Spørgsmålet om, hvad man skal se på Netflix lige nu, er evigt påtrængende, men det bliver blot mere og mere uoverskueligt at navigere i de rekordmange friske titler, der lander hver eneste uge. Så denne guide er et værn mod spildtid og ubeslutsomhed – en direkte pil mod serier, der med garanti holder højt niveau. Vi forsøger at opdatere den jævnligt.
Vi forventer, at de fleste læsere af denne guide er rimeligt velverserede ud i seriekunstens herligheder. Og derfor har vi valgt at gå uden om de allermest klassiske kandidater ud fra devisen: Har man ikke allerede set dem, er der nok en grund til det.
Det gælder altså nyklassikerne ‘Mindhunter’, ’House of Cards’, ‘Black Mirror’, ’Orange Is the New Black’, ‘Breaking Bad’ såvel som prequel’en ‘Better Call Saul’, ‘Stranger Things’, ‘The Crown’, ‘Arrested Development’, ‘Peaky Blinders’ og ‘Making a Murderer’.
Nedenfor kan du forhåbentligt finde inspiration til serier, du endnu ikke kender eller har givet en chance – listet i tilfældig rækkefølge.
’American Nightmare’
Der findes alt for mange unødvendige true crime-dokumentarer. Dem der skiller sig bedst ud, er de dokumentarer, der gør sig umage med at udfolde en sag fra offerets perspektiv og rette op på uretfærdigheder og misforståelser.
Det er heldigvis tilfældet i den dybt seværdige ’American Nightmare’ fra skaberne af ’The Tindler Swindler’, der optrevler en både utrolig og ubehagelig sag, der fyldte i de amerikanske medier tilbage i 2015. Her blev to all american-fysioterapeuter involveret i en uhyggelig kidnapning. Men politiet var overbeviste om, at der var tale om en copycat-forbrydelse inspireret af David Finchers populære ’Gone Girl’. Hvordan det kunne gå så vidt er effektivt fortalt og lige til at tabe kæben over.
‘Snabba Cash’
En af de mest positive serieoverraskelse fra første halvdel af dette år kom fra Sverige, hvor Oskar Söderlund spinnede en fortættet thriller ud af forfatter Jens Lapidus’ krimiunivers.
Som en mere troværdig udgave af hjemlige ’Bedrag’ (der først fandt formen i sæson 3) lod serien den finansielle over- og underklasse kollidere med det kriminelle miljø i historien om den enlige mor Leya, der vil gøre alt for et gennembrud for sin it-iværksættervirksomhed hos en af Stockholms tungeste investeringsdrenge – og om den hårdkogte gangster-håndlanger Salim, der med mere og mere opblødt hjerte krydser hendes spor.
Ikke helt ulig klassikeren ’The Wire’ (der, trods alt, er på et andet niveau) rodfæster Netflix-serien det nervepirrende gangsterplot i noget, der ligner en autentisk virkelighed, samtidig med at karaktererne er så karismatiske, at man vil følge dem til verdens ende.
’Beef’
Du har prøvet at være sur i trafikken, men ikke så sur som hovedpersonerne i ’Beef’. Den følelsesmæssige baggrund for to menneskers vejvrede har heller aldrig set så interessant ud, som med komiker Ali Wong og Steven Yeun i den eksplosive hovedrolleduo.
Da Danny og Amy kommer i karambolage på en parkeringsplads ved et byggemarked, bliver de langsomt besat af at ødelægge hinandens liv. Danny er en en uforløst byggeentreprenør og Amy den rige ophavskvinde til et eksklusivt plantefirma, som hun arbejder for at sælge. Deres tilfældige møde, og den hæsblæsende biljagt det udvikler sig til, bliver begyndelsen på en deroute, der er lige så forfærdende, som den er underholdende og overraskende at følge.
’I Think You Should Leave With Tim Robinson’
Soundvenues anmelder sendte seks strålende stjerner efter den nyeste ombæring af dette syrede sketchshow, hvor kedelige hverdagssituationer er blevet tryllet om til absurdteater gennem tre sæsoner.
Hvis man har brug for et kort, men virkelig godt grin, er der utallige vilde karakterer at spærre øjnene op over i ’I Think You Should Leave’. Den tidligere SNL-forfatter Robinson rammer især plet med arbejdspladssammenstød, hvor kollegial smalltalk gang på gang driver over i det absolut mest utænkelige scenarie.
