Breakin’ Sound 2018: De 15 mest lovende udenlandske navne

Breakin’ Sound 2018: De 15 mest lovende udenlandske navne
Nilüfer Yanya
Foto: Hollie Fernando.
Et nyt og sprudlende musikår står for døren, men hvilke friske artister kommer til at dominere? Hvem fortjener gennembruddet? Her er vores bud på 15 internationale kunstnere, der har potentiale og talent til at sætte et eftertrykkeligt aftryk på de kommende 12 måneder.

1. Trippie Redd

Hvem er han?
Trippie Redd er en både lidt nørdet og virkelig karismatisk rapper fra den lille by Canton i Ohio, der ifølge rapperen selv er »USA’s næstfarligste mindre by«, hvor »kun Marilyn Manson er kommet væk fra«.

Endnu vigtigere end hans geografiske tilhørsforhold er nok hans plads i den nye generation af rappere, der er dukket op på internetplatformen Soundcloud. Her har Trippie Red hittet stort med ’Love Scars’, men også samarbejdet med scenens problematiske stjerner XXXTentacion og 6ix9ine på henholdsvis ’Fuck Love’ og ’Poles 1469’.

Hvordan lyder han?
Han har lavet sange med begge af Soundcloud-rappens enfant terribles, men Trippie Redds egen stil er mere poppunk-lænende og melodisk som Lil Uzi Verts. Det store hit ’Love Scars’ og de to ’A Love Letter to You’-mixtapes er fuld af rockstar-fascineret sangrap, der klart viser, hvor meget den unge hiphop orienterer sig mod poppunk og emo. Senest har han slået sig sammen med to af samtidshiphoppens to andre popeksperimentalister, Travis Scott og Swae Lee fra Rae Sremmurd.


2. Rina Sawayama

Hvem er hun?
Den japanskfødte, men britisk-bosiddende sanger (og model) har udgivet assorterede singler siden 2013, men i slutningen af 2017 udgav hun så endelig sin debut-ep, ‘Rina’. Den vakte i første omgang opmærksomhed på grund af hendes samarbejdspartnere – hun havde fået den eksperimentelle musiker Clarence Clarity til at producere, og hun sang duet med den eklektiske artpop-sanger Shamir på et af numrene.

Hendes første ep er som sagt stadig ny, så der er endnu intet nyt om et album, men vi må forvente, at der sker et eller andet i 2018, nu når hun har fået vind i sejlene.

Hvordan lyder hun?
Rina Sawayama er som sagt født i Japan, og hun inkorporerer da også noget J-Pop i sin lyd, men den beskrivelse ville kun ramme overfladen af hendes mangefacetterede lydunivers. Hun bevæger sig generelt et sted mellem electropop og r’n’b, men hun sørger for at krydre sine fængende popmelodier med strejf af både rock, barokpop, synthpop og hiphop.


3. Sigrid

Hvem er hun?
Jovist, norske Sigrid Solbakk Raabe er allerede et halvstort navn – hun har været med på ‘Justice League’-soundtracket, spillet på Roskilde Festivals Apollo-scene, netop vundet BBC’s Sound of 2018, og i næste uge giver hun en udsolgt koncert i Lille Vega.

Men hun er altså heller ikke til at komme udenom, og selv om 2017 var et gennembrudsår for det klokkeklare poptalent, så er Sigrid samtidig en historie, som først lige er begyndt og forhåbentligt blomstrer til nye højder i 2018 med en efterfølger til debut-ep’en ‘Don’t Kill My Vibe’.

Hvordan lyder hun?
Vi har før sammenlignet hende med Mø, og det er ikke uden grund. Sigrid leverer electropop med nerve og viljestyrke, og selv når hun bevæger sig over i akustiske klaverballader som ‘Dynamite’, gør hun det med intensitet i stemmen uden nogensinde at lade det tage væk fra nuancen i hendes optræden. Og ja, så er debut-singlen ‘Don’t Kill My Vibe’ og ep-efterfølgeren ‘Strangers’ bare pophits af ypperste karat.

Sigrid har lyden af en superstjerne, hun mangler bare albummet.


4. Lotto Boyzz

Hvem er de?
London spytter stjerner ud på stribe disse dage, men den ofte glemte by Birmingham er ikke langt efter. Gaderapperen Mist har vakt opsigt, og senest har duoen Lotto Boyzz haft stor succes med en catchy blanding af afrobeats, caribisk musik og r’n’b.

Selv kalder de genren ’Afrobbean’, en blanding af ’afro’ og ’caribbean’, hvilket også er titlen på deres debut-ep fra 2017. Her kan du også finde deres største hits, de euforiske feststarterede ’No Don’ og ’Birmingham’. Derudover har de startet 2018 med at udgive nummeret ’Bim Bam’.

Hvordan lyder de?
Lotto Boyzz er i høj grad lyden af England lige nu. De bevæger sig i samme solvarme blanding af afrikansk popmusik, caribiske indflydelser og amerikansk hiphop som Yxng Bane og J Hus (som vi begge inkluderede blandt sidste års bedste nye rappere), men Lotto Boyzz’ melodier er en del mere umiddelbare – de er klart klassens popdrenge.

Dét potentiale ser vi gerne yderligere udforsket i 2018!


5. Nilüfer Yanya

Hvem er hun?
22-årige Nilüfer Yanya kommer fra London, og hun har indtil videre udgivet to korte ep’er (2016 og 2017) og spillet opvarmningskoncerter for grupper som Built to Spill og Everything Everything.

Hun er vokset op med kunstnere som Amy Winehouse, Nina Simone og Pixies, og hun har for nyligt sagt sit job op for at følge sin drøm om selv at leve af sin musik.

Yanya er i fuld gang med at indspille sit debutalbum, som vi forhåbentligt får at høre i 2018.

Hvordan lyder hun?
Yanya laver afdæmpet, melankolsk guitarpop, og på sine nyeste udgivelser har hun lagt nogle små jazzede elementer ind i sangskrivningen.

Sangene reflekterer Yanyas eget perspektiv på livet, og hendes lyd er derfor under konstant udvikling, som hun bliver ældre. Singler som sidste års ‘Baby Luv’ og ‘Golden Cage’ viste et enormt potentiale, som bare venter på at blive sluppet løs.


6. Superorganism

Hvem er de?
I 2017 udgav Superorganism sangen ‘Something For Your M.I.N.D.’, der så småt begyndte at gå viralt, uden nogen helt vidste, hvem der stod bag. Folk gættede på, at Superorganism var et sideprojekt til The Avalanches eller Tame Impala, men nej, det var otte unge mennesker, der havde mødtes i New Zealand og startet et band sammen. Medlemmerne fra både Japan, Sydkorea, England, Australien og New Zealand.

De har fået opmærksomhed af navne som Frank Ocean og Ezra Koenig, og sidste år skrev de så pladekontrakt med Domino Records, der udgiver gruppens selvbetitlede debutalbum den 2. marts.

Hvordan lyder de?
Det var ikke uden grund, at Superorganism blev sammenlignet med The Avalanches og Tame Impala, for de er lidt en mellemting mellem de to grupper, især som de tog sig ud på deres debutalbum.

Gruppen laver skør, overraskende psykedelisk popmusik fyldt med overraskende lydflader, der overlapper hinanden. Man ved aldrig helt, hvor de er på vej hen, og det er noget af det fede ved dem.


7. Mahalia

Hvem er hun?
Mahalia Burkmar er en rigtig pladeselskabshistorie – på godt og ondt. Hun blev hevet ind ind på et pladeselskab som 13-årig, og udgav i 2016 det afdæmpede debutalbum ‘Diary of Me’, hvor hun måske ikke helt havde fundet sin stil endnu.

Derfor blev 2017-singlen ‘Sober’ flere steder promoveret som hendes debut-single, og selv om den rent faktuelt naturligvis ikke var netop det, markerede den en helt ny epoke for den stadig blot 19-årige englænder, som nu har startet en helt ny epoke af sin karriere.

Hvordan lyder hun?
2017 bød på tre singler – ‘Sober’, ‘Hold On’ og ‘No Pressure’ – og her er Mahalia gået totalt retro-r’n’b. Det er soulet, tilbagelænet, smooth og ekstremt gennemarbejdet.

Én ting er dog selve håndværket, det er også bare nogle virkelig gode sange, der vil mere end at være metervarepop. For eksempel ‘Sober’, der handler om at se kærlighedens druknedød i øjnene efter alt for mange fuldeopkald til ekskæresten. Simpel præmis, måske, men ideen er virkelig veludført.

Annonce

8. Bad Gyal

Hvem er hun?
Bag det sigende navn gemmer der sig en særdeles bad ass producer og rapper fra Barcelona ved navn Alba Farelo, der laver en form for catalansk, futuristisk dancehall, der skiftevis forfører og blæser dig omkuld.

Hun fik et første gennembrud med et catalansk remix af Rihannas ’Work’, men hun synger også på konventionelt spansk og ’Jacaranda’, som er et selvopfundet sprog og også navnet på et af Bad Gyals største hits. Derudover er ’Fiebre’ nok hendes største sang, men hele ’Slow Wine’-udgivelsen fra 2017 er én lang genistreg.

Hvordan lyder hun?
Bad Gyal kan lyde som en ret futuristisk, nærmest overmenneskelig dancehall-sangerinde, når hun lader autotunen sive ind i vokalen, mens trommemaskinen suser afsted. Især hittene ’Fiebre’ og ’Jacaranda’ kombinerer den robotagtige stemmeføring med nogle virkelig smukke melodier og energiske beats på en måde, der er svær at modstå.


9. YoungBoy Never Broke Again

Hvem er han?
Han er ikke den sidste ægte gaderapper i USA, men det er tæt på. Den kun 18-årige YoungBoy Never Broke Again er ikke en farverig, syngende autotune-rapper, men en klassisk realist. Han kommer fra den notorisk voldsplagede by Baton Rouge, og musikken bærer spor af den virkelighed. Det er gammeldags gangstarap – eller reality rap, som N.W.A insisterede på, at deres musik var – og i en tid af skæve hiphop-hybrider er det næsten befriende.

Hans ’No Smoke’ er euforisk og medrivende, mens ’Untouchable’ er et godt eksempel på den slags virkelighedstro gadefortælling, der er kernen i YoungBoy Never Broke Agains musik. Sidstnævnte udkom derudover lige efter, at rapperen blev løsladt fra fængsel efter en anklage om mordforsøg.

Hvordan lyder han?
Young Boy oser af gaden, og hans sange får deres styrke gennem den realisme og følelse, han udånder med hvert ord. Ikke at det her er gammeldags: Produktionerne nikker til trap og er melodiske nok, og rapperens flows er varierende og catchy. Men alvoren er speciel.

Det føles som om det handler om liv og død, ikke stoffer og sjov. Dén centrale dedikation til alvor og ærlighed kommer nok ikke tilfældigt – forbillederne er sandsynligvis de reflekterede gangstarap-skikkelser Lil Boosie og Kevin Gates, der jo også kommer fra Baton Rouge.


10. Anna Leone

Hvem er hun?
En 23-årig sangerinde og sangskriver fra Stockholm, som endnu er meget ny i musikkens verden. Hun har indtil videre blot udgivet to singler – ‘My Soul I’ og efterfølgende ‘I Never Really’ – begge i 2017 på det lille parisiske pladeselskab Half Awake.

Hun har udtalt, at en debut-ep er på vej, og Anna Leones stille revolution kunne godt gå hen og skabe et stort brag. Det har den fortjent.

Hvordan lyder hun?
Leones barndom gik med at lytte til klassiske sangskrivere som Bob Dylan og Cat Stevens, og som hun fortalte i et interview sidste år, handler det først og fremmest om at komme frem til følelsen i en sang. Det har legenderne lært hende.

Og følelser er der masser af, selv om virkemidlerne er få. Det kan godt være, at de første toner af ‘My Soul I’ lyder som Backstreet Boys’ ‘I Want It That Way’, men tårerne næsten triller ned af guitarens sarte strenge, mens Leone allerede i første sætning sprætter såret fra den forliste kærlighed op med en boltsaks: »My soul I am broken by you«.

Det går lige i hjertet. Og det er jo en god ting. ‘I Never Really’ er lige så god.


11. Haley Heynderickx

Hvem er hun?
Amerikanske Haley Heynderickx er vokset op i den lille by Forest Grove i Oregon, og selv om hun ikke kommer fra en musikalsk familie, drømte hun om at blive rockstjerne efter at høre sin navnefælle Jimi Hendrix som 11-årig. Forest Groves eneste guitarlærer kunne kun undervise hende i bluegrass-guitar, men det stoppede hende ikke.

Heynderickx har udgivet to ep’er, og den 2. marts udgiver hun sit første album, ‘I Need to Start a Garden’, hvorfra hun indtil videre har udgivet singlerne ‘Oom Sha La La’ og ‘Untitled God Song’.

Hvordan lyder hun?
Hendes navn er måske svært at stave, men hendes musik er let at lytte til. Den lo-fi-rustne singer/songwriter-rock er dybsindig og tænksom, og selv om Heynderickx gav sig i kast med at spille guitar på grund af Jimi Hendrix, er hendes nuværende inspirationskilder i højere grad 60’ernes og 70’ernes folkmusikere, her især Bob Dylan og Nick Drake, hvis indflydelse let kan høres på hendes hidtidige udgivelser.


12. Octavian

Hvem er han?
Drakes næste UK-crush! Den canadiske superstjerne har i hvert fald for nylig sendt en hilsen til Octavian via Instagram (ved at citere en sang), og det har jo før virket rigtig fint for engelske artister som Giggs, Dave og AJ Tracey. Nu siger vi UK, men ifølge ham selv er Octavian faktisk ikke fra noget særligt sted.

