Top Tracks: Hør ugens 10 bedste nye sange

Top Tracks: Hør ugens 10 bedste nye sange
Ugen har budt på masser af ny musik – stort og småt, dansk og udenlandsk. Vi giver dig et overblik over de bedste nye numre her.

1. Torres ’Skim’

I anledning af sin nye kontrakt hos det toneangivende pladeselskab 4AD slap Torres tidligere på ugen ’Skim’, der er Mackenzie Scotts første brud på radiotavsheden siden 2015’s ’Sprinter’. Trods staldskiftet er den Brooklyn-baserede sangerindes forvrængede og pulsende midtempo-rock intakt, men selv om en omfattende turné venter hende snarligt i både USA og Europa, er der umiddelbart ingen forlydender om et nyt album – endnu.


2. Bonfire ’Selfmade Woman’

Tidligere på ugen opstod en splinterny dansk musikduo, der består af barndomsvennerne Anya og producer, billed- og videokunstner Jakob Steen. Den kreativt nyslåede tosomhed går under navnet Bonfire og har nu udmøntet sig i debutsinglen ’Selfmade Woman’, hvor lydterrænet er en slags sammensvejsning af nordisk melankoli og hiphop a la både Detroit og Los Angeles.

Bonfire er ved at lægge sidste hånd på deres kommende debutprojekt, som man vil kunne høre live under tre intime debutkoncerter på Bådteatret i København den 16., 17. og 18. juli.


3. Jorja Smith ’Teenage Fantasy’

Jorja Smith er blot 19 år, men hun ser ikke ud til at træde ved siden af i øjeblikket. Takket være sit ustyrligt velsmurte stemmebånd, der gjorde yderst flot figur på Drakes ’More Life’, er den engelske soulsangerindes navn steget støt i kurs de seneste måneder – et faktum, der blot cementeres yderligere på ’Teenage Fantasy’. Sidste år udgav hun sin debut-ep, ’Project 11’, og i horisonten venter muligvis et helt album, der forhåbentlig kaster det helt brede gennembrud af sig.


4. DJ Khaled feat. Drake ’To the Max’

DJ Khaled har efterhånden etableret sig som en bizart elskværdig figur, der har det ene ben plantet i meme-lejren og det andet i hitlisterne. På sit nyeste sommerskud, ’To the Max’, har han (naturligvis) hevet ingen ringere end Drake med. Samvirket er de to hitmaskiners femte af slagsen og kandiderer med sit hurtigskøjtende beat til et af årets solsæsonsbaskere. ’To the Max’ stammer fra Khaleds snarlige album, ’Grateful’, som lander den 23. juni.


5. Ariel Pink ’Another Weekend’

Ariel Pink skriver sig med ’Another Weekend’ for første gang tilbage i solomaterialets gebeter siden albummet ‘Pom Pom’ fra 2014. Selv om der altså er gået tre år siden sidst (hvor han i mellemtiden udgav samarbejds-ep’en ’Myths 002’ med Weyes Blood), lever glamgøglerens hypnagogiske lo-fi-pop i bedste velgående. ’Another Weekend’ vil være at finde på en kommende vinyl-ep i ledtog med b-siden ’Ode to the Goat (Thank You)’, der skulle lande i den nærmeste fremtid.


6. Waxahatchee ‘Never Been Wrong’

‘Never Been Wrong’ virker umiddelbart som en ulideligt narcissistisk sangtitel, men kender man Katie Crutchfield ret, er det netop sådan en selvironisk og upoleret kant, man forbinder med Waxahatchee. Singlen løber forud for Crutchfields kommende fjerde album, ‘Out in the Storm’ (14. juli), der er et hudløst ærligt værk fra en tid, hvor hun ikke var ærlig med sig selv. Sådan lyder forklaringen fra hestens egen mund, men hvad det betyder for resten af albummet, kan kun tiden vise.


7. Ray BLK ‘Doing Me’

You do you, Imma do me – de fleste har hørt den: Den engelske, men universelt gældende maksime, der handler om bare at hvile i sig selv, uanset hvad andre mener og gør. Denne smittende og ubekymrede livssætning gennemsyrer hele Ray BLK’s legesyge ’Doing Me’. Singlen tegner et portræt af en fremadstormende engelsk sangerinde, der i et infektiøst potpourri af gospel-, soul- og hiphopnuancer bedyrer, at hun stolt kan sidde i Reeboks, mens hun indtager Michelin-måltider.


8. Barselona ’Pige og dreng’

Efter tre mixtapes og et særdeles fremgangsrigt 2016, der blandt andet landede dem en plads på vores Breakin’ Sound-liste, står efterskoleduoen i Barselona omsider klar med debutsinglen ’Pige og dreng’. Som titlen antyder, kredser sangens skævt charmerende og solskinsflossede 80’er-pop om den pokkers ungdomskærlighed. ’Pige og dreng’ stammer fra de Roskilde-aktuelle gutters kommende debut-ep, der i skrivende stund dog hverken har dato eller titel.


9. The Alchemist feat. Action Bronson & Big Body Bes ‘Brother Jedediah’

Mangt og meget (okay, mestendels diverse madprogrammer) er sket siden Action Bronsons major label-debut, ’Mr. Wonderful’ fra 2015, men nu er den kokkererende mikrofonmester vendt tilbage med sine foretrukne kammesjukker. ’Brother Jedediah’ er egentlig anført som et Alchemist-nummer – hvilket heller ikke er til at tage fejl af med det svingende klaver, orgelet og børnekorssamplingen – men det er utvivlsomt også Bronsoliños hjemvenden til studiet. Efter interne stridigheder mellem Bronson og hans label lyder seneste melding, at hans ’Blue Chips 7000’ er ude denne måned.


10. Benal ’Baby Lorenzo’

De gør det gang på gang, men man forbløffes til stadighed over Benals ærefrygtindgydende symbiose af Benjamins lyriske krumspring og Alberts electro-bårne hiphopsymfonier. Makkerparret har for nyligt sluppet to yderst ferme skæringer, hvoraf ’Baby Lorenzo’ – der højst sandsynligt er en hyldest til Baby Woodrose – indtager rollen som subtilt hallucinogen single, hvor det gælder om at holde tungen lige i munden.

Læs også: Fem helt nye album du skal høre i dag

Følg Soundvenues Top Tracks-playliste via Spotify HER.