Hvem kommer til at ride Daenerys’ drager i ’Game of Thrones’?

Hvem kommer til at ride Daenerys’ drager i ’Game of Thrones’?
Daenerys er sandsynligvis ikke den eneste dragerytter i 'Game of Thrones'.

Daenerys smadrede Jaime Lannisters hær, da hun anførte sin horde af Dothrakis på ryggen af Drogon i forrige afsnit af ‘Game of Thrones’. Indtil videre har Daenerys kun kontrolleret Drogon, mens Viserion og Rhaegals potentiale fortsat er mestendels uforløst – trioen flamberede slavehandlernes flåde i Meereen i sidste sæson, men det er så også det.

Meget kunne tyde på, at tre drager er lidt for stor en mundfuld for en enkelt rytter – selv deres kædebrydende moder. Og mange fanteorier spekulerer i muligheden for en rytter til hver drage.

Til grund for de mange teorier ligger profetien om »the three headed dragon«, der ud fra boguniverset tolkes som, at de tre drager skal have tre forskellige ryttere.

Profetien blev udsagt, da den mystiske troldmand Pyat Pree kidnappede Daenerys’ drager tilbage i Qarth. Under sin redningsaktion i The House of the Undying ser Daenerys en række syner – blandt andet af sin afdøde bror, Rhaegar, der udsiger profetien om, at dragen har tre hoveder.

Det giver god mening, at Daenerys’ skulle gøres følge – Targaryen-seglet er trods alt en trehovedet drage, mens Aegon Targaryen i fordums tid erobrede Westeros med sine to søstre, som også sadlede de ildspyende bæster.

Efter Drogons styrkepræstation i ’The Spoils of War’, er der ingen tvivl om, at magtfordelingen i Westeros beror på, hvem der kan tøjle dragerne. Vægtskålen kan nemt tippe over til anden side, hvis Daenerys og Drogon skulle møde modstand fra en fjendtligsindet dragerytter.

Her er fem bud på Daenerys’ mulige med- eller modryttere – fra tre sandsynlige til to sandsynligvis usandsynlige (men usandsynligt sjovt, hvis det bliver sandt).

Jon Snow er indtil videre den mest oplagte dragerytter.

Jon Snow – Targaryen med dragetække

At Jon Snow er Rhaegar Targaryen og Lyanna Starks (tilmed ægte) afkom, er efterhånden den dårligst bevarede hemmelighed i hele Westeros. Hvorfor altseende Bran ikke snart får prikket hul på boblen og kommunikeret budskabet videre til samtlige af seriens helte, står stadig hen i det uvisse. Måske det skyldes den store konflikt, afsløringen kunne afstedkomme mellem Daenerys og Jon?

Jon med efternavnet Targaryen ændrer ikke bare på Daenerys’ ret til tronen, det fodrer også en lang række ivrige fanteorier om, at Nordens brave konge sandsynligvis vil gøre Daenerys selskab i de højere luftlag som enten Viserion eller Rhaegals rytter.

Denne teori blev bestyrket i det nyeste afsnit, hvor han fik lov til at røre den mægtige Drogon og tydeligvis havde en særlig forbindelse til den. Det tolkede mange som et tegn på Daenerys’ og Jons spirende kærlighed, der givetvis inkluderer velvilje fra hendes drager.

Men lige så sandsynligt er det, at Drogon kan fornemme Jon Snows Targaryen-blod. Hvis man følger tankegangen om Daenerys som dragernes moder, så er dragerne altså også beslægtede med Jon Targaryen, der er Danys nevø.

Alle de mange afsløringer om Jon Snows ophav, gør ham unægteligt til den stærkeste kandidat, men om Daenerys vil dele forældremyndigheden med sin vinterflirt er stadig tvivlsomt. Det sker næppe, før han bøjer knæet og får hende overbevist 100 procent om truslen mod nord.

Er Tyrion Lannister i virkeligheden også Targaryen?

Tyrion Lannister – æhm, Targaryen med dragetække??

Foruden Jon er Tyrion Lannister den eneste udenforstående, der er sluppet levende fra berøring med en af Daenerys’ drager. I sæson seks stirrede han de frygtindgydende bæster i øjnene, da han frigjorde dem fra deres lænker i fangekælderen i Meereen, hvor Daenerys holdt dem indespærret gennem to sæsoner.

Her fortæller Tyrion dragerne, hvordan han som barn altid havde ønsket sig en drage. Om end det næppe er et stærkt bevis, viser det Tyrions tidlige besættelse af væsenerne – han græd sig selv i søvn, da han hørte, at dragerne var uddøde.

Og måske denne besættelse skyldes et decideret blodsbånd?

Hans far, Tywin, påmindede ham konstant om, at han ikke var en rigtig Lannister – noget de fleste bare tolkede som Tywins uvilje mod sønnens deformitet og usømmelige hang til druk og hor. Men kunne Tywins ord have dybere rødder?

Nu hvor R+L=J-teorien er blevet bekræftet, er den mest populære fanteori, at Tyrion er Aerys ’The Mad King’ Targaryens uægte søn.

Den utilregnelige konge skulle efter sigende have været meget betaget af Tywins hustru, Joanna. I bøgerne beskrives det, hvordan Aerys højlydt erklærer, at det er en skam, at kongens ret til den første nat er blevet afskaffet, mens han er gæst ved Tywin og Joannas bryllup.

Teorien går således på, at Aerys skulle have forført eller voldtaget Joanna og gjort hende gravid med Tyrion, hvilket også forklarer, hvorfor Tyrion i bøgerne har nærmest sølvfarvet hår modsat sine søskendes gyldne lokker. Det er dog langt fra entydige beviser.

Skulle teorien vise sig at være sand, vil det for det første tage en stor del af brodden fra Tyrions fadermord, mens det også kan blive lidt af en kliche, hvis alle seriens hovedkarakterer skal ride på en drage og være i familie sammen.

Bran Stark er blevet lovet at flyve, men bliver det på en drage?

Bran Stark – Westeros virtual reality-mester

Lige inden Bran tog en sæsons pause fra skærmen, kiggede The Three-eyed Raven ham dybt i øjnene i sæson fires finale og sagde: »You will never walk again, but you will fly«.

Hvad betyder så det? Det kunne vel betyde, at Bran vil indtage drageryggen gennem sine tanker. Der er ingen tvivl om, at Brans kræfter bliver stærkere og stærkere for hvert afsnit. Vi har tidligere set ham kontrollere Hodors krop i origin-afsnittet ’The Door’, og senest så vi ham kontrollere en flok ravne nord for muren, da han spionerede på den kolossale hær af White Walkers.

Men var det bare den slags småfugle, som hans læremester i sin tid henviste til, eller havde han noget større i tankerne?

Man kunne sagtens forestille sig, at der kommer et tidspunkt, hvor en menneskestyret drage kan blive et vigtigt redskab. Lige nu virker det nemlig ikke, som om Daenerys er i fuld kontrol over sine drager. I sæson fem bryder Drogon løs fra sine lænker i Meereen og forsvinder fra Daenerys’ side i flere uger, mens Viserion og Rhaegal snapper ud efter dronningen under deres fangeskab i den tidligere slavehovedstad.

Det eneste ’men’ i denne sammenhæng er, at Bran, modsat Jon og muligvis Tyrion, ikke deler blodsforbindelsen. Men det burde vel ikke være til hinder for, at Westeros’ mest magtfulde troldmand med tiden kan lære at styre en drage?

Endnu mere sandsynligt er det dog, at den forhenværende Three-eyed Raven talte billedligt og blot beskrev rollen som Three-eyed Raven, der allerede har sendt Bran flyvende gennem fortid, nutid og fremtid på fugleryg.

Gendry har muligvis Targaryen-blod i årerne.

Gendry – muligheden for et vildt comeback

Det ville nok kræve lidt af et mirakel, hvis Gendry efter fire sæsoner offscreen skal flyve side om side med Daenerys. Ikke desto mindre er teorien allerede begyndt at sprede sig, og efter alt at dømme virker den unge våbensmed da også værdig til en større rolle i seriens resterende levetid.

Genry er som bekendt Robert Baratheons bastard, og kigger man nærmere på Baratheon-stamtræet, så vil man se, at Gendrys tipoldemor var Rhaella Targaryen, der var gift med Lord Ormond Baratheon af Storm’s End. Der er således en lillebitte smule Targaryen-blod i Gendry, så muligheden for et blodsbånd med dragerne er altså til stede.

At Gendry kan blive en vigtig brik i serien giver god mening, men at det bliver som Dragonglass-smed virker klart mest sandsynligt. Tilmed er der nogle, der mener, at hans comeback i serien bliver ganske kortvarigt.

The Night King som dragerytter ville være sprængfarlig.

The Night King – på en udød drage?

Overvej det lige. The Night King på drageryg ville få alle De Syv Kongeriger til at danne fællesfront mod The Army of the Dead, og så ville kimen altså være lagt for et brag af en afsluttende sæson.

Umiddelbart lugter det langt væk af en 13-årig drengs våde fantasy-drøm, men ikke desto mindre kunne det være et twist af dimensioner, hvis snekongen får ’vendt’ en drage. Vi har tidligere set, hvordan en afdød kæmpe blev til en White Walker, så det er altså ikke kun døde mennesker, der tilslutter sig den stadigt voksende hær.

Det kræver selvfølgelig, at Daenerys (eller en af de andre mulige ryttere) sender sin drage nord for muren, og den fantasi er trods alt stadig uden for rækkevidde. Indtil videre har Daenerys sendt tæskeholdet bestående af Jon, Tormund, Gendry, The Hound, Jorah og Dondarrion i forvejen, men at dømme ud fra næste episodes teaser kunne de godt få brug for en ildspyende backup.

Læs også: ’Game of Thrones’ sæson 7 afsnit 5: »Jeg fik kuldegysninger, da tæskeholdet begav sig mod nord«

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af