Hvis man gerne vil teste om, man er til falds for ’I Think You Should Leave’-humoren, kan man nøjes med at se de første fem minutter af den aktuelle tredje sæson. Hvis man er ikke er solgt til ’Bachelorette’-parodien, hvor en mand bliver sendt grædende hjem efter at have prioriteret poolens zipline højere end datingpræmissen, er man nok bedre tjent med et gammelt afsnit af ’Friends’.
’The Diplomat’
»Den bedste politiske serie siden ’House of Cards’«, lød det i Soundvenues anmeldelse.
’The Diplomat’ handler om den knalddygtige, fremadstormende embedskvinde Kate Wyler, der får jobbet som amerikansk ambassadør i London midt i en international krise forårsaget af et dødeligt angreb på et britisk hangarskib. Wyler skulle egentlig udsendes til Kabul, men magtfulde kræfter i Washington har store planer med hende, og hurtigt kastes hun ind i et storpolitisk spil, der både involverer Iran, Rusland og en kommende potentiel åbning som vicepræsident i USA.
Skaber Debora Cahn har tidligere arbejdet på både serien over alle politiske serier, ’The West Wing’, og den ofte forrygende ’Homeland’, og ’The Diplomat’ er faktisk ret præcist et tværsnit af de to serier med humor, kompleksitet og bingeværdige intriger.
‘Beckham’
Netflix’ succes med ‘The Last Dance’ har i den grad givet blod på tanden for at tappe ind i sportsinteressen, selvom de ikke selv viser live-sport.
Dokumentarserien ’Beckham’ er en fest at være vidne til: et overflødighedshorn af mindeværdige øjeblikke og fænomenalt klippearbejde, ført an af instruktør og dokumentarist Fisher Stevens.
Serien er opdelt i fire afsnit og udforsker kendisfodboldspillerens liv og karriere. Men selvom øjnene af naturlige årsager er på bolden, behøver man ikke selv at være bidt af en gal fodbold for at finde serien interessant.
Som Victoria Beckham, der spiller en storrolle i dokumentaren, selv siger i første afsnit: »Jeg gik ikke op i fodbold dengang, og det gør jeg heller ikke nu«. Fortællingen om deres teenagelignende romance er i sig selv svær at stå for.
Imagepleje eller ej; ’Beckham’ er en hammergodt sammenskruet dokumentar om berømmelsens pris.
‘Derry Girls’
Det er aldrig for sent at kaste sig over en af de senere års mest oversete komedieperler!
I byen Derry i begyndelsen af 1990’erne er alt, som det plejer at være for de katolske skolepiger Erin (Saoirse-Monica Jackson), Clare (Nicola Coughlan) og Michelle (Jamie-Lee O’Donnell). Godt nok har Nordirland oplevet borgerkrig og terror i den stadig mere voldelige etnisk-nationalistiske konflikt, men kampen mellem protestanter og katolikker – samt den massive millitante tilstedeværelse – betyder indledningvist ikke det store for pigerne. De har jo aldrig kendt til andet.
Indtil godmodigheden alligevel når en grænse …
Serien er proppet med nik til store og små film- og tv-perler, og godt hvert andet afsnit tager udgangspunkt i popkulturelle referencer, der ender i sindssyge hybrider, når blandet andet ’Pulp Fiction’ indtager Derrys gader.
Det er fristende at sammenligne snart sagt hver en nyere ‘ungdomsserie’ med Julie Andems ’Skam’, men ’Derry Girls’ lukker os også ind i de voksnes verden. Og her ses det, at livet ikke bliver mindre kaotisk, bare fordi man runder de 40.
‘Heartbreak High’
‘Euphoria’ har en akavet serielillesøster med virkelig god humor. Den australske ‘Heartbreak High’ behandler ungdommens kvaler med en sylespids og sortkomisk humor og et blik på sine teen-karakterer, der er så charmerende og skævt, at det er helt særegent godt. Makeup-rutiner bliver afbrudt af lussinger med skiveost, der er adskillige knytnæveslag og mange flere indforståede referencer til The Guardian, end du finder i andre ungdomsserier. Foruden en overflod af underholdende bikarakterer, der hver får deres afgørende blik i solen.
