Se Lorde spille ømt cover af Bruce Springsteens ‘I’m on Fire’

Se Lorde spille ømt cover af Bruce Springsteens ‘I’m on Fire’
Lorde på Roskilde Festival.
Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue

Da Lorde forleden lagde vejen forbi Christchurch i hjemlandet New Zealand, tilføjede hun en lille overraskelse til sin ‘Melodrama’-setliste. Det blev til en dybtfølt (fra både Lordes og et par ivrige publikummers side) coverversion af Bruce Springsteen-klassikeren ‘I’m On Fire’.

Covernummeret blev ifølge Lorde til under lydprøverne inden showet, så det var et lille eksperiment, da hun og guitarist Ray Suen spillede nummeret live. Lordes version af ‘Born in the U.S.A.’-nummeret inkorporerede mod slutningen desuden en smule af hendes eget nummer ‘400 Lux’ fra 2013-debuten, ‘Pure Heroine’.

Hele optrinnet er en kærkommen påmindelse om dengang i 2014, hvor The Boss spillede sin egen version af Lordes gennembrudshit, ‘Royals’, under en koncert i New Zealand. Det måtte meget gerne blive en cover-pingpong, der fortsatte fremadrettet.