»Sjældent stærk musikdokumentar« – se den rørende ’Amy’ på C More

Baby Bino er ikke for sjov: »Rappere har smurt tykt på siden tidernes morgen«

Baby Bino er ikke for sjov: »Rappere har smurt tykt på siden tidernes morgen«
Baby Bino.
Det tidligere Pizzagang-medlem Baby Bino er frontfigur for en ny, rowdy dansk hiphopgeneration. Men rapperen er samtidig træt af, at folk tror, det hele er en eller anden form for performance. Vi talte med ham i forbindelse med vores nye tema om unge danske rappere, der fornyer genren herhjemme.

Da Kidd i 2012 brød igennem med ’Kysset med Jamel’ troede mange, det var en joke. Faktisk endte det hele med, at rapperen selv sagde på landsdækkende tv, at Kidd-projektet ikke var alvor.

Det samme skete med Emil Stabil, der har fulgt det første kæmpehit ’Er det en fugl’ op med en række storstreamende singler – men stadig må forklare, at han altså ikke laver en slags performance. Han er Emil Stabil.

Og nu altså Baby Bino, som vi netop har kåret til en af de kunstnere, vi spår et stort 2018 i vores nye tema om unge danske rappere.

Baby Bino startede i Pizzagang og er nu en del af Rigforevigt-crewet, men frem for alt er han en ekstremt stærk soloartist. Men når han rapper om at være »blæst hver dag« og sluge Xanax i stribevis, så må det jo være en joke. Ikke?

Kampen om at blive taget alvorligt i Danmark kan være et ægte struggle, men i år kan blive året, hvor man kan være en excentrisk, original og farverig dansk rapper uden skulle klassificeres som performancekunstner.

For Baby Bino har noget, som rapperne før ham måske ikke har haft: En bevægelse omkring sig af rappere, producere, dj’s og videoinstruktører, der har samme æstetik og livssyn som ham selv.

Og alle ved, at så snart man ikke står alene, men er frontfigur for en bevægelse, så bliver man svær at ignorere. Vi mødte den unge rapper til en snak.

I Danmark er det tit som om de mest excentriske og farverige rappere bliver stemplet som ’for sjov rap’. Folk har tænkt, at rappere som Kidd og Emil Stabil nærmest var fiktive karakterer. Er Baby Bino en karakter, du spiller?
»Baby Bino er ikke en karakter. Kan du nævne et sted, hvor jeg overdriver?«

Hm… måske på ’Blæst hver dag’?
»Det skal selvfølgelig tages med et gran salt. Men til gengæld blev hele den ep lavet i en meget påvirket periode. Jeg kan for eksempel ikke huske, at jeg har optaget videoen til ’Blæst hver dag’«.

Sponsoreret indhold
En præst, en gangster og en kultleder går ind på et hotel
… og deres mørke, mystiske hemmeligheder smuldrer i den stjernespækkede thriller ‘Bad Times at the El Royale’. Find spilletider og billetter her.
Nordisk Film

What?
»Vi aftalte at skyde videoen meget kort inden, det skulle gøres. Den skulle indspilles lige efter Rigforevigt havde spillet Distortion, fordi vi ville have den ud inden et Rust-show, vi skulle spille. Planen var egentlig bare at samle en masse drenge i et værelse og så se, hvad der kom ud af det. Men da dagen så kom, havde jeg fyret den af i tre dage. Så hele den periode er smeltet lidt sammen i mit hoved. Vi havde været hjemme hos Chanel (produceren Chanel Bigs, red.) og lave musik til klokken otte om morgenen. Så mine tekster er overdrevne, men det er også langt hen af vejen sådan, mange af os lever. Der er da ingen kunstnere, der skriver sange om de dage, hvor der ikke sker noget bemærkelsesværdigt«.

Jeg tror heller ikke, at de fleste gangsta-rappere dealer lige så meget coke som Scarface hver eneste dag.
»Præcis. Jeg ved ikke, hvad man rappede om, før man rappede om stoffer. Men rappere har smurt tykt på siden tidernes morgen. Men måske har det også gavnet. Hvem ved, om Emil Stabil og Kidd var blevet så store, som de er nu, hvis ikke de var blevet taget som en joke. Eller Pizzagang for den sags skyld«.

Det skyldes måske også, at det musikken er blevet kaldt ting som ‘dum rap’ eller ‘lol rap’. Vi har faktisk lavet en podcast med Pelle Peter Jensen, hvor vi kaldte det lol rap, fordi det har en dimension, der virker lidt for sjov…
»Jeg har min egen måde at beskrive det på. Jeg synes bare, det er god stemning-rap. Når jeg lytter til musik for mig selv, lytter jeg til noget, der giver mig lyst til at hoppe rundt og danse. Det er det, jeg lytter til, før jeg skal sove, når jeg står op, og når jeg er til fest. Så det er det musik, jeg har lyst til at lave. Det er ikke for sjov, men det er lavet til at have det sjovt. Du siger jo heller ikke, at Safri Duo er for sjov, vel?«

Det er en god pointe. Men derudover har du også nævnt, at du er begyndt at kigge lidt mere indad på nogle af dine nye sange?
»Jeg er begyndt at gå lidt mere indad, ja, og har prøvet at fortælle om nogle af de ikke så fede sider af mit liv. Det er også noget, jeg har fået ved at arbejde med nye artister. Det er noget som for eksempel Lord Siva og Bock er rigtig gode til, så at arbejde med dem har gjort det nemmere for mig selv at åbne op«.

Hvordan er det at arbejde sammen med Lord Siva?
»Det er fedt! Han flyver rundt i et studie, så man får altid en masse ting ned. Jeg synes, han er en af de mest originale i Danmark, så det har været sjovt at arbejde med ham«.

Og hvad med Lillebittebock, der jo også er en af rapperne i det udvidede crew omkring dig?
»Jeg har kendt til hans navn i lang tid, men vi er først begyndt at arbejde sammen nu. Da han lagde videoerne til ‘Telefon’ og ‘Dæmoner’ ud, synes jeg det var så sejt, at jeg blev nødt til at skrive det til ham. Han synes heldigvis også jeg var fed, haha. Vi mødtes for at snakke lidt om brancheting, fordi han var begyndt at få nogle tilbud fra selskaber. Vi endte med at tage i studiet samme dag og lave en sang, der kommer med på mit mixtape, der snart er ude«.

Det er fedt, der sker så mange ting lige nu – men du har jo faktisk været i gang i noget tid. Blandt andet med kult-gruppen Pizzagang. Hvordan startede det i sin tid?
»Jeg havde gået i nogle år og syntes, det var sjovt at lave musik, men ikke rigtig haft en egen lyd. Så lærte jeg Lil Hawaii at kende, fordi han tog billeder og lavede video. Det var kun ham og Caesar i gruppen dengang. Så pludselig havde vi et Yung Lean opvarmningsshow som Pizzagang, før vi overhovedet havde musik ude. Det var noget, som Felix De Luca havde hooket os op med, fordi han er tæt med Lil Hawaii. Så vi stod med et show uden materiale og endte med at lave en lille plade på en weekend og lagde den op«.

Det lyder helt vildt. Hvordan gik det så?
»Det var Yung Leans første show i Danmark på KB18, så det var et lille show. Men der var udsolgt. Jeg var den eneste af os, der havde stået på en scene før, men ingen af os vidste rigtig, hvordan vi skulle opføre os. Men det var sjovt, og der var god energi«.

Jeg interviewede faktisk Lillebittebock forleden, og han fortalte, at han havde vildt optur, da han fandt Pizzagang, fordi han ikke troede, der var andre, der lavede den slags musik i Danmark. Det var som om, starten til en bølge skete der.
»Os og Yung Coke var måske med til at starte noget, man nu kalder rigtig dum rap. Jeg tror, mange blev forvirrede over, hvor alvorligt de skulle tage det hele, både i Pizzagang-lejren og i Yung Coke-lejren. Jeg kan godt forstå, at folk havde det sådan, men samtidig var det irriterende. For hver gang, man havde lavet noget, man selv synes var godt, fik man at vide, at det var sjovt«.

Læs også: Dansk hiphop er ved at stagnere – men to kuld af unge rappere giver scenen nyt liv

Læs også: Her er 10 danske rappere, du skal holde øje med i 2018

Advertisement