Nomineret til Fremtidsprisen 2018: Lillebittebock

Nomineret til Fremtidsprisen 2018: Lillebittebock
Lillebittebock.
I denne uge annoncerer vi de fem nominerede i kategorien musik til Fremtidsprisen 2018 – Soundvenues pris til spirende kunstnere. Årets sidste nominerede er Lillebittebock, hvis melodiske, følsomme autotune-rap gentænker hvilke følelser, der kan udtrykkes gennem hiphop.
Nomineret til Fremtidsprisen 2018: Lillebittebock
Fremtidsprisen

Med Fremtidsprisen støtter Soundvenue nye kunstnere, som vi spår en stor fremtid. Prisen er præsenteret i samarbejde med Kissmeyer og uddeles i to kategorier: film/tv og musik. De to vindere offentliggøres sidst i november og modtager begge et legat på 50.000 kroner.

Læs mere på Soundvenue.com/fremtidsprisen

Lillebittebock er ikke som de andre rappere. Faktisk er han egentlig ikke rapper, som han fortæller i interviewet forneden. Han er i stedet en af de allermest spændende kunstnere på en ung hiphopscene, der har smidt mange af genrens fordomme og konventioner ud og udstukket nye grænser for, hvad hiphop kan og skal.

Man behøver ikke længere være hård, man behøver ikke længere være intolerant, man behøver faktisk ikke engang længere at rappe.

Men hvad gør man, når den totale frihed er opnået, lænkerne er kastet af, og man (skræmmende nok) kan gøre lige, hvad man vil? Hos Lillebittebock er svaret klart: Man kaster sig ud i det og prøver at finde en mening med det hele.

På ‘Telefon’ synger/rapper Adam Abbas Bock, som han hedder, om tabet af sin far, der begik selvmord, og det vakuum, der opstod som følge. På ‘Dæmoner’ sætter han ord på sorte følelser i sit indre, men på nyere sange som ‘Spørgsmål’ og ’40’ er Bocks søgen blevet mere generel og eksistentiel.

Det nærmest emo-agtigt udråbte omkvæd på ’40’ (»Mon jeg bliver 40?«) lyder ikke længere som et spørgsmål, men som et råb ud i intetheden. På samme måde er ‘Spørgsmål’ ikke længere søgen efter ét svar – men søgen efter den helt store sammenhængende mening.

Hele den her eksistentielle søgen foregår i et overraskende, nærmest sukkersødt hiphoplydbillede, der både låner af Chief Keefs mest lallede autotune-trap og samtidens emorap fra USA. Det er på en måde universelle, eksistentielle problemstillinger pakket ind i ekstremt nutidige lyde. Evige spørgsmål i nye klæder.

Og det er måske Lillebittebocks største styrke: At han kan få livets ældgamle, store spørgsmål til at fremstå helt friske – som blev spørgsmålene stillet for første gang.

I anledning af Lillebittebocks nominering til Fremtidsprisen 2018 har vi bedt ham afslutte 10 sætninger, der giver et indblik i, hvem han er, og hvad han står for.

Jeg blev først og fremmest musiker, fordi…

»…det faldt mig naturligt. Det er aldrig noget, jeg har tænkt over, på nogen som helst måde. Det er kommet naturligt, som at trække vejret. Men det kan være svært at gøre til et arbejde, fordi man skal have lyst og overskud for at lave musik«.

Folk tror nogle gange, at jeg…

»…bare er sådan en type, der vil have folks opmærksomhed og sympati. At jeg vil have dem til at sige ‘nårh, hvor er det synd for ham’. Men det er slet ikke det, jeg vil have. Jeg siger bare tingene, som de er, i mine sange. Det er ikke fordi, jeg sætter mig i en offerrolle. Og hvis man kender mig, ved man også, at jeg ikke er typen, der bare er pissenegativ hele tiden. Det er bare realiteten, at folk kan have det dårligt på nogle tidspunkter. Det skal der være plads til i musik«.

Men jeg vil gerne have, at de ved, at jeg…

»…er mere end bare en, der kan rappe om, at jeg har det nederen. For jeg har det ikke altid nederen. Faktisk vil jeg slet ikke kaldes rapper, for jeg har aldrig selv sat mig i en rapper-bås. Jeg kan godt se, hvorfor nogle af trækkene i musikken er lidt rap-agtige, men jeg vil slet ikke sige musikken er rapmusik. Jeg kan også godt forstå, hvis folk bliver sure, når jeg bliver kaldt rapper. For jeg bruger jo ikke flere timer på at skrive rim. Det er ikke en konkurrence for mig på den måde. For mig lyder det, jeg laver, rigtigt. Så ikke kald mig rapper«.

Om fem år er min største drøm, at jeg…

»…har nok penge til at kunne bo alene og stadig lave musik. Jeg er dårlig til at tænke fremadrettet, men hvis jeg gjorde det, var min plan nok bare at gøre det, jeg gør i dag, og stadig have optur over det. Jeg håber ikke, jeg bliver dræbt af den her hobby. Jeg håber, jeg har en lejlighed og har styr på mit shit«.

Hvis jeg kunne være en anden person i musikverdenen i en uge, skulle det være…

»Jeg er egentlig ret glad for at være mig selv. Den eneste grund til, at jeg skulle være en anden var at forstå, hvorfor de gør de ting, som de gør. Så det skulle være nogen, der var helt modsat mig. Jeg forstår for eksempel ikke pop. Eller, jeg forstår de glade melodier, men jeg forstår ikke musikken. Hvad det fede ved det er. Popmusik er sådan noget, der skal passes ind, så alle kan nyde det. Så det skulle være en popartist. En eller anden grineren. Jeg vil være Citybois, for helvede! Bare for at se, hvordan det er«.

Når jeg arbejder, sørger jeg altid for, at…

»…det ikke bliver rutine. Jeg vil gerne gå i studiet uden at vide, hvad fanden jeg har gang i. For når det begynder at blive for trygt, bliver det også meget ens. Jeg vil gerne skubbe mine grænser. Det kan være svært. Men jeg prøver altid at gøre noget nyt og ikke gøre de samme ting, som jeg har gjort før«.

Hvis jeg kunne tvinge alle mennesker til at høre én sang, så skulle det være…

»…noget Hans Zimmer. Temasangen fra ‘Interstellar’, men kun med klaver, for det passer til alle. Hvem kan ikke lide en god klavermelodi?«

Når jeg går gennem svære perioder i mit liv, prøver jeg at huske, at…

»…det er en periode. Alt er perioder. Man udvikler sig hele tiden som menneske, ligesom man også gør musikalsk. Selv om der er gået et år eller to år, vender det sig igen og bliver bedre. En svær periode kan vare ti år, men pludselig kommer der ti år, hvor du har det herre nice. Så jeg husker mig selv på, at det nok skal gå over«.

Hvis jeg skulle lave én ting om i musikbranchen, skulle det være…

»På den danske scene synes jeg godt, musikken kunne være mere varieret. Jeg kan godt se, at vi ikke er så mange mennesker, og at der derfor ikke er så meget forskellig musik. Men jeg synes, der skal være alt slags musik, så der er en balance. Og så synes jeg, man skal prøve at undgå, at det skal handle så meget om penge. For det er svært at lave kreativitet om til penge. Det dræber artister. Man skal undgå at musik bliver en konkurrence«.

Når jeg vinder en Grammy – eller Soundvenues Fremtidspris! – er den første, jeg vil takke…

»…min mor, for hun har altid haft tillid til, at jeg finder min egen vej. Uden at hun pressede mig til noget, som jeg ikke havde lyst til – for eksempel gymnasiet. Det er ikke mig, jeg er ikke så fagligt anlagt. Hun har støttet mig musikmæssigt, livsmæssigt og alt-mæssigt. Hvis hun ikke havde været der, havde jeg ikke haft overskud til at lave musik, som jeg gør nu«.

Lillebittebock, Glød, BetteFraads og Selma Judith er de fem nominerede i Fremtidsprisens musikkategori 2018. Se de fem nominerede i filmkategorien her – vinderne offentliggøres i slutningen af måneden

Soundvenue uddelte for første gang Fremtidsprisen sidste år. Her vandt Erika de Casier i musik. Annika Berg (‘Team Hurricane’) vandt i film/tv. Se de øvrige 2017-nominerede her.

(Interviewet med Lillebittebock er lavet af Kristian Karl).

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold