsen generelt mudret lydbillede – beviste Simpson og hans syv mand stærke band, der optrådte som en form for The Dap-Kings in disguise, at fuldfed country, der trækker på en rig tradition af amerikansk roots-musik, kan sætte et lørdagsmørbanket Roskilde-telt på noget nær den anden ende.
Lyden blev bedre, og i den sidste halvdel af den hele 90 minutter lange koncert kunne man nyde samspillet og detaljerne (en fornem slideguitar, ikke mindst), som kapelmester Simpson – der selv var udstyret med en næsten ikke-hørbar akustisk guitar – orkestrerede på tiltagende tumultarisk facon. Det var rart for en gangs skyld at se en frontmand på en af de mindre scener rent faktisk bruge scenen, som var han en dresseret løve, der pludselig opdagede, at den lige så godt kan bruge hele manegen, når nu savsmuldet føles så godt mod kattepoterne.
Der gik syv-otte sange før Simpson tog fat på sangene fra ’A Sailor’s Guide to Earth’, hans 2016-gennembrudsudspil. Inden da blev vi diverteret med glimrende ældre sange som ’Long White Line’, men klapsalverne i teltet intensiveredes, da Simpson tog fat på åbningssangen fra det nye udspil, ’Welcome to Earth’. Herefter fulgte så godt som hele albummet og i næsten samme kronologi. Publikum tog særligt godt mod de mest blæserstærke indslag, og Simpson fik pisket effektive crescendoer ud af fx ’Brace for Impact’ og ’Call to Arms’.
Bandet blev klappet ud til tre ekstranumre, herunder en gnistrende fin udgave af Simpsons glansnummer, misbrugsoden ’Turtles All the Way Down’. På det tidspunkt kunne han ikke sætte en fod forkert – og selv ordene landede som dug på et øjenlåg.
Læs også: Anmeldelse af Sturgill Simpson ‘A Sailor’s Guide to Earth’