Bekræftet: 21 Savage er født i England – men bør stadig løslades, mener repræsentanter

Bekræftet: 21 Savage er født i England – men bør stadig løslades, mener repræsentanter
21 Savage. (Foto: Noam Galai/Getty Images)

Repræsentanter for 21 Savage, som for nyligt blev anholdt af USA’s immigrationsmyndigheder ICE, har nu bekræftet i en udtalelse, at rapperen rent faktisk er født i Storbritannien.

Det sker, efter Reuters gravede en dåbsattest frem i London, som med stor sandsynlighed tilhører 21 Savage. Den bærer i hvert fald navnet Sheyaa Bin Abraham (hans fulde navn er She’yaa Bin Abraham-Joseph), og der står, at han blev født i London-forstaden Newham 22. oktober 1992.

Ifølge rapperens repræsentanter har han dog stadig en god sag. De skriver i den nye udtalelse, at Abraham-Joseph immigrerede til USA som syvårig, hvorefter han besøgte Storbritannien i 2005, vendte tilbage til USA samme måned og tilsyneladende mistede sin opholdstilladelse i 2006.

Dette var »ikke hans skyld«, har repræsentanterne udtalt, dog uden at uddybe hvorfor. Efter sigende ansøgte rapperen om nyt visum i 2017 efter at have opdaget sin ulovlige status.

21 Savage har »exceptionelt stærke bånd til USA«, skriver repræsentanterne endvidere, da han har boet i landet siden første klasse og har en mor og fire søskende, som alle er amerikanske statsborgere eller lovligt bosiddende. Derudover har han tre børn, som er amerikanske statsborgere.

Endeligt melder de igen ud, at der ifølge dem ikke er nogen lovlig baggrund for, at rapperen skal sidde i forvaring under sagsbehandlingen. Han har nemlig aldrig forsøgt at skjule sig for myndighederne, og ICE har angiveligt kendt hans adresse, siden han søgte om nyt visum i 2017.

Fra politisk side er der nu også kommet støtte til 21 Savage. Kongresmedlemmet Hank Johnson fra 21 Savages hjemstat Georgia har nemlig personligt anmodet en ‘immigration judge’ om at lade rapperen løslade, blandt anden på grund af hans »stærke bånd til lokalmiljøet«.

Læs også: Spaceghostpurrps myteomspundne mixtape lagde grunden for ASAP Rocky og Soundcloud-scenen

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af