Anderson .Paak annoncerer nyt album ’Ventura’ – lige på trapperne

Anderson .Paak annoncerer nyt album ’Ventura’ – lige på trapperne
Anderson .Paak. (Foto: Israel Ramos)

Bedst som vi er ved at varme op til, at Anderson .Paak om en uge gæster Danmark med sit seneste album, ’Oxnard’, på setlisten, kan vi allerede nu sætte et nyt kryds i kalenderen for at markere endnu spritnyt album fra den produktive multimusiker. Paak har nemlig netop offentliggjort, at han til april er klar med sit fjerde album i sin hjemstavnstetralogi: ’Ventura’.

Albummet blev ifølge Paak optaget samtidig med ’Oxnard’ og oprindeligt tænkt som en dobbeltudgivelse under titlen ’Oxnard, Ventura’ (samme titel, som Dr. Dre annoncerede tilbage i maj sidste år). Men, som Paak skriver i forbindelse med dagens annoncering, som numrene hobede sig op, valgte han at splitte projektet i to: ’Oxnard’, der landede i november sidste år, og ’Ventura’, som er ude den 12. april.

Annonceringen af det nye album følges op af en turné med titlen ’Best Teef in the Game Tour’, der løber over maj, april og juni – dog foreløbigt kun med amerikanske datoer på plakaten. Turnéen gæstes af Thundercat, Mac DeMarco, Noname, Earl Sweatshirt og Jessie Reyez.

Paak skriver om det kommende album i en pressemeddelelse: »At vokse op i Oxnard gav mig modet og kirken til at finde min egen stemme. I nabobyen gik jeg skridtet videre og fandt min dybde. Dualiteten i de to steder inspirerede mig dybt, og ud fra dette har jeg lavet to album på præcis samme tid, men holdt det ene tilbage, fordi det ville have været alt for mange sange at optræde med live for jer alle sammen. Jeg kan lide at afslutte ting på et lige tal, så velkommen til ’Ventura’«.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af