Året ifølge Yung: »Vi håber på at læse færre nekrologer i 2017«

Året ifølge Yung: »Vi håber på at læse færre nekrologer i 2017«
Foto: Matias Gulvad Jørgensen

Artikelserie: En række af landets mest markante personligheder inden for musik, film, mode og tech fortæller i løbet af december om 2016 set gennem deres øjne.

I dag er turen kommet til Yung, der med stortalentet Mikkel Holm Silkjær i front kom langt udover landets grænser med det fænomenale rockalbum ‘A Youthful Dream’, som blev udgivet på amerikanske Fat Possum Records. Vi kårede pladen til årets fjerdebedste danske udgivelse.

Hvad vil I især huske 2016 for?
Frederik: »Vores 48 timer i Tokyo i november gjorde et kæmpe indtryk på mig«.

Mikkel: »Jeg har fået lov at rejse på tværs af kontinenter og lande med mit band, det vil jeg tænke tilbage på en dag. Lige nu husker jeg 2016 som året, hvor store dele af den vestlige verden rykkede et stort skridt nærmere den ydre højrefløj. Skræmmende«.

Hvilket nyt talent imponerede jer i løbet af året?
Frederik: »Spines fra København. De spiller stramt og interessant, men stadig overskudsagtigt, og de bliver bedre hver gang«.

Mikkel: »Ja, uden tvivl Spines. Fantastisk band. Bliver imponeret over dem, hver gang jeg ser dem live«.

Årets bedste rockalbum er…?
Frederik: »Converge ‘You Fail Me – Redux’. Jeg har ikke rigtig været helt oppe at ringe over nye plader i 2016 i forhold til i 2015, som var optur. Derfor vælger jeg ‘You Fail Me – Redux’ af Converge, som egentlig er en genudgivelse af en plade fra 2004. ‘You Fail Me’ er nemlig et af mine yndlingsalbum, og selv om jeg generelt ikke kan lide remixes af hårde album, så har bandets guitarist Kurt Ballou gjort et glimrende arbejde her. Genudgivelsen understreger albummets status som en moderne klassiker inden for aggressiv musik«.

Mikkel: »Spines ‘Lymph Nodes’. Hvis man godt kan lide rockmusik, synes jeg ærligt talt, at man bare skal se Spines live hurtigst muligt«.

Hvilken person håber I, vi hører mindre til i 2017?
Tobias: »Vi mødte en træls brite i Japan. Han blandede sig i det ene og det andet og var nær kommet i håndgemæng med både Emil og Frederik. Ham håber vi på aldrig at se igen. Derudover håber vi bare på at læse færre nekrologer i 2017«.

Hvilken live-oplevelse husker I særligt?
Frederik: »The Spits, Spray Paint og Video m.fl. på Beerland i Austin, Texas. Under SXSW tog Mikkel og jeg til koncert med en stak punkbands, vi har lyttet en del til, og selv om vi var ret smadrede efter at have spillet rock selv, havde vi det vildt over at være i USA og se nogle ordentlige bands. Royal Headache på Brudenell Social Club i Leeds. Deres sanger er en af de mest karismatiske, jeg har set, og han synger overdrevet godt live. Jeg havde kæmpe optur over deres første plade, som Tobias introducerede mig for, så jeg kendte en del af sangene ret godt, og da det eftersigende skulle være en af deres sidste tours, gjorde det det også lidt ekstra magisk«.

Hvornår var I mest ude og skide i 2016 (helst i overført betydning)?
Frederik: »I Krakow i februar, hvor promoteren introducerede os for en polsk, vodkarelateret tradition«.

Mikkel: »Ved Brighton Pier en sommernat i Juni«.

Mikkel Holm Silkjær udgav i fredags solo-ep’en ‘Holm’. I januar giver Yung tre danske koncerter.

Læs Yung-interview: »Jeg vil gerne eventyret«

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af