Fem helt nye album du skal høre i dag

Fem helt nye album du skal høre i dag
ASAP Ferg.
Hver fredag guider vi til ugens vigtigste udgivelser – denne uge med blandt andet Grizzly Bear, Lil Peep og ASAP Ferg

1. Lil Peep ‘Come Over When You’re Sober (Part One)’

Lil Peeps debutalbum ‘Come On When You’re Sober (Part One)’ kom som en glædelig overraskelse allerede i tirsdags. Overraskelse fordi, at de syv sange først var planlagt til at udkomme om to uger. På albummet finder man de allerede udgivne singler ‘The Brightside’ og ‘Benz Truck (гелик)’, og herudover er der dømt masser af emo-trap fra en af de mest interessante frontfigurer i den nye bølge af næsten punket Soundcloud-rap.

Hør albummet på Spotify HER.

Hør albummet på Apple Music HER.


2. Grizzly Bear ‘Painted Ruins’

Man har ikke hørt meget til Grizzly Bear siden de udgav albummet ‘Shields’ i 2012, men langt om længe er bandets femte album kommet. Op til udgivelsen har newyorkerne udgivet fire singler fra ‘Painted Ruins’, og i tirsdags kom den surrealistiske, men visuelt smukke video til andensinglen ‘Mourning Sound’. Singlerne har budt på melodramatiske vokalarrangementer, avancerede harmoniske progressioner og skrattende synths, så der er lagt op til et ret alsidigt album.

Hør albummet på Spotify HER.

Hør albummet på Apple Music HER.

Annonce

3. ASAP Ferg ‘Still Striving’

Der sker ting og sager i ASAP-lejren for tiden. ASAP Twelvyy udgav sit debutalbum tidligere på måneden, den 25. august får vi ASAP Mobs nye fællesalbum, og i dag har Ferg så udgivet sit nye mixtape, der blandt andet har besøg fra Lil Yachty, Dave East (mere om ham senere), Migos, Playboi Carti og Cam’ron.

Hør albummet på Apple Music HER.


4. Kommode ‘Analogue Disco Music’

Her er et album, hvor du får lige præcis det, titlen lover – analog discomusik. Kommode er Erik Glambek Bøes (Kings of Convenience) nye projekt, der næsten har været fem år undervejs. Projektet er et samarbejde mellem Bøe og barndomsvennen Øystein Gjærder Bruvik, og visionen bag er at skabe organisk musik med håndlavede, hjemmebyggede, taktile instrumenter.

Tjek bandets website, og se den næsten zen-agtige video, hvor Bøe uddyber tankerne bag Kommode. Man har allerede kunne lytte til bandets to første singler ‘Fight or Flight or Dance All Night’ og ‘Captain of Your Sinking Ship’, der vidner om et chill og groovy album fra de to nordmænd.

Hør albummet på Spotify HER.

Hør albummet på Apple Music HER.


5. Dave East ‘Paranoia: A True Story’

Rapperen David Brewster Jr. fik en del opmærksomhed for sit mixtape ‘Black Rose’ i 2014. Siden har han udgivet flere af slagsen i form af ‘Hate Me Now’, ‘No Regrets’ og ‘Kairi Chanel’, som sidste år gjorde, at vi kårede ham til en af årets mest lovende rappere. Nu er hans officielle debutalbum ‘Paranoia: A True Story’ ude, og ifølge et gammelt tweet er selveste Nas at finde som executive producer.

Albummet er ude på streamingtjenesterne i USA – det burde følge i Danmark snart.