Bon Iver/The National-fusionen ’Big Red Machine’ kunne have været en glimrende ep

Bon Iver/The National-fusionen ’Big Red Machine’ kunne have været en glimrende ep
Big Red Machine: Justin Vernon og Aaron Dessner.
Bon Iver/The National-fusionen ’Big Red Machine’ kunne have været en glimrende ep - Big Red Machine
3 6
Big Red Machine
'Big Red Machine'

Album, JagJaguwar/Playground

Supergruppen som koncept har i det meste af populærmusikkens historie fremstået som en fortænkt idé. The Highwaymen og Traveling Wilburys gjorde i 80’erne supergruppen til lidt af en Babyboomer-dille, mens 90’erne vulgariserede ideen i en grad, så selv operagenren kom med på vognen med de storsælgende Tre Tenorer.

Bare at holde masken, når man siger ordet ’supergruppe’, kan i dag være vanskeligt, for når vi taler rockens øvre lag, har det generelt virkelig knebet med kvaliteten – eller bare berettigelsen – af en eneste supergruppe (Velvet Revolver? Apparatjik? SuperHeavy?! Hollywood Vampires?!). Hiphoppen har været bedre kørende: Madvillain, Watch the Throne, Run the Jewels.

Umiddelbart ville man tænke, at indierockscenen med dens mere ydmyge gør-det-selv tilgang og mindre armbevægelser burde kunne levere bedre udgangspunkter for mindeværdige samarbejder mellem etablerede navne, men udover canadiske Broken Social Scene og The New Pornographers er det faktisk svært at komme i tanke om virkelig vellykkede projekter.

2018 markerer dog – måske – en form for vendepunkt. For få uger siden annoncerede de unge singer/songwritere Lucy Dacus, Phoebe Bridgers og Julien Baker, at de barsler med en ep under navnet Boygenius. Så hvem ved? Måske jorden er gødet for en renæssance.

Justin Vernon (Bon Iver) og Aaron Dessner (The National), der nu har slået sig sammen som Big Red Machine, er begge overmåde glade for at indgå i samarbejder med andre kunstnere. Deres respektive cv’er byder på alenlange credits af meget varierende art. De tog sammen del i indierockens svar på det store tagselvbord, velgørenhedsantologien ’Dark Was the Night’ fra 2009, der retrospektivt vurderet markerer et form for højdepunkt for genrens kulturelle gennemslagskraft, der siden da har været stærkt aftagende.

Selv om Big Red Machine – der udover at være kælenavnet til et af historiens mest vindende baseballhold, 70’ernes Cincinnati Reds, også var navnet på den sang, Vernon og Dessner lavede sammen til netop ’Dark Was the Night’ – byder på forholdsvis forskelligartede kompositioner og produktioner, er der faktisk ingen af dem, der decideret hiver tæppet væk under lytteren, der er forvænt med de tos eklektiske smagsløg i mangfoldige sammenhænge. Når Vernon på ’Lyla’ både vokalt og beatmæssigt lader sig inspirere af hiphop, så ved enhver med kendskab til hans venskab med en vis Kanye West, at den side af hans virke sådan set er old hat.

Mest vellykket på ’Big Red Machine’ er de bidrag, hvor Vernon synger med sin ’almindelige’ stemme, sådan en let snøvlet, men behagelig bamsefar-croon, på sange som ’Deep Green’ og ’I Won’t Run For It’, der tilmed også er de sange, der læner sig tættest op ad en traditionel vers-omkvæd-vers-struktur. Dessner imponerer på førstnævnte med forvrængede guitartoner, der virkelig trækker drama og resonans ind i den forholdsvis simple komposition – som changerende skygger der driver hen over et blikstille vandspejl. De minimale beats udgør skelettet på ’Deep Green’, men de går rigtigt godt i spænd med rockinstrumenteringen.

Af samme grund er den seks minutter lange ’Forest Green’ særlig vellykket. Også her er interaktionen mellem electronica-impulsernes kølige distance og rockens sanselighed (repræsenteret ved et fint, gentagende basmotiv) smukt forløst og går ydermere godt i spænd med Vernons vocoderiserede vokal.

Vocoderen er ellers en krykke, Vernon støtter sig lige rigeligt op ad på ’Big Red Machine’. Helt skralt står det til på den otte minutter lange ’Omdb’ (der helt sikkert – som i: Helt sikkert – står for ’Over my dead body’, som Vernon synger ad nauseam), en uskøn omgang punk-r’n’b-fusion, der akkurat besidder den form for uovervejet selvbevidsthed (kald det bare forfængelighed), som mange per rygmarvsrefleks vil identificere med supergruppeformatet.

Der ligger en glimrende ep på lur i hjertet af ’Big Red Machine’, men desværre har Vernon og Dessner ikke ønsket at skære ind til benet. Det virker som om processen har været vigtigere end resultatet – og det er sådan set fint nok. Fans af både Bon Iver og The National (men nok mest førstnævnte) vil med statsgaranti kunne finde mindst en tre-fire sange at lade sig rive med eller blive berørt af på ’Big Red Machine’.

Hvad der står helt fast er dog, at Vernons lyrik efterhånden synes at have mistet enhver forbindelse med det, der for almindelige dødelige går under betegnelsen meningsfulde udsagn.

Tager han ligefrem pis på os? Har han altid gjort det? Uanset hvad – om det er den kontrære kunstners uvilje mod at kommunikere med sit publikum eller (mere banalt) en manglende evne til at sige noget meningsfuldt – så kan alverdens vocoder-effekter ikke skjule, at det er lige så omsonst at finde hoved og hale i Vernons lyrik som at stride sig vej gennem en mangroveskov med en usleben machete.


Kort sagt:
Der ligger en glimrende ep på lur i Aaron Dessners og Justin Vernons fællesprojekt (og streamingtjeneste-søsættende) ’Big Red Machine’, men desværre virker det som om, processen har været vigtigere end resultatet. Der er smukke øjeblikke på ’Big Red Machine’, men der er også for mange sange, der aldrig rigtig åbner sig. At Vernon nok en gang diverterer med sin komplet uigennemtrængelige lyrik er en yderligere anstødssten for reel indlevelse.

Læs også: Vi kårer: Justin Vernons fem bedste sange uden for Bon Iver-regi

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold