Flexlikekev forlod London, da volden eskalerede: »Det blev slemt, da en af mine venner blev stukket ihjel«

Flexlikekev forlod London, da volden eskalerede: »Det blev slemt, da en af mine venner blev stukket ihjel«
Flexlikekev.
I denne uge sætter vi fokus på de nye danske rappere, der fornyer genren, og et af de mest spændende talenter er en 20-årig rapper ved navn Flexlikekev. Han er vokset op i Londons grumme gader. Nu er han flyttet til Danmark – men UK-lyden flyder stadig gennem hans musik.

Den lidt paradoksale begivenhed, der ændrede Kevin Yoros liv, skete, da han var ni år gammel.

Her flyttede han nemlig til London for at få bedre muligheder i forhold til skolegang og fremtid. Men realiteten var, at en relativt tryg opvækst i Valby-området blev skiftet ud med en anderledes rå hverdag i et London, hvor bandekultur og kriminalitet har overtaget store områder af byen.

»Min mor følte, at der var en bedre fremtid i UK. Men det gik bare ikke den vej«, som den unge rapper formulerer det.

Resultatet var et liv i et område, hvor bandetilhørsforhold og lokale konflikter bestemmer, hvor man kan bevæge sig hen. Men det var også et liv i en af den urbane musiks vigtigste metropoler lige nu. For alt imens bandekriminaliteten bliver værre, er Londons musik blevet mere flersidig og original.

Både volden og musikken har mærket Kevin Yoros liv. Som rapperen Flexlikekev er han klart inspireret af Londons gader, men samtidig har kriminaliteten og volden medført, at mennesket Kevin Yoro ikke kunne se nogen fremtid for sig selv i England.

Nu er han flyttet tilbage – men lyden af London er stadig i ham. Vi mødte Flexlikekev, der er en af 10 unge rappere, vi tror kan få et stort 2018.

Hvordan var det at flytte fra lille Danmark til store London som 9-årig?
»Det var noget helt andet. Da jeg boede i Danmark, var jeg den eneste sorte i mit område. Og så kom jeg derhen, og alle var sorte! De kunne lide de ting, jeg kunne lide. Det var som at se kloner af mig selv. Så det var ikke svært at passe ind, især fordi jeg også spillede fodbold«.

Hvad var ellers den største forskel mellem Danmark og London?
»Det er nok, at der er så mange steder i London, man ikke kan gå hen. Alt er udelukket. Det er ikke som i Danmark, at du bare kan gå hen på en fodboldbane og spille. Hvis du ikke er fra det sted, hvor banen er, kan du ikke gå derover«.

Hvornår opdagede du første gang, at der også var de her negative sider ved livet i London?
»Det var allerede anden dag i skolen, tror jeg. Jeg gik på en katolsk drengeskole, og lidt længere oppe af vejen var der en bande, der holdt til lige ved busstoppestedet, alle skulle hen for at tage bussen hjem. Så på vej derhen skete der altid noget. Nogen fik stjålet noget eller et eller andet«.

Fik du nogensinde stjålet noget?
»Nej, men der var mange sammenstød. De prøvede tit. I mit eget område var der lignende ting. Jeg kan huske, da jeg var helt ny og kom gående ned af gaden klokken otte på vej hjem. Så opdagede jeg ti hætteklædte mennesker, der kaldte mig over til dem. De spurgte mig ting som: ’Hvem er du?’ og ’hvor hænger du ud henne?’ Jeg sagde bare ’jeg hænger ud lige her’. Så kunne jeg høre, de sagde, de ville rekruttere mig, og jeg begyndte at blive chokeret. Men det viste sig, at en af dem var min fætter og ven af min familie, så det hele endte cool nok«.

 Hvornår begyndte du at føle, at livet i London nok ikke var noget for dig?
»Jeg vidste, at det var blevet slemt, da en af mine venner blev stukket ihjel. Jeg havde altid vidst, at det her ikke var for mig. Jeg spillede fodbold, men dem omkring mig havde en helt anden plan med deres liv. Fængsel og kriminalitet og så videre. Men jeg følte, at jeg havde en fremtid. Så jeg ville følge min egen vej«.

Og den vej var fodbold før den var musik. Hvor seriøst var det?
»Det var meget seriøst. Akademi og alt muligt – jeg spillede for Bournemouth. Men der skete lidt det, at jeg begyndte at gide det mindre. På det her tidspunkt rappede mange af dem, jeg kendte, som også dyrkede alt det der andet shit. Så begyndte jeg at skrive lidt, selv om fodbold stadig var min førsteprioritet. Men så sidste år, da jeg var hjemme i  Danmark, havde min bror fortalt til en bekendt, at jeg rappede. Og så endte det med, at vi tog i studiet, og jeg har nærmest været det lige siden«.

Men din musik trækker stadig meget på de engelske indflydelser. Kan du fortælle lidt om Londons gademusik, som eksempelvis den hårde UK drill-lyd?
»De folk, der laver det, gør det i stedet for at lave kriminalitet. Det er sådan, de kan udtrykke sig selv, når ingen lytter til dem. Sangene handler tit om, at de disser deres opps ­– deres fjender. Det skaber beef, der så fortsætter på gaden. Det er ligesom det, der sker i Chicago, hvor de for eksempel kan finde på at disse folk, der er blevet dræbt«.

Din musik virker ikke altid helt så grum som den mest brutale UK drill.
»Det er nok fordi, jeg kan lide meget forskellig musik. Jeg lytter til Michael Jackson, Jimi Hendrix, Chief Keef og Gotye – du ved, ham med ’Somebody That I Used To Know’«.

Hvilke rappere er du inspireret af?
»Jeg får meget inspiration fra Skepta. Han gør noget meget unikt: Han laver mærkeligt shit, man ikke forventer«.

Det virker som om, du har fundet en god blanding. Din første video, ’I Wanna Be Up’, blev i hvert fald postet på den indflydelsesrige UK-hjemmeside Link Up TV. Hvordan skete det?
»Min ven, som er med i Skeptas crew, snakkede med dem for mig, og så skete det. Det var meget stort for mig. Da jeg så min video på Link Up TV vidste jeg, at musik var det, jeg ville lave. Jeg tænkte: Det er det her, jeg vil«.

Læs også: Her er 10 danske rappere, du skal holde øje med i 2018

Læs også: Dansk hiphop er ved at stagnere – men to kuld af unge rappere giver scenen nyt liv

Læs interview: Nicki Pooyandeh producerer for Gilli, Node og Kesi: »Det er svært at undgå kaos«

Læs interview: Baby Bino er ikke for sjov: »Rappere har smurt tykt på siden tidernes morgen«

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold