Spoileradvarsel: Denne artikel afslører centrale dele af handlingen for både biografaktuelle ’Fantastic Beasts: The Crimes of Grindelwald’, teaterstykket ’Harry Potter and the Cursed Child’ samt den originale ’Harry Potter’-serie.
Lige siden J.K. Rowling satte det sidste punktum i syvbindseventyret om Harry Potter, har hun ikke kunnet lade troldmandsverdenen være i fred.
I erkendelse af, at hun alligevel aldrig ville kunne uddrive succesens spøgelse, har hun omfavnet tilnavnet som ’Harry Potters moder’ og så godt som helliget sit professionelle virke til at udforske universet yderligere i vidt forskellige værker og medier.
Selvom enkelte tilføjelser – såsom Hermiones hudfarve i teaterstykket ‘Harry Potter and the Cursed Child’ – har været særdeles omtvistede, så har disse faktuelle knopskydninger grundlæggende været til behag for de ualmindeligt hengivne Harry Potter-disciple.
Men med ’Fantastic Beasts: The Crimes of Grindelwald’ – opfølgeren til forrige års ‘Fantastic Beasts and Where to Find Them’ og film nummer to ud af hele fem i den stort anlagte spinoff-serie – har J.K. Rowling, der selv har skrevet filmen, tilsyneladende nået et skæbnesvangert punkt. Hun er nu ikke længere i færd med at udvide sit tidligere så tryllebindende troldmandsunivers. Hun er i færd med at udvande det.
Ikke blot er ’The Crimes of Grindelwald’ en i bedste fald middelmådig film, der tynges af alt for mange og alt for kedelige karakterer samt en forplumret historie. Den er også så fyldt med plothuller, at den truer med at falde sammen som en soufflé.
Den tredje bror
Lad os starte med slutningen, hvor Voldemorts betaversion Gellert Grindelwald omsider fortæller den meget humørsyge teenager Credence Barebone om hans ophav. Credence er – trommehvirvel – selveste Albus Dumbledores bror, den hidtil ukendte Aurelius.
Det er som sådan en effektiv cliffhanger og et overraskende twist, der føjer et lag til fortællingen om Harry Potter-universets mest fascinerende karakter. Men det er også – hvis vi antager, at Grindelwald fortæller sandheden – i direkte modstrid med, hvad vi ved om Dumbledores familiære forhold.
Ifølge hjemmesiden Pottermore.com (som ifølge Rowling selv bør betragtes som kanon) er Albus Dumbledore født i 1881. Fra den syvende og sidste bog, ’Harry Potter og Dødsregalierne’, ved vi desuden, at hans far Percival blev fængslet i Azkaban i 1891 og aldrig siden slap fri, og at hans mor Kendra døde i 1899. Credence Barebone var ifølge skuespiller Ezra Miller 18 år i den første ’Fantastic Beasts’-film, der foregik i 1926 (toeren finder sted et år senere). Altså er han født omkring 1908 og kan dermed ikke være Dumbledores bror, hverken halvt eller helt.
Det er muligt, at Rowling kan spartle dette tilsyneladende plothul ud, så det ikke længere ligner en fejl. Sikkert er det imidlertid, at det ikke var noget, hun havde planlagt fra begyndelsen, eftersom eksistensen af en tredje Dumbledore-bror aldrig er blevet så meget som antydet, til trods for at den nyfigne journalist Rita Skeeter har gravet dybt efter smuds i Dumbledores fortid.
Misforstået fanservice
’The Crimes of Grindelwald’ er fyldt med denne form for retcon, som det kaldes. Der findes ingen dækkende dansk oversættelse for dette udtryk, der er en sammentrækning af retroactive continuity. Betegnelsen bruges, når en forfatter fifler med den kanon, der er blevet etableret i tidligere værker, og dermed skaber inkongruens i kontinuiteten. Historieforfalskning med andre ord.
Det mest åbenlyse (og omdiskuterede) eksempel herpå i ’The Crimes of Grindelwald’ er nok Minerva McGonagalls korte cameo. Den strenge, men retfærdige professor dukker kortvarigt op i en scene på Hogwarts, hvor Dumbledore refererer til hende som »professor McGonagall« – og igen i et flashback, der finder sted flere år forinden.
At det er den McGonagall, og ikke eksempelvis en mor eller bedstemor, er der ingen tvivl om, eftersom karakteren i rulleteksterne er krediteret ved sit fulde navn, Minerva McGonagall. Minerva McGonagalls mor hed Isobel, og selvom Minerva var opkaldt efter sin mors bedstemor, så stammede McGonagall-navnet fra (muggler)-farens side. Der er altså ingen vej udenom: Det er vores Minerva McGonagall, som er fuldvoksen professor på Hogwarts i 1927 (og tidligere endnu). Det giver ingen mening.
I ’Harry Potter og Fønixordenen’ fortæller McGonagall, at hun har arbejdet på Hogwarts i 39 år. Bogen foregår i 1995, hvilket vil sige, at hun blev ansat i 1956 – 29 år efter at ’Grindelwalds forbrydelser’ finder sted. Hertil kommer, at hun ifølge Pottermore er født i 1935. Eller rettere: Det fremgik i hvert fald (ifølge flere Twitter-brugere) tidligere på hendes profilside, men oplysningen er på mystisk vis forsvundet i løbet af de seneste dage. Der er enten tale om en ærgerlig forglemmelse fra Rowlings side eller et misforstået forsøg på fan service. Misforstået, fordi det netop er de passionerede fans, der bliver pikerede af den slags fejl.
Forvirrende blodpagt
Når Rowling tidligere er blevet konfronteret med, hvad der immervæk lugter af sjuskede forseelser, har hun altid afvist anklagerne. Da hun erklærede, at Dumbledore var homoseksuel, sagde hun, at hun altid havde set ham som sådan, til trods for at man virkelig skal ville se det for at finde den mindste hentydning hertil i bøgerne.
Og da hun blev beskyldt for identitetspolitisk leflen, fordi hun forsvarede castingen af en sort Hermione i teaterstykket ’Harry Potter and the Cursed Child’, påpegede hun, at hun aldrig havde specificeret Hermiones hudfarve, til trods for at det i bøgerne beskrives, at Hermione rødmer »purpurrødt« og bliver »brun« i solen.
’The Crimes of Grindelwald’ rummer for mange uoverensstemmelser til, at de kan bortforklares. Pludselig udvisker forglemmelsesforbandelsen obliviate kun triste minder. Betyder det, at Hermiones forældre ingen glade minder havde om deres datter, siden hun var i stand til at slette deres hukommelse i ’The Deathly Hallows’?
Pludselig viser drømmespejlet ikke Dumbledores dybeste ønske, men derimod et minde. Pludselig har vi en såkaldt blodpagt, der virker identisk med den ubrydelige ed – med den belejlige forskel, at blodpagten tilsyneladende kan brydes (så hvorfor skulle nogen nogensinde bruge dén frem for den anden?).
Blodpagten – en ikke-angrebspagt mellem Dumbledore og Grindelwald – hænger heller ikke sammen, for vi ved, at de to duellerede i Godric’s Hollow i 1899, og at Dumbledores søster Ariana ved denne lejlighed blev ramt og dræbt af en vildfaren forbandelse, hvilket forårsagede det endegyldige brud mellem Dumbledore og Grindelwald. Så hvornår skulle de have indgået denne pagt? Og hvad med Oldstaven, som også opfører sig anderledes end i bøgerne, idet den burde være Tina tro, efter at hun afvæbnede Grindelwald i etteren?
Ikke sur – skuffet
Sådan er der mange ting, der ikke helt stemmer. Det var der for så vidt også i ’Cursed Child’-teaterstykket, hvis tidsrejser trodsede samtlige de regler, der blev knæsat i ’The Prisoner of Azkaban’. Men trods dette så emmede stykket, når altså man oplevede det i West End i London, af den magi og barnlige fantasi, som gjorde bøgerne – og siden filmene – så tryllebindende.
Til sammenligning er ’The Crimes of Grindelwald’ en temmelig charmeforladt film, der hverken er særligt sjov, særligt spændende eller særligt eventyrlig. Og når den så tilmed behandler originalforlægget så lemfældigt, risikerer Rowling snart at støde selv sine største fans fra sig.
Jeg skulle i hvert fald hilse Harry Potters moder fra min hustru, der plejede at gå i skole i troldmandskappe og lystre navnet Hermione, og sige, at hun så i går, og hun er ikke bare sur, hun er skuffet. Og hvis Rowling kan skuffe hende, kan hun skuffe alle.