Selvom Netflix’ australske highschoolvariant er tæt på det amerikanske genremoderskib, er den sjovere end nogen anden på markedet med sit unikke australske twist.
‘Top Boy’
Drake spillede en nøglerolle i at få genoplivet den britiske narkoserie ‘Top Boy’, der blev lukket efter to korte sæsoner i 2013. Og tak for det! Serien følger kampen om narkotronen i Londons Hackney-kvarter og er ikke blot en autentisk oplevelse på linje med ‘The Wire’. Den giver også et sjældent autentisk indblik i de unge drugdealeres familieliv, på godt og ondt. Hjertet er i den grad med.
På Netflix ligger de tre ‘nye’ sæsoner under navnet ‘Top Boy’ , mens de ‘gamle’ sæsoner ligger under ‘Top Boy: Summerhouse’ – og dem bør man bestemt også se, selvom de nye fint kan stå alene (hvis tiden er knap i weekenden). Rappere som Kano, Dave og Little Simz dukker op i roller undervejs.
‘Midnight Mass’
Manden bag ‘The Haunting of Hill House’, Mike Flanagan, skifter gysergear i ’Midnight Mass’, der ikke hjemsøges af creepy børn eller utallige jumpscares, men derimod folder sig ud som en velspillet slowburn-fortælling med stærke Stephen King-aner.
Hamish Linklater (’Legion’) springer ud som underkendt stortalent i hovedrollen som karismatisk præst, der dukker op på den lillebitte ø Crockett med »mirakler« i baglommen. Flanagan kultiverer effektivt en foruroligende paranoia og udstilling af religionsfanatisme, og skønt han snildt kunne have klippet mere kritisk de laaaange lommefilosofiske monologer, er ‘Midnight Mass’s sælsomme univers umådeligt svær ikke at blive suget ind i. Og Linklater-magien holder hele vejen til den lettere wahnsinnig finale (hvad hulen blev der af de Emmy-nomineringer??).
‘Godless’
Hvordan gør man kvindernes rolle større i en så mandsdomineret og traditionstro genre som westerngenren uden at give afkald på den historiske troværdighed? Jo, man kan starte med at slå 200 af landsbyens mænd ihjel i en grusom mineulykke, så kvinderne må klare skærene alene i to år.
Det er i hvert fald den garvede manuskriptforfatter Scott Franks (‘Logan’, ‘Out of Sight’) løsning i Netflix-miniserien ‘Godless’, der ud over kvinderne i minebyen La Belle også følger den berygtede bandeleder Frank Griffins (Jeff Daniels) jagt på sin pseudosøn, Roy Goode (Jack O’Connell), der har søgt ly hos den egenrådige enke Alice Fletcher (Michelle Dockery).
‘Godless’ et imponerende helstøbt værk, som til fulde udnytter miniserieformatets fortællemuligheder med en forfriskende indgangsvinkel og en tålmodig fortællestil. Og så ser den bragende godt ud.
‘Heartstopper’
Man kan ikke andet end at forelske sig i ‘Heartstopper’. Alice Osemans britiske ungdomsserie om to helt almindelige teenagedrenge, der finder sammen mellem Rugby-træning og kantinemad, er en af de fineste skildringer af ung forelskelse i nyere tid.
Vi får lov til at følge hver mikroskopiske udveksling mellem Nick (Kit Connor) og Charlie (Joe Locke), som deres venskab langsomt udvikler sig til mere. ‘Heartstopper’-universet folder sig ud med en sanselighed og hverdagslig intensitet, der har fået seriens horder af fans til at sidde klistret til skærmen bare parret prøvende holder i hånd.
I en streamingverden der af og til lader med at være overbefolket med heteronormative forelskelser og venskaber, er ‘Heartstopper’ blevet et gigantisk fiktionsfænomen på grund af sin legende og medrivende skildring af ung kærlighed, identitet og seksualitet, der ellers falder uden for normen. Serien holdes oppe af et stærkt ungt cast, hvor blandt andet det unge transkønnede forbillede Yasmin Finney skinner igennem, som vennegruppens Elle, der har måttet forlade drengeskolen efter sin transition.
