Hadet mod Scarlett Johansson

Hadet mod Scarlett Johansson
Scarlett Johansson.
Foto: Pascal Le Segretain/Getty Images
Scarlett Johansson er hastigt faldet fra Hollywoods tinder oven på den ene Twitter-gate efter den anden, foranlediget af kontroversielle rollevalg og støtte-udtalelser om mentoren Woody Allen. Hvad er op og ned i sagen?

Det er efterhånden mange fuldmåner siden Scarlett Johansson, som blev opdaget af selveste Robert Redford, var Hollywoods gyldne dronning-in-spe oven på kritikerroste roller først i gennembruddet ’The Horse Whisperer’, Sofia Coppolas sjælfulde nyklassiker ’Lost in Translation’, Woody Allen-krimien ’Match Point’ og periodedramaet ’The Girl With the Peal Earring’.

Johansson – hvis halvdanske aner ikke kunne fremhæves nok i hver en hjemlig omtale – var bannerfører for en ny generation af talentfulde Hollywood-kvinder, hvis rollevalg kontinuerligt gjorde op med kommercielle stereotyper, idet Johansson syntes lige så hjemme i svulstige kostumefilm a la ’The Other Boleyn Girl’, romcoms som ’He’s Just Not That Into You’, Marvel-superheltefranchises og sporadisk surrealistiske indiemesterværker som ’Under the Skin’ (slet og ret en af det 21. århundredes bedste film).

Der var fæle forbiere, jovist, som hører og bør sig for en ung skuespiller, der ivrigt genrehopper for både kommerciel og kunstnerisk vindings skyld: Luc Bessons hightech-thriller ’Lucy’ var et forvrøvlet, hundedyrt flop og tåreperseren ’We Bought a Zoo’ et forglemmeligt komma.

Men overordnet var Scarlett Johansson et navn og en dragende screen presence, der fik publikum og kritikere til at rette sig op i sæderne med visse forventninger til som minimum en inciterende skuespilpræstation uagtet materialets øvrige kvaliteter.

De tider er ikke længere. For på ganske få år er Johansson gået fra Hollywood-kongelighed til Twitter-prygelknabe oven på en række, som den gode Lars Løkke kanske ville formulere det, møgsager og uheldige (fordrejede?) udtalelser – senest om mentoren Woody Allen – der har landet skuespillerinden i samme kategori for udskældte kvindelige stjerner som kollegerne Lena Dunham og Anne Hathaway.

Sandheden er angiveligt speget, men lad os se nærmere på de centrale events, der har fået Twitter-domstolen til at svinge hammeren.

Pro-israelsk sodavand

Den første shitstorm rejste sig i 2014, da Johansson måtte trække sig som ambassadør for ngo-organisationen Oxfam efter at have medvirket i reklamer for SodaStream – et firma med hovedkvarter i Israel og en kontroversielt beliggende fabrik bygget på Vestbredden, som både FN og Røde Kors beskrev som i uoverensstemmelse med international lovgivning.

Johansson forsvarede sit valg om at skrive kontrakt med SodaStream, og i et interview med The Observer stillede hun spørgsmålstegn ved Oxfams egen position som selvstændig organisation og sagde:

»Jeg står ved min beslutning. Jeg kendte til fabrikken på forhånd. Og det virker stadig ikke som et problem for mig – i hvert fald ikke indtil nogen kommer med en gangbar løsning på, hvordan man kan lukke fabrikken uden at efterlade arbejderne i armod«.

Skuespilleren reklamerer for SodaStream.

Røster på de sociale medier murrede arrigt om Hollywood-elitens angiveligt karakteristisk pro-israelske standpunkter, men furoren syntes at ebbe ud under vægten af Johanssons voksende ’Avengers’-hype og de mange roser, skuespilleren modtog for ’Under the Skin’.

To år senere var fanden imidlertid løs i laksegade igen, da Johansson blev castet i hovedrollen som cyborgen Major Motoko Kusanaqi i ’Ghost In the Shell’, den meget imødesete filmatiseringen af den japanske kulttegneserie af samme navn. Kodeordet i den sætning: »Japanske«.

Det hvide spøgelse i maskinen

Whitewashing-anklagerne væltede ned over skuespilleren og filmens instruktør Rupert Sanders:

 

Rupert Sanders forsøgte at gøde vandene da han fortalte til The Standard, at han altid castede ud fra sin mavefornemmelse, og at Scarlett Johansson blev valgt, fordi hun, efter Sanders mening, er sin generations største kvindelige skuespiller.

Johansson selv udtalte til Marie Claire:

»Jeg ville aldrig lade, som om jeg spillede en person af en anden race. Diversitet er vigtigt i Hollywood, og jeg ville aldrig spille en rolle, jeg følte var stødende«.

‘Ghost in the Shell’.

Til Collider uddybede hun:

»Jeg tror, at når du har en karakter, der er så elsket, vil folk altid have en masse holdninger til karakteren, som de elsker, er opvokset med, inspireret af og så videre. Jeg forsøger at skabe en ny start og følge mine instinkter for karakteren, og jeg håber at kunne give denne karakter den integritet, som folk forventer«.

Instruktøren bag tegnefilmen fra 1995, Mamoru Oshii, slog fast, at han bakkede op om valget af Johansson, men lige meget hjalp det på fordømmelserne, der hastigt identificerede øvrige eksempler på Hollywoods omfangsgribende hang til at caste hvide skuespillere i farvede roller i superhelteproduktionerne ’Dr. Strange’ (hvor Tilda Swinton spillede en asiatisk karakter) og Netflix-serien ’Iron Fist’, der forvandlede forlæggets asiatisk-amerikanske hovedrolle til en kaukasisk mand.

Transkønnet skandale

Debatten skulle vise sig at være karakteristisk for, hvordan Johanssons rollevalg og interviewcitater tillægges stadigt større politisk signifikans og skuespillerens ’tonedøvhed’ i medierne skurke’ficeres til Mel Gibson’ske skandaleproportioner i lyset af aktuelle samfundssociale problematikker, køns- og racerepræsentation i filmland såvel som opgøret med krænkelseskulturen i kølvandet på #MeToo.

Således degraderede Twitter endegyldigt Johansson til et skrækeksempel-meme på blindt straight white privilege, da hun sidste år takkede ja til rollen som transmand i filmen ’Rub & Tug’ – instrueret af Rupert Sanders! – om virkelighedens transseksuelle Dante ’Tex’ Gill; en kvinde, der succesfuldt drev en mindre prostitutionsring som massagebikse i 70’ernes Pittsburgh.

Johanssons pr-repræsentant var hurtigt ude med et statement fra sin klient, der bedst kunne beskrives som lettere hovent, værst som ignorant omkring den historiske stigmatisering af transskuespillere såvel som måden, hvorpå cisskuespilleres portrætter af transkarakterer underbevidst nærer en støvet, usagt konsensus i visse kredse af, at transpersoner essentielt er noget, man ’leger’ – en personlighed, der tages af og på så nemt som et jakkesæt eller et korset fra kostumeafdelingen.

»Fortæl dem (kritikerne, red.), at de kan blive henvist til Jeffrey Tambor, Jared Leto og Felicity Huffmans repræsentanter for kommentarer«, lød Johanssons officielle pressekommentar med henvisning til tre andre cisskuespillere, der tidligere har høstet stor anerkendelse for skildring af transkønnede: Jeffrey Tambor i ’Transparent’ (som han vandt en Emmy for), Jared Leto i ’Dallas Buyer’s Club (der inkasserede ham en Oscar) og Felicity Huffman i ’Transamerica’ (der scorede hende en Oscar-nominering).

Reaktionen på de sociale medier var ikke overraskende lige dele forarget og opgivende:

 

Johansson lyttede. Og trak sig fra rollen med en uforbeholden undskyldning for at have stødt LGBTQ-miljøet med ord og handlinger:

»I lyset af nye etiske spørgsmål, der er blevet rejst i forbindelse med min casting som Dante ‘Tex’ Gill’, har jeg respektfuldt besluttet at trække min deltagelse fra projektet. Vores kulturelle forståelse af transkønnede bliver hele tiden større, og jeg har lært meget fra miljøet, siden jeg gav min første udtalelse«, fortalte stjernen til Out Magazine.

»Jeg nærer stor beundring og kærlighed til transsamfundet, og jeg er taknemmelig for, at samtalen om inklusion i Hollywood fortsætter. I følge GLAAD (LGBTQ-forbund, red.) er antallet af LGBTQ+-karakterer faldet med 40 procent i 2017 fra det foregående år – uden repræsentation af transkønnede karakterer i nogen af de store studiefilm.

Jeg er taknemmelig for, at denne casting-debat, selvom den er kontroversiel, har sat gang i en større samtale om diversitet og repræsentation i film. Jeg mener, at alle kunstnere bør tages i betragtning ligeligt og fair. Mit produktionsselskab These Pictures søger aktivt projekter, der både underholder og skubber grænser. Vi ser frem til at samarbejde med alle samfund for at bringe de mest gribende og vigtige historier ud til publikummer over hele verden«, afsluttede Johansson.

Hollywoods LGBTQ-samfund roste efterfølgende Johansson for beslutningen, og GLAADs direktør Sarah Kate Ellis sagde:

»Scarlett Johanssons udtalelse, sammen med de transkønnede stemmer, der råbte op omkring denne film, er gamechangers for fremtidens transkønnede billeder i Hollywood«.

Woody-gate på vid gab

Meget tydede på, at Johanssons bodsgang havde udøvet vigtig damagecontrol og genoprettet en vis respekt, og på den nyligt overståede filmfestival i Venedig regnede roserne ned over skuespilleren for hendes præstation i Noah Baumbachs nye film ’Marriage Story’.

Men kritikken blussede op igen efter et interview med The Hollywood Reporter, hvor Johansson på ny forsvarer sin mentor Woody Allen, der i flere år er blevet beskyldt for have seksuelt misbrugt sin adoptivdatter Dylan Farrow (en sag, der to gange er blevet afvist af retten i USA, ligesom Allen er blevet undersøgt af FBI, der ikke har fundet bevis for anklagerne).

Med sin casting af Johansson i 00’er-filmene ’Match Point’, ’Scoop’ og ’Vicky Cristina Barcelona’ har instruktøren spillet en essentiel rolle i Johanssons karriere-crescendo, og de to er ifølge Johansson stadig venner:

»Jeg elsker Woody. Jeg tror på ham, og jeg ville arbejde med ham når som helst«, siger hun til The Hollywood Reporter. »Jeg ser Woody så ofte, jeg kan, og jeg har haft mange samtaler med ham om det. Jeg har været meget ligefrem med ham, og han er meget ligefrem med mig. Han fastholder sin uskyld, og jeg tror på ham«.

Woody Allen og Scarlett Johansson til promovering af ‘Match Point’ i 2005. (Foto: Franco Origlia/Getty Images)

Johanssons fastholdelse af Allens uskyld mødte solid modvind på de sociale medier, hvor mange var hurtige til at anklage skuespilleren for hykleri, idet hun selv har været en del af Time’s Up-bevægelsen fra dens begyndelse og ved flere forskellige lejligheder har været fortaler for bevægelsen i sin udtalte støtte af ofre for seksuel chikane og misbrug.

»På nuværende tidspunkt tror jeg, at den eneste identitet, Scarlett Johansson ikke har forsøgt at tilegne sig kulturelt, er en person med integritet«, skriver Human Rights Campaign-skribent Charlotte Clymer.

Clymer bakkes op af podcast-vært Jon Lovett, der opsummerer beskyldningerne mod Allen og påpeger, at Johansson må lide af en arrogant overbevisning om, at hun er lidt af en menneskekender, hvis hun kan forkaste disse.

 

Johanssons bingo-plade er fuld, men er hadet kammet over uden tanke for, at skuespilleren i den givne affære vel sådan set har lige så meget ret til at udtale sig om en mand, der ikke er dømt, som andre har til at skyde med skarpt efter ham…?

Hverken Johansson eller hendes kritikere har nogen beviser for Allens skyld/uskyld, og andre af instruktørens tidligere samarbejdspartnere – Alec Baldwin og Javier Bardem – har også tilkendegivet deres støtte uden at være havnet i halvt så rasende en shitstorm som den, Johansson igen er centrum for.

Hvorfor det også er nærliggende at tillægge sagen et vist kønsperspektiv: Burde Johansson generelt træde mere varsomt, eller er hun også offer for en misogynistisk samfundstendens, hvori ophidsede masser (læs i det, hvad du selv lyster) siden tidernes morgen med slet skjult schadenfreude har yndet at pille særligt unge, succesfulde kvinder – heriblandt også førnævnte Dunham og Hathaway – ned det øjeblik, de sætter en overprivilegeret hæl ’forkert’, om det så er i forhold til reelle holdninger, uapologetisk seksualitet eller tvivlsomme arbejdsbekendtskaber?

Klart; Johansson har mere end én gang travet i gummistøvler igennem violerne. Men hun er immervæk ingen Mel Gibson, der som bekendt er blevet taget til Oscar-nomineret-nåde efter sine racistiske og homofobiske udtalelser, spritkørsel, tilnærmelser mod en kvindelig betjent og, nå ja, et par tilfælde af hustruvold i 00’erne. Det ville være både forkert og faretruende udemokratisk at korsfæste Scarletts karriere og sende et signal om, at der også her – i skandaleland – gælder markant andre regler for Hollywood-kvinders moralske gøren og laden end for mænd med budskabet: Én gang en frygtelig kvinde, altid en frygtelig kvinde i Twitter-domstolens optik.

Speget? Også i den grad.

Læs også: Ventet nazikomedie deler de amerikanske anmeldere på midten

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold