May I have your attention please: Fem ting andre rappere kan lære af Eminems Roskilde-koncert

Vi håber, at alle rappere, der har problemer med deres liveshow, får lov til at se Marshall Mathers live. Og at de tager noter. Her er fem vigtige lektioner, vi lærte til Eminems brag af en hiphopkoncert på Roskilde Festival.
May I have your attention please: Fem ting andre rappere kan lære af Eminems Roskilde-koncert
Eminem på Roskilde Festival. (Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue)

Jeg indrømmer det: Før Eminems koncert på Orange Scene på Roskilde Festival var jeg lidt nervøs. Kunne 45-årige Eminem fylde den gigantiske scene og vokse ud over festivalpladsen? Kunne han blive den rapgud som de titusindvis af fremmødte forventede?

Ja, det kunne han. Marshall Mathers dominerede Orange Scene. De gamle sange lød skarpe som altid, alle linjerne sad, og selv de nye sange triumferede.

Ikke dårligt for en mand, som mange måske havde afskrevet efter en del dårlige album og svingende form. Især fordi Orange Scene er et sted, hvor mange hiphopkunstnere har svært ved for alvor at trænge igennem.

Faktisk kunne mange rappere tage ved lære af mesteren Mathers, så her er fem lektioner, alle andre rappere burde tage med sig fra Eminems koncert på Roskilde Festival.

Eminem og hans hypeman Denaun Porter. (Foto: Thomas Rasmussen / Soundvenue)

1. Brug din hypeman rigtigt

Vi kender ham alle sammen: Den hyperaktive, overivrige hiphop-hypeman. Han render typisk rundt og råber »put your hands up!«, hvis han ellers ikke har travlt med at rappe højere end den egentlige hovedperson.

Eminems hypeman, Denaun Porter, var det modsatte af dén kliché.

Han færdiggjorde Marshall Mathers’ linjer med præcision, så man knap lagde mærke til, at det ikke var Eminem selv, der rappede. Og så satte han trykket alle de rigtige steder. Derudover snakkede han en del med publikum og hjalp med at åbne den generte Eminem lidt mere op. Alle hypemen derude burde gå i skole hos Mr. Porter.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Strukturer dit show efter dine sange

’Cinderella Man’ er ikke en god sang. Men måden Eminem fik det ’We Will Rock You’-agtige nummer fra ’Recovery’-albummet til at flyde sammen med det geniale (og måske lidt undervurderede) ’’Til I Collapse’ løftede det hele. Og så var måden ’My Name Is’, ’The Real Slim Shady’ og ’Without Me’ flød sammen på helt genial: Som tre knockout-slag i streg.

3. Lær at rappe live

Okay, den her er måske lidt selvsagt. Men det er utroligt, hvor stærkt og præcist Eminem brugte sin stemme. Han placerede hvert ord med klinisk præcision og mistede aldrig kontrollen. Især ’Rap God’ var en teknisk magtdemonstration. I en tid hvor autotune og sang-rap dominerer, mindede det her os om, at hiphopkoncerter plejede at være gode live.

Samtidig er det tydeligt, at Eminem kommer fra en freestylerap-tradition, hvor man skal kunne præstere på en scene. Det savner man måske lidt i nutidens hiphopkultur, hvor musik mere opstår i studier end på scener og derfor tit har svært ved at fungere som koncert.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Brug dit liveband med måde

Det er tit mere forbandelse end velsignelse, når en rapper tager et liveband med.

Intentionen er altid god: Livebandet signaliserer et ønske om at løfte numrene, så de passer ind i et festivalformat. Men Gud, hvor har jeg set mange hiphopkoncerter blive smadret af en overivrig trommeslager, der banker enhver subtilitet og melodi ud af produktionerne. Eller en guitarist, der tror, at det et minimalistisk hiphopbeat mangler er en heftig solo. Så sent som tidligere om onsdagen havde et larmende og broget liveband for eksempel tæsket alle nuancer ud af PartyNextDoors stemningsfulde musik.

Men hos Eminem fungerede det eminent: Instrumenterne fulgte produktionerne uden at overdøve dem. Hvis en sang var minimalistisk og tung, fik den lov til at blive ved med at være det – uden en eller anden trommesolo ødelagde det hele.

Eminem. (Foto: Thomas Rasmussen / Soundvenue)

5. Skab et bånd til publikum

Indrømmet, det her er lidt en snydelektion, for den handler faktisk om noget Eminem ikke gjorde. For mens Slim Shadys teknik, hypeman, liveband og struktur var ekstremt stærke, formåede han ikke rigtig at kommunikere så meget med publikum mellem sangene. Og det er der jo også en lektion i.

For Eminem overlod det for meget til Denaun Porter at tale med de titusindvis af mennesker, der ellers hang ved hvert ord han sagde. Det er måske også fint nok: Vi behøver ikke altid at have en Kanye, der holder timelange taler, eller en Drake, der lefler for nærmest alle individer i publikum.

Men et så talrigt og åbenlyst smaskforelsket publikum, der havde ventet 20 år på at se Eminem i Danmark, havde nok fået en endnu stærkere oplevelse, hvis han havde formået at trænge lidt mere igennem til dem mellem sangene.

Læs anmeldelse: Eminems første besøg i Danmark var en triumf

Læs også: Publikums dom over Eminem på Roskilde – levede myten op til forventningerne?

Læs også: Eminem på Roskilde: Se publikums bedste Instagram-billeder og -videoer fra koncerten

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af