‘All of Us Are Dead’
Der er et par uundgåelige sammenligninger, når man ser Netflix’ sydkoreanske zombieserie. Hvis man skal sætte det lidt på spidsen, er ’All of Us Are Dead’ nemlig en sammenlægning af zombiegyset ’Train to Busan’ fra 2016 og nyklassikeren ’Battle Royale’ fra 2000 – dog uden at nå helt samme kulthøjder.
Det, at serien ikke vipper forbillederne af pinden bør dog ikke afskrække: Der er action for alle pengene, når en flok skoleelever forsøger at overleve en zombieapokalypse (især når visse elever pludselig hiver et arsenal af ’The Raid’-tenderende kampteknikker ud af ærmet), og hvert afsnit slutter på en nervepirrende cliffhanger, der gør det praktisk talt umuligt ikke at fortsætte. Tilsæt en omgang galgenhumor a la Bong Joon-ho, og du har den perfekte binge-underholdning til en tømmermandsdag.
‘Cobra Kai’
‘Cobra Kai’ gik fra at være et Youtube-fænomen til en af de mest populære serier på Netflix, der igennem nu fire sæsoner har fulgt Daniel (Ralph Macchio) fra 80’er-klassikeren ‘The Karate Kid’, og hans tidligere nemesis Johnny (William Zabka).
Foruden at være både urkomisk og original, har flere kendte ansigter fra filmfranchisen gæstet skærmen i ‘Cobra Kai’, heriblandt Elisabeth Sue og Martin Cove, som i sæson fire atter giver den som über-skurken John Kreese, der nu tvinger Daniel og Johnny til at arbejde sammen.
‘Young Royals’
Hvad nu hvis Isak-Even-romancen fra tredje sæson af ‘Skam’ foregik med en svensk version af ‘The Crown’ som bagtæppe? På en elitær kostskole for at spæde til med den helt rette mængde ‘Gossip Girl’-vibes.
Det svarer ‘Young Royals’ på med sin helt egen stil, humor og ikke mindst sine to unge hovedpersoner Vilhelm og Simon. Den ene prins af Sverige, den anden skolens fattige stipendiat-studerende. Men Vilhelm første gang sætter fod på skolen og ser Simon synge for i skolens kor er han solgt til stanglakrids.
Ungdomsromancen kan dog ikke udspille sig helt uden problemer, da klasseskel, kongehus og Vilhelms nedrige præfekt-fætter forsøger at spænde ben.
Om første sæson skrev Soundvenues anmelder, at man »bliver både smaskforelsket og stangliderlig af Netflix’ bebumsede royale ungdomsserie«. Anden sæson var »mere af alt, hvad der er godt«.
‘One Day’
David Nicholls bestseller ‘One Day’ har solgt mere end fem millioner eksemplarer på verdensplan og er allerede blevet filmatiseret én gang tilbage i 2011 med Anne Hathaway og Jim Sturgess. Så til at starte med virkede Netflix’ serieversion i intet mindre end 14 afsnit måske lidt overkill.
Da serieversionen landede gjorde den dog al spekulation til skamme med sin både humoristiske, dybfølte og helt ekstremt medrivende will they won’t they-romance.
Over mere end 20 år følger vi Emma og Dexter – spillet af de unge stortalenter Ambika Mod (‘This is Going to Hurt’) og Leo Woodall (‘The White Lotus’) – der mødes til deres sidste fest som universitetsstuderende i Edinburgh 15. juli 1988. Herefter vender fortællingen tilbage til dem og deres liv, kriser, venskab og forelskelse på den samme dag hvert år.
Soundvenues anmelder gav topkarakter.
‘Hellbound’
Sydkorea sprøjter bingeværdige serier ud i disse måneder, og vi tager imod dem med kyshånd. ‘Hellbound’ er skabt af manden bag højoktan-splatterfesten ‘Train to Busan’, Yeon Sang-ho, og fortæller en dybt mystisk historie om bæster fra helvede, der pludselig begynder at dukke op på gader og stræder i det moderne Seoul for at tæske løs på syndere, inden disse slæbes med til en evighed i skærsilden.
