Lana Del Rey varmer op til nyt album med sang og video: ‘Mariners Apartment Complex’

Lana Del Rey varmer op til nyt album med sang og video: ‘Mariners Apartment Complex’
Foto: Neil Krug

Det seneste års tid har Lana Del Rey været travlt optaget af alt fra Radiohead-plagiatsager og musicalkomponering til samarbejder med Cat Power og Børns. Men heldigvis har den amerikanske sangerinde også haft tid til at skrive ny musik i eget navn, hvilket kommer til at resultere i et nyt album i det kommende år, som vi nu har fået første forsmag på i form af sangen ’Mariners Apartment Complex’.

Det nye nummer er landet med en tilhørende billedside instrueret af Del Reys søster, Chuck, og som altid i sangerindens univers leger både lyd, lyrik og billede på kanten mellem sødmefuld nostalgi og blåtonet melankoli. Denne gang spejles Del Reys vokal i sine egne korharmonier, hvilket indhyller nummeret, der ellers åbnes så enkelt af et ensomt piano og fine strenge, i lidt af den klassiske, længselsfulde mystik, der nu engang er helt essentielt for Del Reys udtryk.

‘Mariners Apartment Complex’ (hvis åbningstoner på klaveret ganske vist minder en lille smule om de tilsvarende på Radioheads ‘Karma Police’, men lad os nu ikke blive revet med af endnu en kopisag) er produceret af Jack Antonoff, der, foruden sin medvirken i diverse indierockbands som Fun og Bleachers, er kendt for at have siddet bag knapperne hos blandt andre Taylor Swift, Lorde og St. Vincent.

Lana Del Rey følger allerede på tirsdag den 18. september op på dagens nye sang med endnu en ny en af slagsen under den ærke-Del Rey’ske titel: ’Venice Bitch’.