Action Bronson trives i sin drengerøvede nøddeskal på ’Blue Chips 7000’

Action Bronson trives i sin drengerøvede nøddeskal på ’Blue Chips 7000’
Action Bronson trives i sin drengerøvede nøddeskal på ’Blue Chips 7000’ - Blue Chips 7000
4 6
Action Bronson
'Blue Chips 7000'

Album, Warner

Action Bronson er et grotesk unikum i amerikansk hiphop. Han kan velsagtens beskrives som genrens kuleskøre onkel. Typen, der med et glimt i øjet kunne finde på at bestille 7000 nuggets i en snusket kyllingegesjæft for derefter at tæppebombe biksen med en perlerække af listige sportsreferencer, ingen rigtig har styr på, mens han som en fodnote forklarer, hvad dybstegte kyllingeklumper har at gøre med haute cuisine.

Et scenarie i dur med ovenstående kan meget vel have inspireret Bronsoliño til at døbe sit nye album ’Blue Chips 7000’. Det kan selvfølgelig også være, at den astronomiske titel, der følger i hælene på de mere beskedent (og logisk) navngivne ’Blue Chips’ og ’Blue Chips 2’, bare er resultatet af for mange delejoints under albummets undfangelse.

Sikkert er det dog, at ’Blue Chips 7000’ er Action Bronson i en drengerøvet nøddeskal. Som en slags hiphoppens Quentin Tarantino får hans selvironiske eventyrlyst og lyriske krumspring øjnene til at køre rundt i hele femøren som lottokugler. »You smoke little blunts like Kevin Hart’s arms / my bloodline predate aardvark and large shark / and cookin’ flesh off of charred bark«, lyder det for eksempel på åbneren ’Wolfpack’.

Både ’Wolfpack’ og ’The Chairman’s Intent’ er blaxploitation-agtige forlystelser, syrejazzen på ’My Right Lung’ og ’Bonzai’ lyder næsten som The Doors-inspirerede hiphopfabler, og ørkentrancen på ’Hot Pepper’ er en saltvandsindsprøjtning. Dunsten af støvet psykedelia klæder pladens totale udtryk, men ’Blue Chips 7000’ er ikke uden afbrydelser i det hæsblæsende joyride. For Bronsons uhøjtidelige letsindighed har med tiden udviklet sig til en småforsømmelig akilleshæl.

Annonce

Flere steder møder man ligegyldige intermezzoer, som på ’Chop Chop Chop’, hvor Bam Bam hostende demonstrerer lungernes hashkapacitet. Narrestregerne fortsætter på ’La Luna’, et ellers eminent track, hvis voluminøse funk kommer for sent i gear, fordi Bronson lige lader som om, at sangen opstår som freestyle over en telefonkøs overraskende fede ventemuzak. Ideen med at satirisere generiske telefon-skits er god, men tidsspildet falder lidt til jorden. Fire numre senere indledes ’Let It Rain’ med bollelyde. Og sådan fortsætter den hermetiske Bronson-hørm ellers.

Sandheden er dog, at den tætbyggede fantast stadig er Mr. Wonderful, så længe han holder de vittige absurditeter i lyrisk snor frem for at lade dem forpeste albummets lallende sekvensering.

Fornemmelsen for obskure popkulturreferencer, ekstravagance og knitrende retro-samples lever nemlig i bedste velgående på ’Blue Chips 7000’, der – ligesom Bronsons folkekære madshow ’Fuck, That’s Delicious’ – hersker i nichefeltet mellem finkulturel hedonisme og indforstået machofandango.

På den tilbagelænede ‘9-24-7000’ udslynger han henslængt ’Street Fighter’-referencer – »Sweep you off your feet / like Ryu in the corner« – og på den hallucinogene ’The Choreographer’ rapper han om parallelle Matrix-universer og kolossale sportskontrakter: »Damn, I should’ve took the blue pill, it’s too real / I sign for two for 22 mill / option for the third«.

Oven i hatten finder man den obligatoriske klaversag ’Tank’, der ikke overraskende agerer svingende backdrop til bevingede røverhistorier: »I’m on the plane to Russia with a hard dick and a tank top from Target«. Alt sammen klassisk Bronson, der sender fascinationen og lattermusklerne på overarbejde.

Om man så prøvede, kunne ’Blue Chips 7000’ ikke blive mere ærke-Bronson’sk. Faste hofproducere (Party Supplies, Alchemist, Harry Fraud) og partners in rhyme (Big Body Bes, Meyhem Lauren) rider vanen tro shotgun her, mens den gastronomikyndige virtuos fortsat serverer testosteronhørmende hiphopodysséer, der strutter af komisk sans. Der er altså intet nyt under solen. Men hvorfor skulle der også være det, når hele verden er Bronsons legeplads?


Kort fortalt:
Selv om ’Blue Chips 7000’s astronomiske navn potentielt henviser til et kvantespring fra Action Bronsons tidligere værker, er alt ved det gamle her. Han besidder stadig flair for grotesk billedsprog, obskure popkulturreferencer og udsøgt produktion af den retro-samplende slags. Til gengæld betyder det også, at den forvoksede drengerøv fortsat bakser med at begrænse sit absurde lal, der af og til får for meget spillerum.