‘Beyondless’ er Iceages mest tilgængelige og potente album til dato

‘Beyondless’ er Iceages mest tilgængelige og potente album til dato
Iceage.
‘Beyondless’ er Iceages mest tilgængelige og potente album til dato - Beyondless
5 6
Iceage
'Beyondless'

Album, Matador/Friendly

Det var et nybrud i dansk musikhistorie, da Iceage debuterede med ’New Brigade’ i 2011. Godt nok kendte man til punk, men at der skulle fire fløse fra Østerbro til at genstarte rockmusikken så øresønderrivende, lå ikke ligefrem i de dengang nøjsomt udspillede indiekort. Ikke desto mindre var det sådan, det gik, og siden har Iceage været ledestjerne for en bølge af bands, der ligesom fans over hele kloden har labbet deres album i sig, som var det manna fra himlen.

Først med ’You’re Nothing’ (2013) og siden med ’Plowing Into the Fields of Love’ (2014) udsatte bandet sit korpus for en gennemstrømmende blodtransfusion, der pustede ilt ind i den sortrandede materie, så det føltes friskt og saftigt at bide i som lytter. På deres fjerde album ’Beyondless’ fortsætter de for så vidt den proces, men disse ti nye sange synes at være dyppet i en fremkaldervæske, der har klaret bandets lyd yderligere op. Og det lyder ærligt talt latterligt godt.

Udtrykket er mindre metallisk og sønderflængende end hidtil, mere varmblodigt i produktionen og sin appel. Det er et album, der banker på til dit indre så insisterende, at du bliver nødt til at åbne op før eller siden. Fra og med den furiøse åbner ’Hurrah’ er det nu ikke så svært endda. Med desperat uro hamrer Elias Bender Rønnenfelt disse linjer af sted: »We can’t stop killin’ and we’ll never stop killin’ and we shouldn’t stop killin’ / hurrah«. Ja, hurra, tænker man, mens en guitars væg-til-væg-overdrive indtager det smalle rum om hjernebarken og gnaver løs.

Selv om det utvivlsomt er Rønnenfelt, der spiller førsteviolin, udgør de nedstemte guitarer ofte kernen af sammenspillets på én gang vraltende og drønende motor. Et mindre kraftværk, kunne man sige, hvis over- og undertryk på skift holdes inde og detoneres gennem trommespillets eksplosivt ustyrlige ventil.

’Beyondless’ finder nu ikke kun sin styrke ved at gå til stålet – et obskønt symfonisk lag af stryg og blæs ciselerer sangenes flossede kanter, så det af og til føles helt harmonisk at være i selskab med. Man fortaber sig nemt i de fluorescerende og melodiøse dele af albummet på ’Under the Sun’ og ’Plead the Fifth’, hvor der også gives plads til tekstuniversets mere eller mindre abstrakte udfoldelse omkring tilstande af begær, tilbedelse og underkastelse.

Sponsoreret indhold
Verdens mindste 14-tommers laptop
ASUS har med ZenBook 14 skabt et lille, bærbart mesterstykke med enorme kræfter pakket ind i tidløst design. Læs mere her.
ASUS

»I said you want it, you want it, you want it again / why don’t you come and touch it, I adore you, my friend«, lyder det ludende fra den stakåndede sanger på ’Catch It’, og man hører det sadomasochistiske ekko fra The Velvet Underground blande sig med raslende minder fra The Stooges. Værd at fremhæve er desuden det brillant støjende titelnummer og den bralrende duet med popsangeren Sky Ferreira på ’Painkiller’, der saftsuseme har syng-med karakter. Og lad det være sagt: Nogen kordegns øjesten bliver Rønnenfelt nok aldrig, men at han er en rocksanger af guds nåde, står ristet i hver og en af dette albums rullende sten.

Desværre virker et par sanges cirkusagtige præg i sidste ende malplaceret som forstyrrende gøgl i helheden. Det ændrer nu ikke ved, at ’Beyondless’ er det mest potente og vellydende album fra Iceages hånd.

Mere tilgængeligt bliver det næppe at befinde sig i deres paranoide tusmørkelagte univers, og det bør det nok heller ikke være, hvis der fortsat skal være fare på færde. Men for nu er ståpelsen sikret – den råber vagt i gevær for det, der stadig synes at være et af vor tids mest unikke rockbands.


Kort sagt:
Iceages fjerde album synes at være dyppet i en fremkaldervæske, der har klaret deres furiøse lyd op. Udtrykket er mindre sønderflængende og mere varmblodigt, hvilket går hånd i hånd med en mere tilgængelig sangskrivning, der løftes af smukke symfoniske arrangementer. Albummet understøtter atter deres status som et af vor tids mest unikke rockbands.