Eminem går i flæsket på ‘Revival’-kritikerne i nyt remix af ‘Chloraseptic’ feat. 2 Chainz

Eminem går i flæsket på ‘Revival’-kritikerne i nyt remix af ‘Chloraseptic’ feat. 2 Chainz
Eminem og 2 Chainz.

Da Eminems nyeste album, ‘Revival’, udkom i december, blev det mødt med hård kritik fra både anmeldere og fans – blandt andet her hos Soundvenue, hvor vi kaldte det hans hidtil værste album. Mange kritiserede ham for manglen af features fra andre rappere, heriblandt 2 Chainz, der ellers havde været i studiet med Eminem. Eminem svarede, at ingen af de planlagte rapper-features »endte med ikke at fungere«.

Man kan selvfølgelig være nervøs, hvis de planlagte features formåede at fungere værre end det endelige album, vi fik, men uanset hvad har Eminem nu udgivet et remix af ‘Chloraseptic’, hvor man kan høre hidtil uudgivne vers fra 2 Chainz og PHresher samt et spritnyt vers fra Eminem, der svarer igen til kritikerne.

2 Chainz starter ud med sin skæve, løse humor, og beatet virker rigtig oplagt til hans stil. Bagefter får man et vers fra PHresher, der præsenterer et mere intenst triol-baseret flow, der viser, at Mr. Porters beat faktisk ville være ret solidt til en mere typisk trap-sang.

Mens Phreshers og 2 Chainz’ vers oprindeligt var tiltænkt at være på albummet, handler Eminems vers om den kritik, han modtog for ‘Revival’. Han pointerer for eksempel, at mange lyttere var forudindtagede på baggrund af tracklisten med linjerne »Y’all saw the tracklist and had a fit ‘fore you heard it / so you formed your verdict«, og han nævner også overvægten af features fra sangere frem for rappere med linjerne »Where’s your content at? What’s with all the conscious rap? / P!nk, Beyoncé this and Kehlani that / I just added to the fuel in my rocket pack«.

Eminems vers står i meget skarp kontrast til versene fra 2 Chainz og PHresher, så han havde måske fat i noget, da han sagde, at ingen af hans rap-features endte med at fungere. Selv om de muligvis ville have gjort albummet mindre sammenhængende, ville de nok have være et frisk pust på et ellers pinligt forsøg på et comeback-album.

Læs anmeldelse: Eminem ‘Revival’