Hans mor kommer oprindelig fra Elfenbenskysten, han er vokset op i Frankrig og bor nu i London, så hans herkomst definerer han som ’ingen steder’. Det afspejler sig i Octavians flersidige og svært placerbare musik. Start med det helt nye hit ’Party Here’ og fortsæt med den mere grime-orienterede ’Jerk’.

Hvordan lyder han?
Netop som en kunstner, der kommer fra mange steder på én gang. Han halvt synger og halvt rapper over beats, der kan lyde som afrobeats eller caribisk musik det ene sekund, for at slå over i hurtigere, UK garage-agtige lyde det næste – som på gennembrudshittet ’Party Here’.

Den europæiske urbane scene generelt, og den britiske specifikt, er i en spændende permanent omvæltningstilstand for tiden, og med Octavian bliver de herskende lyde sendt på endnu en spændende rejse.


13. Billie Eilish

Hvem er hun?
Billie Eilish har mange millioner afspilninger på Spotify – alt for mange i forhold til, at hun stadig kun er 16 år gammel. Så ja, selv om hun allerede har nydt succes i løbet af 2017, er den unge amerikaner indbegrebet af ‘lovende’.

Hun er vokset op i Los Angeles, og begyndte i 2015 at lægge sange op på Soundcloud. Singlen ‘Ocean Eyes’ tog fart, en pladekontrakt med Interscope Records fulgte efter, og i august udgav Eilish så sin debut-ep ‘Don’t Smile At Me’.

Forvent meget mere i løbet af 2018.

Hvordan lyder hun?
Rent musikalsk virker Billie Eilish virkelig moden, hendes alder taget i betragtning. Teksterne er opfindsomme, vokalen har fundet sin helt egen skødesløse ramme, og så er hendes sangskrivning på et tårnhøjt niveau.

Eilish er singer/songwriter inderst inde, men hun får formidlet de intime stemninger via en absurd velskrevet og velkomponeret popmusik, der lander det endelige udtryk et eller andet sted mellem dagbogsfortællinger og eurofisk electropop.

Og hey: Så havde hun på debut-ep’en også et samarbejde med Vince Staples – hvor sejt er det lige?


14. IAMDDB

Hvem er hun?
En 21-årig sanger og rapper ved navn Diana Debrito fra Manchester i England, der har taget scenen i sin hjemby med storm gennem sin unikke blanding af jazz og trap. Alle genrer krydser hinanden i England for tiden, men at vikle jazzet overskud ind i døsige trap-beats er alligevel nytænkning på et helt andet plan. Selv kalder hun det ’urban jazz’.

Det største hit er den ekstremt nonchalant-lydende ’Shade’, og hele ’Hoodrich vol. 3’-udgivelsen, som sangen stammer fra, er stærk. Derudover er det helt syrede Inka-samarbejde ’Leaned Out’ også et lyt værd.

Hvordan lyder hun?
En lille smule som om hun lige er vågnet, har tændt en joint og ikke helt kan overskue at synge eller rappe, så hun nøjes med at nynne – og netop det er styrken ved IAMDDB.

Der er noget suverænt henkastet ved hendes flows, der kan minde en smule om amerikanske Dej Loaf. Men faktisk er hun en del af en større scene i Manchester, der dyrker en slags døsig, overlegen r’nb og hiphop, som vi håber overtager 2018.


15. Amber Mark

Hvem er hun?
23-årige Amber Mark er fra USA, men boede i sin barndom fire år i Indien, hvilket har spillet en større rolle i hendes omgang med musik. Hun synger, skriver og producerer selv, men er også begyndt at arbejde med producere udefra.

Hun udgav i 2017 den fornemme debut-ep ‘3.33am’, som blev kreeret ud fra en dyb sorg, da hendes mor døde i 2013. De syv sange arbejder derfor med forskellige stadier af sorg.

I 2017 var Mark også feature på den herlige DJDS-banger ‘Trees On Fire’, og så fulgte hun ep’en op med den formidable ‘Heatwave’-single.

Hvordan lyder hun?
På trods af ep’ens sørgelige omstændigheder, er der en livsbekræftende lethed over Marks popmusik, der både leger med r’n’b og østligt klingende elementer, som peger tilbage på tiden i Indien.

Stemmen er ekstremt stærk, og selv om kvantiteten af musik er lav, er facetterne mange. Nogle af numrene på ‘3.33am’ har en bedrøvet karakter, men med ‘Heatwave’ viste Mark, at hun også kan lave sommerpop, der kan konkurrere med de allerbedste.

Læs også: Breakin’ Sound 2018: De 15 mest lovende danske navne