Tag med Jada i kurbad i ny video til ‘Keep Cool’

Jada er en af Danmarks helt nye popkometer, men hun er ikke en popstjerne på nogen andres præmisser end sine egne. Det kan både ses og mærkes i hendes nye video til ‘Keep Cool’, hvor vi inviteres ind i et intimt univers, hvor hun forekommer lige så selvsikker som sårbar. En smuk video, som Jada også selv har været med til at instruere.

‘Keep Cool’ stod lige fra starten som en kompleks sang i egen ret. Den lod til at handle om kærlighed og usikkerhed i et forhold, men ved nærmere eftertanke lader det til, dette blot var en ramme for at fortælle noget mere generelt om at være en ung kvinde, der vil føle sig tilpas i en presset verden – et udtryk, der går igen i videoen, hvor Jada blotter sig selv i både overført og bogstavelig forstand.

Om videoen siger Jada selv: »Jeg ville forsøge at genskabe et af de dejlige rum og stemninger, jeg kender, nemlig kvindeafdelinger i kurbade. Jeg havde lyst til at lave en video, hvor personerne i den laver forskellige ting, der gør dem godt, og som gør hinanden godt, både foran og bagved kameraet«.

Læs også: Jada er popstjerne på sine egne præmisser: »Jeg græder, når jeg hører Aqua, fordi det er så godt«