Kun én dansk rapper i hovedprogrammet: Hvordan får vi løst Roskilde Festivals problem med dansk hiphop?

Kun én dansk rapper i hovedprogrammet: Hvordan får vi løst Roskilde Festivals problem med dansk hiphop?
Artigeardit på Roskildes Countdown-scene i 2018.
Foto: Oliver Klitgård Larsen/Soundvenue
Hiphop dominerer den danske musikscene, og scenen sprudler både kunstnerisk og popularitetsmæssigt. Men på Roskilde Festival har blot en enkelt dansk hiphopartist fundet vej til hovedprogrammet i form af Artigeardit. Kan det virkelig passe? Og hvad ligger der bag? Vi har talt med Roskilde Festivals programchef Anders Wahrén om, hvordan festivalen kan løse sit problem med dansk hiphop.

»Efter 3 år med legendariske warm up-shows er vi nu endelig på det officielle program«, skrev Artigeardit på Facebook 27. marts, da Roskilde Festival offentliggjorde plakaten for 2019. Man kan virkelig fornemme, hvad opgraderingen fra vækstlagsprogrammet til hoveddagene betyder, når man læser den danske rappers opslag: Når man tager springet til hovedprogrammet, der kører onsdag-lørdag, er man en del af det helt fine selskab. Det er stort.

Og man må sige, at han har gjort sig det fortjent. Artigeardit har spillet festivaler, soloshows, udgivet album og ep’er – han er tydeligvis klar til det næste skridt. Men han er samtidig blot en af mange stærke hiphopnavne, der i disse dage dominerer den danske musikscene – både i forhold til kreativitet og popularitet. Så hvorfor er Artigeardit den eneste danske rapper, der er at finde på hovedprogrammet til årets Roskilde Festival?

Det her er ved at blive et mysterium: Hvordan kan Roskilde lykkes med at booke de mest spændende hiphopnavne fra USA, Storbritannien, Skandinavien og alle mulige andre fjerne lande, men ikke få de vigtigste danske hiphopartister til festivalen? Altså, hvis Roskilde kan flyve hele Brockhampton-kollektivet ind fra Californien, burde de da også kunne give Benny Jamz et kald? Hvis Artigeardit kunne tage springet fra opvarmningsdagene til hovedprogrammet, hvorfor så ikke Jamaika og Noah Carter, der også har afsonet deres værnepligt på de små scener?

I 2017 var det kun Emil Stabil, der repræsenterede dansk hiphop onsdag-lørdag på Roskilde Festival. I 2018 fik vi Benal og konceptkoncerten Operap. Og i år altså Artigeardit. Det virker meget fattigt. Kan årsagerne være, at rapperne spiller for mange koncerter, at de er for dyre, eller ikke har liveerfaring nok til festivalens kvalitetskrav? Er de for populære til Roskilde, eller rammer de en forkert målgruppe? Eller er der en anden grund til, at dansk hiphop fylder så påfaldende lidt?

Ingen plads til gaderap, r’n’b og emorap

På årets Roskilde-plakat finder du ingen Sivas, ingen Molo-medlemmer, ingen Jamaika – selv om sidstnævnte i år har udgivet et stærkt album i form af ’Nordsiden’ og dermed ikke kan afvises på grund af manglende materiale. Fouli, der også netop har udgivet en stærk ep, og som (i modsætning til mange andre rappere) har spillet live i flere år, er også blevet overset, og det samme er Icekiid, hvis stilsikre afrobeats ellers havde været en oplagt feststarter.

Dansk r’n’b, der for tiden lader til at være på vej ind i en ny guldalder med Hans Philip, Elias Boussnina og Noah Carter er også totalt fraværende. Det samme er størstedelen af dansk Soundcloud- og emorap, der stormer frem med navne som Lillebittebock, K-phax og 25/8. I stedet får vi meget uslebne diamanter i opvarmningsdagene som meme-rapperen Shambs og hans kumpaner Bracy Doll, Farli og B Wood$.

Er det her ikke et problem for Roskilde? Hiphop er dansk musiks største ungdomsbevægelse. Det er også en meget flersidig genre, hvor mennesker med vidt forskellig baggrund, etnicitet og samfundsstatus mødes. Men festivalen formår ikke at afspejle det faktum.

Er der en grund til, at landets største rappere som Kesi, Gilli, Benny Jamz eller MellemFingaMuzik ikke kan være med?

»Der er en hel del danske mainstreamartister, vi går forbi, når vi booker. Og de falder måske i den kategori«, fortæller Roskilde Festivals programchef Anders Wahrén.

»De kommer og spiller mange steder, så vi kan ikke rigtig præsentere noget nyt, som man ikke kan få alle mulige andre steder. Samtidig er de jo ikke undergrundsnavne, der skal have en lille tid på Pavillon eller noget i den stil. De er oppe at konkurrere mod andre store mainstreamnavne om pladserne. Når vi i år vælger at booke Mø til Orange, går dén plads ikke til et andet dansk navn. Hugo Helmig får en plads på Arena i år – skulle den være gået til en dansk hiphopartist i stedet? Det er jo smag og behag«.

Men er det ikke for lidt, at der kun er én dansk hiphopartist på hovedprogrammet?
»Det kan godt være, at balancen ikke er der 100 procent. Jeg synes, vi gør en del for at opveje for det i de første dage på vores Rising og Countdown-scener, der har fundet plads til lidt mere. Og det er der, vores rolle er allervigtigst, synes jeg. Når vi giver plads til nogen af dem, der ikke har skabt sig et navn endnu«.

Fanget i opvarmningsdagene

Fokusset på opvarmningsdagene giver til dels mening. Der er trods alt mange unge rappere, der kun har singler eller maksimalt en ep ude, og som måske ikke lige er klar til de store scener. Men det virker samtidig en kende ekskluderende, at så store dele af dansk hiphop kun skulle kunne figurere i opvarmningsprogrammet – og altså ikke være fine nok til en plads i hovedprogrammet. Og hvorfor skal danske hiphopnavne forbigås, når de bliver mainstream, når popnavne som Mø, Hugo Helmig og Scarlet Pleasure sagtens kan få plads?

Netop den problematik har rapperne Kesi og Noah Carter talt om i podcasten Programmet Om Ingenting i august 2018.

»Jeg ville synes, det var fedt at spille Roskilde. Jeg har spillet der, da jeg var yngre«, siger Kesi i podcasten, hvor han også forklarer, hvordan han ser på sin situation: »Hvis vi skal spille, så skal de putte noget respekt på vores navn og give os en rigtig stor scene. Give os lov til at spille Orange. Specielt fordi Roskilde har lowballet os og altid sat os på opvarmningsscener. Jeg synes, vi er større end det. Vi er større end at hjælpe jer med, at der skal trækkes folk til i opvarmningsdagene«.

Rapperen, der spillede i opvarmningsdagene så tidligt som 2012, havde også en opfordring til festivalen: »Der er mange danske navne, der fortjener at være på Roskilde. Det kan ikke være de samme hele tiden. Lad være med at lowballe de nye danske rappere og sætte dem til at spille klokken 13 på en warmup-scene«. For at udbygge Kesis pointe, spillede Ukendt Kunstner i 2015 på Roskilde Festival, men tidligt på dagen på Apollo – de havde fortjent både en større scene og et bedre tidspunkt.

Noah Carter giver i nævnte podcast udtryk for nogle af de samme frustrationer og forklarer, hvordan Roskilde Festival undervurderede det publikum, han kunne trække til sin koncert på Countdown-scenen i 2017. Og derefter ikke bookede ham til Arena året efter, men i stedet prøvede at placere ham på en mindre scene – hvilket Carter siger, at han ikke ville være med til.

Ifølge de to artister handler det her altså også om respekt og status: Når rappere har taget deres tørn som opvarmningsnavn, har de også fortjent at blive booket til en større scene senere, når de har opnået større succes.

Dén del af ligningen udebliver i år næsten totalt. Rappere som Noah Carter eller Jamaika, der trak store skarer til Countdown-scenen, og som siden har udgivet stærke album, har ikke fået en opgradering til musikprogrammet. Hvordan kan det være?

Skal Roskilde Festival tilpasse sig hiphoppen?

Ifølge Anders Wahrén ligger en del af problemet i, at artister bliver store for hurtigt. »Før i tiden tog det længere tid at vokse sig stor. Der var flere trin på trappen. Nu er der et lillebitte trin, og så kan man være heldig at ramme en katapult og blive skudt helt til tops. Nogle artister kan være relevante til de helt små scener det ene år, og det næste er de allerede der, hvor vi skal smide dem på Arena. Der går overvejelserne så på, om de er klar til at spille sådan en scene. Der er en kæmpe forskel mellem at spille små scener eller spillesteder og så at stå på en scene, hvor der er ti meter ned til nærmeste ansigt«.

Et andet problem er, at hiphopartister i højere grad er vant til at spille kortere koncerter eller klubshows, der ikke helt flugter med Roskildes krav om lange koncerter med originalt materiale. Men Wahrén er faktisk åben for, at festivalen skal tilpasse sig hiphoppen:

»Det er jo ikke sådan, at vi har sat os ned og sagt, at i år gider vi fandme ikke de der hiphoppere. Problemet ligger mere i, at springet kan være for stort. Eller at vi skal finde de rette formater for nogle af dem for at kunne præsentere dem. Vi skal have knækket koden på, hvordan vi gør det. Jeg synes, vi har været gode til det i warmup-dagene. Men vi skal finde en vej, hvor vi kan præsentere nogle flere af dem fremover«.

Der mangler altså – ifølge Anders Wahrén – ikke god vilje i forhold til at få noget mere dansk hiphop på programmet. Roskilde Festivals programchef fortæller desuden, at han sagtens kan forestille sig at se flere danske r’n’b-navne næste år og indrømmer, at der kan mangle et trinbræt til festivalen for hiphopkunstnere, nu hvor der ikke er en decideret urbanscene på campingpladsen eller hiphopkoncerter i Street City-området i opvarmningsdagene. Han lufter også muligheden for at kunne bruge flere penge fra Roskilde Festivals overskud til at støtte lokale undergrundsspillesteder, så hiphopartister kan få mere liveerfaring.

Hvordan ser fremtiden ud?

Forhåbentlig er der altså gode udsigter til, at hiphoppen kan fylde mere i fremtiden. Wahréns udtalelser vidner i hvert fald om, at festivalen er bevidst om, at der er nødt til at ske noget. Om det nu bliver gennem anderledes koncertformater, udvidet græsrodsarbejde eller andre tiltag.

For det virker tydeligt, at den nuværende tilstand for dansk hiphop på Roskilde Festival virker fattig. Det er derudover også lidt en cirkulær logik at forklare, at de store rappere forbigås til fordel for navne som Mø og Hugo Helmig, mens de mindre artister droppes, fordi der mangler de rigtige scener og koncertformater til dem. Ifølge den logik ville stort set alle danske rappere kunne klassificeres som enten for uerfarne eller for mainstream til at kunne finde vej til Roskilde. Enten har de for lidt materiale og erfaring til at spille den koncert, der forventes, eller også er de blevet for store og sorteres fra til fordel for et navn som Hugo Helmig.

Vi krydser fingre for, at festivalen i fremtiden kan løse sit hiphopproblem. Og der er flere faktorer, som kan hjælpe på vej. Det kan både være et mindre forskrækket syn på de populære (og toneangivende) rappere, og det kan være tiltag, der starter i det små med støtte og hjælp i forhold til at skaffe mere liveerfaring til artister, som på sigt kan ramme det niveau, der kræves. På sigt skal festivalen være i stand til at præsentere et bredt udbud af musik fra den mest populære genre i Danmark, men samtidig heller ikke føle, at den går på kompromis med koncerternes kvalitet.

Og måske kan der nå at ske noget allerede i år. For der er jo stadig et par tomme pladser på årets Roskilde-plakat.

»Vi kommer med 15 navne mere, så man skal ikke forvente en revolution. Men jeg synes, folk skal følge med«, siger Wahrén. »Vi kommer til at offentliggøre en spilleplan inden for en måneds tid. Senest der kommer de sidste navne på plakaten«.

Der er altså håb for, at der kommer en dansk rapper eller to til. Vi håber i hvert fald på, at der inden for den nærmeste fremtid (eller senest til næste år) vil være mere end én rapper, der stolt konstaterer på Facebook, at de nu har taget springet til Roskilde Festivals hovedprogram.

Læs også: Roskilde-plakaten vinder på x-faktor – og ikke den slags, man finder i talentshows

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold