De bedste film i første halvdel af 2018 – top 10-1

De bedste film i første halvdel af 2018 – top 10-1
'Call Me By Your Name'
Årets seks første måneder har været rig på store biografoplevelser, men der er også blevet plads til flere originalfilm fra streamingtjenesterne i vores kåring af de ypperligste.

10. ’Foxtrot’

Samuel Maoz’ israelske krigsdrama er halvårets mest uforudsigelige film. Opdelt i tre akter byder ’Foxtrot’ på det ene twist efter det andet, og som publikum aner man aldrig, hvilken retning historien styrer hen mod.

Det starter ellers ligetil, om end hårdt. Forældreparret Michael og Daphna (Lior Ashkenazi og Sarah Adler) får den knusende nyhed om, at sønnen Jonathan (Yonaton Shiroy) er død i militærtjeneste, og de overmandes af en lammende sorg. Daphna bedøver sig med beroligende piller, mens Michael overbringer nyheden til familien og sørger for begravelsens praktikaliteter.

Men lige da man tror, at man har regnet filmens forløb ud, bliver man taget på sengen. Maoz krydrer rutsjebaneturen med en stilistisk legesyge, der både afføder svimlende kamerature og aparte indslag af musik, dans og animation.

Anmeldelse af ’Foxtrot’


9. ’Annihilation’

Det var noget nær skandaløst, at ’Ex Machina’-instruktør Alex Garlands visuelt spektakulære sci-fi-horror ’Annihilation’ ikke fik biografpremiere, men i det mindste kunne vi trøste os med, at Netflix reddede værket fra distributionslimbo.

Filmen følger Natalie Portmans militærbiolog Lena og ekspeditionskolleger Tessa Thompson, Jennifer Jason Leigh, Tuva Novotny og Gina Rodriguez ind i The Shimmer – en mystisk, voksende karantænezone, der pludselig vokser frem i USA efter et meteornedslag. Lenas mand (Oscar Isaac) er tidligere kommet ud af The Shimmer i omtåget tilstand, og Lena forsøger nu at komme til bunds i fænomenets opstandelse, mens tid, sted og naturlove synes at gå i opløsning for øjnene af gruppen.

Hvor ’Ex Machina’ udforskede det moderne menneskes etiske forhold til og potentielle sammensmeltning med teknologien, var ’Annihilation’ et psykedelisk uhyggeligt Adam og Eva-mareridt om menneskets dårskab over for naturens evolution, der ikke lader sig indskrænke. Det kvindedrevne hovedcast strålede om kap med The Shimmer i filmen, der viste sig som en tankevækkende og højaktuel genrenyklassiker med et øko-twist.

Anmeldelse af ’Annihilation


8. ’Hereditary’

De sidste 10 minutters forløsning var muligvis en smule undervældende i forhold til, hvad gik forud, men indtil da var Ari Asters debut en virtuost veludført horroroplevelse, der transcenderer genren uden at forråde den.

Man er konstant på gyngende grund i fortællingen om Annie, der sørger over sin tilsyneladende skrækkelige mors død, da endnu en tragedie rammer familien, som også består af Annies rolige – grænsende til det vattede – mand og to teenagebørn. En tredjedel inde i filmen tager historien en fuldkommen uventet og brutal drejning, og Aster får os til at tvivle til det sidste: Er det Annies mentale sammenbrud, vi overværer, eller er dæmonerne lige så konkrete, som de miniatureværker, hun skaber i et brillant visuelt motiv, der fra det gudesmukke og gådefulde åbningsbillede placerer tilskueren i Asters dukketeater, så man umuligt kan undslippe, før rulleteksterne kommer til undsætning.

Først og fremmest er ’Hereditary’ en filmisk pragtpræstation, konstant knugende og creepy på lydsiden og med så sikker sceneopbygning, at man skulle tro, at ari Aster havde lavet film i årtier. Det blot 31-årige talent har en stor fremtid for sig.

7. ’Lady Bird’

»Det komplekse had-kærlighedsforhold mellem mor og datter er sjældent skildret mere rammende og nuanceret end i Greta Gerwig mesterlige soloinstruktørdebut om en ung viljestærk kvindes frigørelse«.

Sådan skrev vores anmelder om instruktør og manuskriptforfatter Greta Gerwigs Oscar-nominerede ’Lady Bird’ og gav fem stjerner til en af halvårets største små film, der som coming of age-beslægtede ’Call Me By Your Name’ og ’The Florida Project’ skinnede et smukt lys over Hollywoods unge fremadstormende generation af stortalenter. Ligesom den konfronterede samfundets bedagede forventninger til ’pæne piger’ i en tid med pressende fokus på kvindelig frigørelse fra traditionelle kønsrollemønstre på og uden for lærredet.

’Lady Bird’ sitrede af veloplagte dialoger om den akavede teenagetid og sociale forventningspres, der får røgen til at stå ud af ørerne på vor temperamentsfulde hovedperson, hvis navlebeskuende narcissisme ekkoede Gerwigs tidligere kvindelige karakterer i ’Frances Ha’ og ’Mistress of America’: Unge vilde, der på en gang er alt for meget, og samtidig vidunderligt uapologetiske antiheltinder.

Anmeldelse af ’Lady Bird’

(Foto: Agnete Brun)

Annonce

6. ’Utøya 22. juli’

På afstand bliver selv de mest forfærdelige begivenheder til abstrakte, uvirkelige hændelser i historiebøgerne og erindringen hos den generation, der er ved at stille træskoene, og netop derfor tjener Erik Poppes film om Anders Behring Breiviks massakre på den norske ø Utøya i 2011 en vigtig funktion.

Filmen er optaget i ét take og udspiller sig i samme tidsrum, som de sagesløse unge kæmpede for overlevelse, mens morderen skød vildt omkring sig i mere end en time. Den er ikke blot en teknisk kraftpræstation, men det tætteste, vi kommer på at forstå, hvad der egentlig foregik den skæbnesvangre dag – hvad det betød at gennemleve uhyrlighederne, og hvordan den slags gerninger aldrig kan forsvares, uanset hvilken ideologi der ligger til grund.

Poppes kontroversielle bedrift er et levende mareridt, dybt intens og foruroligende og med pli nok til, at gerningsmanden kun er en perifer skikkelse i baggrunden. ’Utøya 22. juli’ hjælper os med aldrig at glemme.

Anmeldelse af ’Utøya 22. juli’


5. ’120 slag i minuttet’

Det kan synes uforeneligt at kombinere poetisk æstetisering af sex, dans og død med fransk snakkefilm a la ’Klassen’, hvor unge aktivister debatterer og diskuterer, så man får troen tilbage på den demokratiske samtale.

Men det er netop, hvad Robin Campillo, der skrev manuskriptet til netop ’Klassen’, lykkes med i den franske aids-film ’120 dage i minuttet’ – og det, der adskiller filmen fra mange andre historier om den ubønhørlige sygdom, der fik fatale følger i 80’ernes homomiljøer.

Udgangspunktet er aktivistgruppen Act Up, der i 90’ernes Paris kæmper for at få medicinalindustrien til at engagere sig i kampen for at stoppe aids-epidemien. Det starter som et kollektivt portræt af en gruppe spraglede, egangerede og meget forskellige unge, før filmen zoomer ind på den militante Sean og den nye, mere forsigtige Nathan, der forelsker sig. Uden at tabe blikket for helheden får vi en sjældent intim fremstilling af et forhold, hvor lykkerus og destruktion går hånd i hånd. Det kulminerer i nogle af de mest ærlige fremstillinger af sex og død, som nogensinde er blevet vist på et filmlærred.

Anmeldelse af ’120 slag i minuttet’


4. ’Phantom Thread’

Daniel Day-Lewis sidste sting før pensionen placerede sig blandt skuespillerens bedste, og vores anmelder tildelte begejstret Paul Thomas Andersons ’Phantom Thread’ fem stjerner:

»En blændende flot og nær fejlfri film, der i al sin stilfærdighed og udsøgte billedtableauer fænger som en thriller, mens man sidder åndeløs i sædet og ønsker, at oplevelsen aldrig ender. Jeg kan ganske enkelt ikke mindes, hvornår jeg sidst har haft en lignende følelse i biografen«.

I filmen styrer couture-designeren Reynolds Woodcock (Day-Lewis) sit højt estimerede modehus med snorlige disciplin i 1950’ernes London. House of Woodcock – inspireret af Cristóbal Balenciaga – er et mikrokosmos af udsøgt smag, hvor Reynolds og søsteren Cyrils (sublime Lesley Manville) ord er lov. Hvorfor ankomsten af Reynolds’ egenrådige muse Alma (Vicky Krieps) skaber forstyrrende ringe på overfladen.

Filmiske beretninger om mænd og muser er en samfundssatirisk tendens i tiden, men ’Phantom Thread’ gav Darren Aranofskys tematiske beslægtede, selvfede ’Mother!’ overlegent baghjul, idet Anderson skyede højdramatik og rituel offergørelse af kvinden til fordel for et knivskarpt psykologisk portræt af tre mennesker, der kannibaliserer på hinandens affektioner.

Instruktøren tippede på hatten til Alfred Hitchcocks ’Rebecca’ og navngav sågar sine hovedpersoner efter suspense-mesteren og dennes hustru. ’Phantom Thread’ hyldede Hitchcocks forkærlighed for sorthumoristisk katarsis, men der var overraskende giftigt pep i Krieps tvetydige Alma, der vendte magtrelationerne på hovedet. Et tidløst mesterværk om vores kønspolitiske samtid.

Anmeldelse af ’Phantom Thread’


3. ’Call Me By Your Name’

Luca Guadagninos sanseligt berusende filmatisering af André Acimans roman ’Call Me By Your Name’ gjorde ikke blot hovedrolleindehaver Timothée Chalamet til Hollywoods mest ombejlede unge mand, men gav os også halvårets smukkeste kærlighedshistorie. Tilsat en saftig smag af solmoden fersken og forførende sang af Sufjan Stevens.

Den 17-årige wünderkind Elio (Chalamet) forelsker sig hovedkulds i sin professorfars syv år ældre, renæssance-lækre researchassistent Oliver (Armie Hammer i et karrierehøjdepunkt) under et par hede måneder i familiens sommerresidens i Norditalien, og Guadagnino orkestrerede de to unge mænds tiltrækning med en nænsom, sulten sensibilitet, der efterlod en åndeløs og med sommerfugle flaksende ud brystet i biografsalen, ramt af 120 procent ægte kærlighed.

»’Call Me By Your Name’ stiller akademisk viden og ’viden, der er værd at vide’ – viden om kærlighed – over for hinanden i én af filmens mest uforglemmelige scener, hvor Elio og Oliver bogstaveligt talt kredser rundt om hinanden (og en statue)«, skrev vores anmelder i sin femstjernede hyldest.

Filmen blev mødt med en vis kritik for udeladelsen af bogforlæggets mere eksplicitte sexscener af de publikummer, der så det som en forpasset chance for at normalisere homosex på lærredet, men selvom anken udsprang af velmenende symbolpolitik, kunne den ikke abstraherede fra det faktum, at ‘Call Me By Your Name’ immervæk osede af uimodståelig erotik – med et bittersødt svirp med halen og håb for en mulig fortsættelse.

Anmeldelse af ‘Call Me By Your Name’

2. ’The Florida Project’

Det er som regel solidarisk gråt og trist, når verdens fattigste portrætteres på film, men med ’The Florida Project’ har Sean Baker skabt en underklassefilm, der er farverig, energisk og boblende af vitalitet. Uden at det vel at mærke bliver svulstigt romantiserende.

I centrum er den sprudlende, frække og driftige pige Moonee, der sammen med sine to bedstevenner huserer på det motel, hvor hendes mor lever fra hånden til munden som en af USA’s oversete hjemløse, der nok har (midlertidigt) tag over hovedet, men stadig ingen sikkerhed eller reelle fremtidsudsigter. I rollerne ses en god blanding af amatører (Bria Vinaite, der spiller moren, blev fundet via Instagram) og ultrapros som Willem Dafoe (i en sjældent straight rolle som beskyttende motelbestyrer), og alle som én spiller med så stor naturlighed, at filmens forankring i en socialkritisk realisme overbeviser trods de eventyrlige undertoner.

For Monee er det pangfarvede motel The Magic Castle nemlig netop det, som navnet giver løfter om: Et magisk sted til barndommens fantasiprægede udfoldelse, og Bakers impressionistiske sans for børnenes hverdag på godt og ondt er uovertruffen. Vi ser verden gennem deres øjne, samtidig med at vi undervejs også forstår, hvor meget der er på spil for dem og deres forældre.

»En af de mest troværdige, gribende og magiske skildringer af barndom og fattigdom nogensinde«, skrev vores anmelder og tilføjede:

»Det er ren filmmagi«.

1. ’Loveless’

Allerede på Cannes-festivalen i maj sidste år beskrev vi, hvordan ’Loveless’ tager pusten fra én med en scene blot 10 minutter inde i filmen. Det kolde og kyniske ægtepar Boris og Zhenya, der snart skal skilles, skændes, så ruderne dirrer, og de gør det med al tydelighed klart, at ingen af dem vil have deres 12-årige søn Alyosha, som man i et kort, men helt uafrysteligt øjeblik ser stående bag badeværelsesdøren, hvor han har overhørt hele samtalen.

Også resten af filmen er dog mesterlig. Vi befinder os i et både bogstaveligt og metaforisk koldt Moskva, hvor de nyrige lever i distancerede glasbygninger og gemmer sig bag deres skærme, mens al medmenneskelighed er fortrængt i en svunden æra. Men uanset hvor usympatiske, hvor forfærdelige Boris og Zhenya er, føler man alligevel til sidst med dem, mens de forsøger at finde deres søn, som pludselig en dag forsvinder. I et moralsk og statsligt korrumperet samfund er der ingen hjælp at hente fra officielt hold, men trods de dystre udsigter skildrer filmen også en form for håb i den kærlighed, der langsomt blotter sig bag forældrenes uempatiske facader.

Instruktøren bag, Andrej Zviagintsev, er en sand mester, og med ’Loveless’ har han skabt et uforglemmeligt værk, der er hjerteknusende som et melodrama, spændende som en thriller.

Anmeldelse af ’Loveless’

Læs også: De bedste film i første halvdel af 2018 – top 15-11