Finten er, at ofrene på forhånd har haft besøg af en »engel«, der har givet dem den præcise dato og klokkeslæt for, hvornår de bliver ‘hentet’, og myndighederne står fortabte overfor den djævelske trussel. ‘Hellbound’ er velspillet og fuld af suspense, og ligesom landsfællerne ‘Squid Game’ og ‘Parasite’ tilsat et heftig dosis samfunds- og socialmedie-kritik.
‘The Sinner’ sæson 1 – 4
’The Sinner’ er tv-pendant til de forbrydelsesfikserede page turners, der på dansk er døbt smudslitteratur, og aldrig har en oversættelse ramt så præcist. ’The Sinner’ suger dig ind i et univers af lurvede personer, moralsk fordærv, sex, svig og stoffer, som afslører din egen hang til det smudsige, når du i bogstaveligt talt 11. time stadig ikke kan slukke.
I modsætning til de fleste krimiserier er fokus flyttet fra whodunnit – det ved vi allerede fra tilståelse, vidner og fysiske beviser – til spørgsmålet om hvorfor. Hvad får en husmor til at gå amok i en blodrus på en strand, som det er tilfældet i den første sæson?
Bill Pullman spiller efterforskeren Harry Ambrose, som skal forsøge at opklare, hvorfor almindelige mennesker pludselig begår voldsomme forbrydelser, og den seneste, tredje sæson borer kniven i giftig maskulinitet med en storspillende Matt Bomer (‘White Collar’, ‘American Horror Story’) i front.
‘Never Have I Ever’
I Mindy Kaling og Lang Fishers sprudlende coming-of-age-griefcom beder 15-årige Devi Vishwakumar (Maitreyi Ramakrishnan) til hinduguderne om at få en kæreste, der gerne må være dum, bare han er lækker og »kan køre hele natten«. Og at blive inviteret til en fest med hårde stoffer – altså ikke fordi hun vil tage dem, hun vil bare gerne have tilbuddet.
Ønsket om at blive populær og få en kæreste er ikke ligefrem banebrydende i en teenageserier, men ’Never Have I Ever’ skiller sig ud på flere punkter: 1) Hovedpersonen er en indisk-amerikansk nørd, der 2) sørger over sin døde far og 3) forsøger at distrahere sig selv med sin liderlighed (à la en uskyldig udgave af ‘Fleabag’). Og så er den 4) også virkelig sjov, charmerende og rørende.
Under sin finurlige overflade fortæller serien begavet om sorg og kulturel splittelse – og som et ekstra syret krydderi har den sågar en voiceocer af 80’er-tennisstjernen John McEnroe (ja, det fungerer!).
‘Sweet Tooth’
En apokalyptisk pandemi. En dreng med hjortegevir. Et fremtidsunivers, hvor mutantbørn, læger, ungdomshus-beslægtede aktivister og skumle militante organisationer kæmper for overlevelse.
Netflix’ flotte og dybt syrede fantasy-serie om lille Gus (med førnævnte gevir) er både elementært spændende og oprigtigt rørende, baseret på en graphic novel af Jeff Lemire. Og særligt det voksne cast står stærkt, med britiske Nonso Anozie som det helt store fund i rollen som Gus’ modvillige beskytter og rejsefælle.
‘Ethos’
Vores anmelder kaldte tyrkiske ‘Ethos’ for »en af de største serieoplevelser, jeg har haft på Netflix«, og med dén anbefaling i ryggen skulle man (og her mener vi du) være et skarn, hvis man ikke gav serien en chance.
Med sin langsommelighed, lange dialoger og nul action skiller ’Ethos’ sig ud fra serieslipstrømmen, men dens omfattende meditation over, hvad det vil sige at være tyrker i dag, er svær ikke at lade sig opsluge af, når først man har tilbragt fem minutter med fortællingens fantastiske bindeled Meryem, fantastisk spillet af Öykü Karayel.
