Har Lana Del Rey virkelig forudset #MeToo, Trump og jordens undergang?

Har Lana Del Rey virkelig forudset #MeToo, Trump og jordens undergang?
Lana Del Rey.
Foto: Pamela Cochrane
Lana Del Reys nye album ’Norman Fucking Rockwell!’ bliver retmæssigt hyldet som et mesterværk, mens sangeren selv er blevet udnævnt til en form for seerske, der har forudsagt vor tids katastrofer. Hvad er det ved hendes dommedagspop, der rammer tidsånden så stærkt?
Har Lana Del Rey virkelig forudset #MeToo, Trump og jordens undergang?
Kristian Karl

Musikskribent for Soundvenue og vært på Standard – Soundvenues hiphop-podcast.

Lana Del Reys sjette album ’Norman Fucking Rockwell!’ er hendes foreløbige hovedværk. Det er et exceptionelt stærkt album, der tager den californiske kunstners sangskrivning til et nyt niveau. Men ‘Norman Fucking Rockwell!’ er også mere end det – i hvert fald hvis man skal tro nogle af de umiddelbare reaktioner og fortolkninger, der har været på udgivelsen.

Her er Lana Del Rey nemlig blevet udkåret til en form for seerske, der længe har anet en snigende forrådnelse i den amerikanske sjæl, og som har forudset verdens katastrofale udvikling, mens vi andre slumrede i uvidenhed.

Hendes fascination med det gamle Hollywood og JFK; den intense nostalgi, der grænsede til dødsforelskelse; den uendelige dødsdans med en række voldelige mænd – har det hele peget på, at Lana Del Rey anede uråd i vores perfekte verden, før nogen anden havde opdaget katastrofen?

»Lana Del Rey ligner nu en pop-seerske, en forudseende analytiker af alt det, der var galt«, har musiksitet Stereogum skrevet om det nye album og endda kædet det sammen med alverdens katastrofer: »Vandstanden i oceanerne stiger. Regnskoven i Amazonas brænder«. Et sted får de endda kaldt ’Norman Fucking Rockwell!’ for »yogamusik til apokalypsen«.

Budskabet er klart: Den dødsdømte verden, Del Rey fremmaner i musikken, afspejler rent faktisk vores virkelighed. »Lana Del Rey har hele tiden vidst, hvor fucked vi er«, lyder det fra Stereogums Tom Breihan.

Sandsigersken fra Californien

New York Times skriver tilsvarende, at hun »æstetisk forudsagde popmusikkens – og verdens – vending mod opiater og apokalypsen«, Rolling Stone kalder albummet »et gravskrift for hele landet (USA, red.)«, og Pitchfork kalder hende en »millennial-troubadur«, der har empati for »vor smuldrende verden«. Sidstnævnte fremhæver især sangen ’The Greatest’: »Den tilhører en generation, der er fuldt bevidst om, at vi risikerer at blive distraheret ind i intetheden, og som vaper mod en tidlig død, mens vi ser jorden brænde«.

Jorden brænder, verden smuldrer, og apokalypsen er lige rundt om hjørnet! Vi tager opiater og vaper, mens klimakrisen dræber planeten! Yikes. Det er tunge sager. Man får nærmest en vision af, at ’Norman Fucking Rockwell!’ vil spille på en gammel pladespiller, mens kloden bliver suget ind i et sort hul.

Den samme skæbnesvangre tolkning af albummet, finder man i Danmark. Soundvenues egen anmelder Marie Ulrich Østergaard skrev følgende i sin anmeldelse af ’Norman Fucking Rockwell!’: »Den kulturelle og politiske deroute er et faktum, sandsigersken Del Rey havde set komme«. Ideen om Lana Del Rey som »sandsigerske« går igen hos Lucia Odoom, vært hos podcasten Politikens Poptillæg: »Jeg har en fornemmelse af, at hun er sådan en, som har forudset vores årti (…) på en måde, som fundamentalt vil gå op for os i de år, der kommer nu«.

Det lyder ildevarslende, når den undergangsfikserede og dødsforelskede Lana Del Rey pludselig bliver udnævnt til talerør for tidsånden. Som om, hun står for violinerne, der spiller, mens verden går under. Man kan ikke lade være med at spørge sig selv: Hvorfor er denne dødsengel blevet vor tids ledestjerne? Og hvorfor bliver Lana Del Rey udnævnt til dommedagsprofet netop nu?

En Kassandra for den moderne apokalypse

Først og fremmest: Ja, det kan virke lidt overdrevet, når den amerikanske sanger pludselig får kredit for at have forudset klimakatastrofer, Trump, #MeToo og jordens generelle undergang – især fordi hendes drømmende, nostalgiske musik jo i begyndelsen af karrieren blev kritiseret for at være virkelighedsfjern og ikke-autentisk på grund af dyrkelsen af fiktive universer.

Selv albummet ’Utraviolence’, alment set som en kunstnerisk triumf, blev klandret for at propagandere en passiv, underdanig kvinderolle. Nu gælder hun altså som fremtidsorakel og skarp observatør af magtforvridningen i kønsrollerne. Det er noget af en revurdering.

Men man kan simpelthen ikke komme uden om, at Lana Del Rey har ramt en nerve med ‘Norman Fucking Rockwell!’. Og det skyldes især to ting. Dels, at verden (eller i hvert fald vores opfattelse af den) har nærmet sig sangerens generelle, dystopisk farvede univers. Men det skyldes også – i høj grad – at Lana Del Reys musik selv er blevet mere orienteret mod en politisk og samfundsmæssig virkelighed end nogensinde før.

Lad os starte med det første. For disse dage er det som om, hele Lana Del Reys diskografi oplever en opvurdering. Dén forelskelse i gamle amerikanske fantasier, hun allerede havde på de allerførste sange, hvor hun sang nøgen i armene af en elsker foran et amerikansk flag (’Born to Die’-videoen), eller klædte sig ud som Jackie O. og JFK sammen med ASAP Rocky (’National Anthem’), bliver nu omfortolket til dødsvarsel: De symboliserer et farvel til noget, der gik tabt, da USA vendte sig mod Trump.

Og apropos Trump: Den næsten passive selvudlevering til voldsomme og misbrugende mænd, der var den røde tråd på ’Ultraviolence’ (»he hit me and it felt like a kiss«) virker nu underligt forudseende i forhold til #MeToo-bevægelsen – der jo netop handler om mænd, der misbruger deres magtposition.

’Ultraviolence’ kan nu ses som et dokument over toksisk maskulinitet – og ikke, som mange gjorde, da det udkom, som en passiv overgivelse. En slags proto-#MeToo-værk. Og faktisk har Lana Del Rey endda namedroppet Harvey Weinstein allerede inden afsløringerne af Hollywood-producerens misbrug satte gang i #MeToo. Nemlig på sangen ’Cola’ fra 2012.

Men mere end specifikke tematikker som USA’s fald og mænds magtmisbrug er det nok den pessimistiske og dystopiske grundtone i Lana Del Reys musik, der nu indkapsler tidsånden. Dén tone virkede måske verdensfjern, da Lana Del Rey slog igennem i Obama-æraen. Men nu føles den underligt rammende.

Dommedagsvisionerne lyder pludselig realistiske. Det er dén følelse af, at det hele er fucked, der gør, at man er fristet til at kæde Lana Del Rey sammen med intet mindre end globale katastrofer – verden brænder, hvilket den bogstavelig talt også gør i baggrunden på coveret til ‘Normal Fucking Rockwell!’.

Sandsigersken fra Californien kan nærmest virke som Kassandra fra den græske mytologi: En kvinde, der er velsignet med evnen til at kunne se ind i fremtiden – men forbandet til, at ingen nogensinde vil tro på hendes forudsigelser, før det var for sent.

Der har dog været én ting, der har talt mod hele den her sandsigerske-idé. Nemlig at Lana Del Rey sjældent selv har hentydet til virkelige begivenheder i karrierens løb. Men det her vage forhold til virkeligheden bliver anderledes konkret på ’Norman Fucking Rockwell!’, og det er måske derfor, den samlede idé om Lana Del Rey som profetisk sanger nu for alvor er kommet frem.

Fra dystopisk fantasi til dyster virkelighed

Albummet starter nemlig med en besyngelse af et »fucking manchild« (’Norman Fucking Rockwell!’), der let kunne kobles sammen med Donald Trump. Derudover er der ’The Greatest’, der refererer til, at Kanye West er »blond and gone«, samt rummer denne kulturkritik: »The culture is lit, and if this is it, I had a ball«.

Den mulige Trump-reference samt kritikken (eller bare erkendelsen?) af Kanye West anno 2019, der jo om nogen har forladt en klassisk kulturkritik til fordel for netop Trump, virker mere konkret møntet på nutidens samfund, end vi er vant til det hos Lana Del Rey. Det her er ikke 50’ernes gamle Hollywood eller JFK-fantasier, der forsvinder i nostalgiens tågede dis. Det her er lige nu.

Dén følelse understøttes af interviews, Lana Del Rey har givet op til albummet, hvor hun forklarer, at hun føler sig usikker under Trump på en måde, som hun ikke gjorde før – fordi han siger ting som »grab them by the pussy«. Derudover er følelsen af, at USA er på katastrofekurs, også til stede på sangen ’Looking For America’, der udkom en måned før ‘Norman Fucking Rockwell!’ (men ikke er med på albummet). Den kritiserer USA’s våbenlove: »I’m still looking for my own version of America / one without a gun, where the flag can freely fly«.

De her fingerpeg mod virkeligheden gør, at dødsvarslerne i musikken ikke længere er abstrakte, og undergangen ikke længere virker som en fantasi. Det kan også ses i omskrivning af ordet ’lit’ i ovennævnte citat fra ‘The Greatest’. I samtidens sprog betyder ’lit’ en fest – men her bruges ordet (også) i sin oprindelige betydning: Noget der brænder. Det er ikke svært at afkode meningen. Det handler om at danse direkte ind i dommedagens ild.

Og her er vi igen tilbage til den generelle følelse af undergang. For ja, den har altid ligget som underlægningsmusik i Lana Del Reys sange. Men her, på hovedværket ’Norman Fucking Rockwell!’, krystalliserer den sig for første gang til noget konkret, der peger på sin samtid. Trump og Kanye i stedet for JFK og Elvis.

Vores verden ligner mere og mere den californiske sangers dødsfantasier – og derfor peger hendes sange mere og mere tilbage på virkeligheden. Sangene og samtiden er smeltet sammen.

Dermed er Lana Del Rey ikke længere en Kassandra, der udtaler profetier om en apokalyptisk fremtid. I stedet synger hun om dén dommedag, der foregår uden for vinduet lige nu.

Læs også: Se Lana Del Rey spille svævende Ariana Grande-cover i BBC’s Live Lounge

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold