ÅRET DER GIK. Hiphop er ikke bare verdens største genre, det er også den genre, der forandrer sig mest lige nu. Stjerner skabes og destrueres konstant, nye stilretninger skyder frem nærmest hver anden dag, og ingen af de gamle sandheder gælder længere.
2018 har været et forandringens år for hiphoppen: Et år, hvor både etablerede stjerner og nye artister har rykket grænserne i mange forskellige retninger. Derfor har vi lavet en Spotify-playliste (som du kan finde i bunden af artiklen) med 20 sange fra 2018, der især rykkede vores forståelse for, hvordan et hiphopnummer kan lyde.
Lad os starte i hiphoppens fødeland.
Én af de mest fascinerende ting ved den amerikanske scene er, at selv de største etablerede artister har været exceptionelt eksperimenterende. Se bare på den helt åbenlyse kandidat til årets mest utilregnelige person: Kanye West.
Okay, han har ikke haft det bedste år, hverken politisk eller musikalsk. Men han legede i dén grad med formen, da han udgav en række album på syv sange (både i eget navn og som producer), der blandt andet inkluderede sange som ’Ghost Town’, der gentænkte hiphop som en form for forløsende, storladen selvterapi.
Hiphoppens største aktører i kommerciel forstand var heller ikke bange for at udfordre sig selv, som da Childish Gambino sprang ud som konceptuel politisk rapper på ’This Is America’, der både legede med sangstruktur og inkorporerede trap-scenens ad-libs i en helt ny kontekst. Eller da Travis Scott skabte det mest avantgardistiske storhit i lang tid med ’Sicko Mode’, der konstant udfordrede lytteren med uventede beat-skift.
Gæsten på det nummer, Drake, var også ude på uvante veje med sange som ’Nice For What’, der på nyskabende vis inkorporerede både New Orleans-bounce og Lauryn Hill, og som desuden var én stor hyldest til kvindekønnet. Woke Drake? Uventet og virkelig stærkt!
Dermed ikke sagt, at Drake havde et udelukkende nemt 2018. Han tabte selvfølgelig årets største beef til Pusha-T, da sidstnævnte tog disstrack-formatet til et helt nyt niveau med ’The Story of Adidon’, hvor han både dissede Drakes producer, 40, med hans multipel sklerose-sygdom, og derudover afslørede Drakes hemmelige barn med den allerede udødelige linje: »You are hiding a child!«
Så groft har vi ikke set beef i den moderne hiphoptidsregning. At disstracks også kan være sjove, beviste Nicki Minaj til gengæld på ’Barbie Dreams’, hvor hun tirrer og afviser nærmest alle rappere på hiphopscenen – fra ekskæresten Meek Mill, der stadig er i hendes DM’s, til Drake, der mere eller mindre kaldes en tudedreng. Modigt, vovet og virkelig sjovt!
Det er spændende, at en så klassisk disciplin som disstracket blev gentænkt i 2018. Men blandt de nye navne, er der meget få gamle discipliner, der tages i brug. Her er det især en frygtløs tilgang til genregrænser og en indifferent attitude over for hiphoppens normale regler og love, der falder i øjnene.
XXXTentacion gik fra hypet råberapper til vaskeægte popsterne med sange som ’Sad!’, men skabte samtidig en variant af screamo og poppunk på ’Staring At the Sky!’, der på musiksiden fik hjælp fra Travis Barker fra Blink-182. Juice WRLD var ikke bleg for at gå all in på emo-attituden og sample selveste Sting på den ulykkelige kærlighedssang ’Lucid Dreams’, der blev et vaskeægte verdenshit.
Den Sting-fortolkende sang var dog ikke engang årets mest uventede sample. Den ære må gå til Young Thugs fascinerende Elton John-samarbejde ’High’, en sang så overraskende smuk, at vi skrev en hel hyldest til den.
Sting og Elton Johns stemmer er en uventet og kærkommen tilføjelse på hiphopscenen, men endnu mere lovende er det måske, at spanske og amerikanske artister i år for alvor tørnede sammen. Det kunne man høre på Bad Bunnys ’Mia’, hvor Drake gudhjælpemig rapper på spansk, og selvfølgelig på Cardi B’s sommersmasker ’I Like It’ med J Balvin og Bad Bunny.
Vi har allerede nævnt Nicki og Cardi, men de er kun de to mest kendte eksempler på kvindelige rappere, der havde et bemærkelsesværdigt 2018. Der er også kunstnere som Cupcakke, der tager sexpositivitet og grænsenedbrydende udpensling til nye højder på sange som ’Duck Duck Goose’.
Eller en som Tierra Whack, der gentænkte sangformatet ved at skabe en serie af sange på ét minut hver, der passede perfekt til Instagram. Måske byder næste år på 15-sekunders sange, der passer perfekt til en story?
Hvor sangformatet blev gentænkt hos Whack, bliver det nærmest dekonstrueret totalt hos JPEGMafia. Sjældent har samples fungeret så kaotisk som på ’Real Nega’, hvor ODB’s mest afsporede brøl simpelthen loopes, hvilket giver en totalt destabiliserende effekt. Det her er hiphop, der konstant falder fra hinanden og rekonstrueres på samme tid.
Der sker ting og sager i USA, med andre ord. Men man må ikke glemme Europa, hvor hiphopscenerne i lande som Frankrig, Tyskland og England sprudler i exceptionelt høj grad.
Blandt andet gennem folk som franske MHD, der oprindeligt er kendt som opfinderen af afro trap, der blander hiphoplyde med afrikanske rytmer. I år gik han endnu engang en ny vej på sange som ’Papalé’, der går lidt væk fra de helt intense rytmer og i stedet udforsker afrikanske popstrømninger og guitarmusik – selvfølgelig stadig med fransk hiphop som udgangspunkt.
I England var det nok Octavian, der skabte årets mest nyskabende lyde på tracks som ’Here Is Not Safe’, hvor Drake-inspireret sangrap møder UK-hiphop og (uventet nok) et pulserende housebeat. Både MHD og Octavian har en vis elegance i deres måde at inkorporere uventede lyde i deres musik – det er der ikke meget af hos Tysklands største rapsensation i 2018.
Gzuz fra crewet 187 Strassenbande skubbede nemlig ikke til hiphoppens grænser, han smadrede snarere en glasflaske midt i ansigtet på dem. Hans globale virale hit ‘Was Hast Du Gedacht?’ er nemlig noget af det mest voldsomme og brutale, europæisk hiphop nogensinde har præsteret. Det er et næsten tegneserie- eller karikaturagtigt voldsunivers, Gzuz befinder sig i, og af en eller anden grund er det sært fascinerende. Man kan ikke se væk, selv om det ikke er kønt.
Og hvad så med Danmark? Vi har godt nok behandlet nogle af årets mest spændende danske hiphopsange i en separat playliste-artikel, men det er nu alligevel værd at nævne, at nogle af de største stjerner hertillands også har udfordret deres lyd i 2018. Hvem havde måske troet, at Sivas skulle springe ud som disco-elegantier på ’Sidste timer’? Eller at MellemFingaMuzik skulle kaste sig ud i en boomende og bouncy sang som ’AMG’, der nærmest lyder som en mellemøstlig variant af EDM?
Det har været et pænt vanvittigt år. Når man ser tilbage på de sange, der introducerede nye former for hiphop, er det virkelig slående, hvor uventede de var for bare et eller to år siden. Hvem havde troet, vi ville lytte til sange på et minut, at poppunk fik en rap-revival, og at Kanye ville udgive et album om ugen hele juni? Eller at sange med tre beatskift kunne blive verdenshits, og at Elton John og Sting skulle spille større roller for to amerikanske rappere?
Det har været et uforudsigelighedens år med flere overraskelser end en pakkekalender. Forhåbentlig sidder vi her igen næste år og skriver om alle de sange, vi virkelig ikke havde set komme.
Læs også: Årets 20 bedste danske hiphopsange – og hvad de siger om dansk rap anno 2018