Meryem har bevæget sig ind til Istanbul fra sin lille forstadslandsby, bærer hijab, gør rent for en mand, Hr. Sinan, og elsker tyrkiske sæbeoperaer. Men hun sidder også med sin blanding af uskyldig sødme og snuhed og plaprer ud ad sidetangenter, mens psykiateren forsøger at nå ind til, hvorfor Meryem tit besvimer – ofte i relation til bryllupper…
‘BoJack Horseman’
I det boblende festfyrværkeri af opfindsomme animationsserier, der er blevet skudt til himmels de senere år med alt fra ’Big Mouth’ til ’Tuca and Bertie’, er Netflix-serien om den fallerede tidligere barnestjerne BoJack stadig et højdepunkt. For ud over den hektiske postmoderne humor, der vitterligt også er i højsædet her, udvikler den sig til en overraskende rørende saga om et mentalt plaget menneske (nå nej, hest), som kæmper for at finde balance i sit liv i Hollywoo(d). Og så er dens fænomenale enkeltafsnit – som et helt afsnit under vand eller BoJack’s ubrudte begravelsestale i sæson 5 – exceptionel.
‘Dark’
I kølvandet på anden sæson ’Stranger Things’ ramte ’Dark’ Netflix, og sammenligningerne faldt prompte. Begge serier opererer i sci-fi/gyser-genren og slår rødder i 80’erne, men her hører lighederne også op, for ’Dark’ er både mørkere (…), uhyggeligere og ikke så lidt forvirrende at hitte hoved og hale i – uden at det dog forhindrer ens engagement i plottet. Tænk ’Twin Peaks’ møder ’The OA’.
Afsættet er Einsteins ord om, at vores skelnen mellem fortid, nutid og fremtid er en stædig illusion. ’Dark’ konkretiserer teorien ved at bygge bro fra nutid til fortid – fra 1986 til 2019. I begge årstal forsvinder nogle børn i en tysk provins, mens deres forældre og søskende stakåndet forsøger at finde dem. Er der en morder på spil, eller er de ofre for de højere magter?
‘Dronninggambit’
Scott Franks seks afsnit lange fortælling om det unge skakgeni Beth Harmon formår at iscenesætte neglebidende skakdueller (hvor man heppede på heltinden, som var det en fodboldkamp), men serverer også en grundlæggende stærk dannelsesrejse om et socialt akavet menneske, der klynger sig til den eneste ting, der får hende til at føle sig i kontrol i en ulige verden.
Fantastiske Anya Taylor-Joy overbeviser med hud og 60’er-stylet hår, mens instruktøren Marielle Heller (’A Beautiful Day in the Neighbourhood’, ’Diary of a Teenage Girl’) gør en mindeværdig figur som adoptivmoren med et alkoholmisbrug.
‘The End of the F***ing World’
Der er dem, der bliver frygteligt irriterede over den massive omgang quirk i Netflix-serien baseret på en tegneserie af Charles S. Forman: De deadpan-drevne replikker. ’Blur’-komponisten Graham Coxons indiemusik. De overlagte framnings. Og de skæve hovedpersoner i form af den depressive, 17-årige James, der tror, han er psykopati, samt hans jævnaldrende skolekammerat, den rapkæftede nihilist Alyssa, der foreslår, at de stikker af sammen.
Men overgiver man sig først til universet, er ’The End of the F*** World’ gaven, der bliver ved med at give. Når den tvivlsomme spændingsmotor omkring, hvorvidt James vil slå Alyssa ihjel, er trådt i baggrunden for det umage makkerpars faktiske oplevelser på landevejen, rammer en lige dele humoristisk og bevægende dannelsesrejse, som smager af både Lynch, Bonnie & Clyde og ’True Romance’.
Her er faktisk noget rigtigt og ømt på spil i forholdet mellem de to, og når først, man får deres bagage ind på livet, tager den langvarig plads i ens mentale garderobe.
Og så er det kvindelige politipar, der er i hælene på dem, en attraktion i sig selv. De fortjener deres egen spinoff.
‘Master of None’
Aziz Ansaris serie falder på overfladen ind i en kategori, der ellers har nået mæthedspunktet: Den semiselvbiografiske skildring af den kreative klasses navlepilleproblemer i New York. Men mod alle odds har den amerikanske komiker med indiske rødder skabt en serie, der føles forfriskende, ikke mindst ved at forholde sig selvrefleksivt til sine egne privilegier, som i afsnittet ’Parents’, der handler om, hvad hovedkarakteren Devs forældre gik igennem for at komme til det forjættede land i USA.
Serien er – i de første to sæsoner – tematisk bygget op, og afsnittene tager med kløgt og humor fat på et nyt emne hver gang, der spænder vidt over Tinder-eskapader til tabuiseret homoseksualitet i minoritetskulturer. Særligt første sæsons ’Indians on TV’ og ’Old People’ og den noget nær mesterlige anden sæsons ’New York, I Love You’, ’Religion’ og ’Thanksgiving’ rammer en perfekt balance mellem urkomisk dialog og spidende socialpolitik. Man griner af ’Master of None’, men der er absolut også stof til eftertanke.
Tredje sæson skifter radikalt tone og fokus i en grad, så serien nærmest ligeså godt også kunne have skiftet titel. Ansaris samarbejdspartner Lena Waithe går fra birolle i de foregående sæsoner til hovedperson, og resultatet er både frustrerende og afsindigt smukt.
‘Unbelievable’
Er det ikke alt for deprimerende at se en serie om et voldtægtsoffer, der bliver anklaget af politiet for at lyve om overgrebet? Det kan man godt tænke, når man umiddelbart læser om ‘Unbelievable’, men efter et knugende barskt første afsnit bliver serien til en stærkt medrivende, moderne og uhørt realistisk krimi, hvor de to politikvinder Rasmussen og Duvall – spillet helt fænomenalt af Toni Colette og Merrit Wever – er umanerligt godt selskab: Knalddygtige og empatiske.
‘Unbelievable’ viser, hvordan systemet nærer mistro til kvinders fortællinger, men også hvordan forandring er muligt. Den falder i ingen af de vante krimifælder, mens den samtidig er elementær neglebidende spænding.
‘Unorthodox’
Man fik håb for menneskeheden, da en følsom dramaserie overvejende på yiddisch blev et Netflix-hit. Shira Haas er et mirakel som den unge Esty, der beslutter sig for at flygte fra det ultraortodokse jødiske miljø i Williamsburg, New York, hun er vokset op og nu også giftet væk i.
Esty søger tilflugt mod Berlin, hvor et lovlig rosenrødt billede af vestlig hipster-tolerance møder hende, men fortiden indhenter hende, og man sidder med hendes hjerte i hænderne, mens man følger hendes frigørelsesproces. Skildringen af det fremmedartede parallelsamfund – baseret på Deborah Feldmans erindringer – er øjenåbnende troværdige, og dens brug af musik er vital og essentiel.
Som vores anmelder skrev: »’Unorthodox’ er en sjældent god chance for at blive underholdt, dybt berørt og klogere på én gang«.
‘The Witcher’
Netflix’ gigantiske fantasy-serie blev et globalt fænomen, da første sæson landede tilbage i december 2019.
Henry Cavill (som ser ud til at have det betydeligt sjovere her end han nogensinde gjorde som emo-Superman) er tilbage i hovedrollen som monsterjægeren Geralt af Rivia – den titulære witcher – i en verden af magi og stridende riger.
I første sæson fik vi fornøjelsen af Lars Mikkelsen som skurk, og søreme om ikke danskerfesten fortsatte i sæson to: I witcher-hovedkvarteret ventede Geralts mentor, Vesemir, spillet af vor egen Kim Bodnia, der placerede sig solidt på top ti-listen over serie-daddys. Det kan godt være, at Geralt bliver kaldt for »the white wolf«, men hans læremester er i hvert fald en sølvræv af højeste karat. At samtlige karakterer på skærmen spiller fremragende, gør kun serieoplevelsen rigere. Selvom finalesæsonen fik en blandet modtagelse, er der i hvert fald masser af seværdighed, der leder op til.
‘Keep Sweet’
Netflix blænder op for endnu en stærkt bingeværdig og ikke så lidt øjenåbnende dokumentarserie med ‘Keep Sweet’, der hudfletter den ‘religiøse leder’ (læs: uhyggelige kulttosse) Warren Jeffs regime i mormon-afstikker-kirken Fundamentalist Church of Jesus Christ of Latter-Day Saints.
Med sit spillefilms-momentum og uhyrlige afsløringer af Jeffs undertrykkelse af kvinder og børn, giver ‘Keep Sweet’ et indblik i en misogynistisk ‘Handmaid’s Tale’-kultur, der oveni de igangværende abortdebatter i USA giver ekstra kuldegysninger.