De 30 bedste film på Netflix lige nu

Netflix kan føles som en jungle at bevæge sig rundt i, når man gerne vil zoome ind på en stor filmoplevelse uden at bruge timer på at scrolle. Vi har derfor gjort det nemt for dig ved at udvælge de 30 bedste titler på streamingtjenesten lige nu, listet i tilfældig rækkefølge. Og der burde være noget for enhver smag, hvad end du er sulten på krimi, action, romantik eller animationsmagi. God fornøjelse!
De 30 bedste film på Netflix lige nu
'Society of the Snow'/'Snefællesskabet'. (Foto: Netflix)

’Snefællesskabet’

Hvis du har set 90’er-filmen ‘Alive’ med Ethan Hawke, kender du måske allerede historien i Netflix-filmen ’Society of the Snow’. Begge er nemlig baserede på et af virkelighedens mest kendte flystyrt, hvor et rugbyhold fra Uruguy styrtede ned i Andes-bjergene i 1972 og måtte spise de døde for selv at overleve.

Men den spanske instruktør J.A. Bayona fortæller den voldsomme historie med en helt anden sans for gys og autenticitet.

»J.A. Bayona er tilbage i storform med fortællingen om det fællesskab, den empati og den selvopretholdelsesdrift, der fik de overlevende igennem 72 dage i de skånselsløse andelsbjerge«, skrev Soundvenues anmelder og kvitterede med fem stjerner.

‘Triangle of Sadness’. (Foto: Fredrik Wenzel)

‘Triangle of Sadness’

Svenske Ruben Östlund lavede sin mest underholdende film til dato, da han lod en ekstremt eksklusiv yacht fuld med rigmænd gå til grunde, hvorefter de overlevende – fra de mest velhavende gæster til rengøringspersonalet – skaber deres eget magthierarki på en øde ø.

Guldpalme-vinderen vakte især opsigt for sin ubønhørligt udførlige bræksekvens, der er så ulækker, at det vender sig i maven, mens man samtidig græder lidt af grin.

‘Triangle of Sadness’ lever dog udover sin klamhedsfaktor især højt på sine vindende skuespilpræstationer – fra Woody Harelson til Vicki Berlin og ikke mindst filippinske Dolly De Leon, der som skibets toiletskrubber besidder de bedste overlevelsesevner, men viser sig lige så magtsyg som, de cheftype hun er blevet kommanderet rundt med hele livet.

Filmen er fra start til slut en nervepirrende og ekstremt sjov katastrofetanke. »Stor – og absurd underholdende – kunst!«, som Soundvenues filmredaktør formulerede det.

‘Fair Play’. (Foto: Netflix)

‘Fair Play’

Netflix har punget ud med intet mindre end 20 millioner dollars for Chloe Dhomonts debutfilm. Hun er dog velbevandret i finanseliten som instruktør på serier som ’Suits’, ’Ballers’ og ’Billions’.

Alting virker til at være perfekt i Emily og Lukes liv. De er forelskede og smukke, og da vi møder dem i filmens start, bliver de forlovede midt i noget hedt fuldemandssex.  De arbejder i den samme investeringsvirksomhed på Wall Street, hvor de dog bliver nødt til at holde deres forhold hemmeligt, hvilket dog kun lader til at bidrage til spædningen.

Men hele forholdet bliver sat på prøve, da en af dem pludselig bliver forfremmet ganske uventet.

’Fair Play’ er blevet kørt i stilling som et moderne svar på 80’erne og 90’ernes erotiske thrillers som ’Body Heat’ og ’Basic Instinct’, men i virkeligheden er den ikke helt så saftig, så meget som den er spændende og ubehageligt klaustrofobisk parforholdsdrama. Der ikke mindst bliver båret frem af det stærke skuespilpar bestående af ’Bridgerton’s Phoebe Dynevor og Alden Ehrenreich fra ’Solo: A Star Wars Story’.

‘Spirited Away’ på dansk ‘Chihiro og heksene’. (Foto: PR)

’Spirited Away’

Kun én gang har en ikke-engelsksproget produktion vundet en Oscar for bedste animerede spillefilm. Det skete i 2003, og vinderen var Hayao Miyazakis ’Spirited Away’, eller ’Chihiro og heksene’, som den kom til at hedde på dansk. Filmen red til prisuddelingen på en bølge af succes: Den havde allerede overhalet ’Titanic’ som den mest indtjenende biograffilm i Japan nogensinde – i alt 200 millioner dollars havde den indkasseret, før den landede i USA.

Efter ’Spirited Away’ var Miyazaki ikke længere forbeholdt anime-nørder med regionsfri dvd-afspillere her i vesten. Nu var han mainstream, i hvert fald blandt filminteresserede.

Hele balladen drejer sig om 10-årige Chihiro, som mod sin vilje slæbes med ind i en nedlagt forlystelsespark af sine forældre, da de pludselig forvandler sig til grise. Chihiro flygter længere ind i parken, og herfra tager filmen form af en rejse gennem i en surrealistisk verden, der stiller hende over for en række allegoriske og nogle gange bare bizarre udfordringer.

Den ’Alice i Eventyrland’-inspirerede fortælling og enkle hjemme-ude-hjem struktur giver Miyazaki masser af tid til at udvikle ukuelige lille Chihiro til en figur, vi bare må elske. Og til at guide os rundt i en kulørt, umiskendeligt japansk verden af folklore-inspirerede skikkelser – nogle monstrøse, nogle bare finurlige.

’Spirited Away’ er essentiel Miyazaki, en vidunderlig lille film, der elegant forener ’Princess Mononoke’s store armbevægelser med letheden og opfindsomheden fra for eksempel ’My Neighbor Totoro’ og ’Kiki’s Delivery Service’.

Amy Adams og Jeremy Renner i ‘Arrival’.

‘Arrival’ 

Med ’Arrival’ leverede Denis Villeneuve årtiets mest ambitiøse og dybt originale sci-fi-film med usædvanlig æstetisk og tematisk renhed. 

Filmen lægger ud som en sjældent troværdig fremstilling af, hvordan det vil se ud, hvis rumvæsenerne lander. Og sekvensen, hvor sprogforskeren Louise Banks (Amy Adams) og fysikeren Ian Donnellys (Jeremy Renner) for første gang stiger op i UFO’ens indre, er intet mindre end sublimt spændings- og stemningsopbyggende. 

Der er en rå stålsathed og tålmodighed i Villeneuves tempo, som han også demonstrerede i narkothrilleren ’Sicario’ (en anden nyklassiker), og som føles helt unikt, strålende underbygget af et manende, sfærisk lydbillede. 

Villeneuve arbejder sig frem mod et overvældende twist, som i sin natur er fortænkt, men alligevel harmonerer så godt med alt, vi har set forinden, at det ikke føles forceret: Snarere dybt bevægende. Og så er der i sig selv noget befriende, slet skjult samfundssatirisk (og melankolsk) ved at se en sprogforsker redde verden – en af de humanister, som i tidens regnearkssamfund ellers snarere er mobbeoffer end forbillede. 

Will Ferrell og Rachel McAdams i ‘Eurovision: Fire Saga Story’. (Foto: Elizabeth Viggiano/Netflix)

‘Eurovision Song Contest: The Story of Fire Saga’

Forventningerne til Will Ferrells melodigrandprix-komedie var til at tage og føle på forud for Netflix-premieren, men at filmen simpelthen skulle gå hen og blive en af de sjoveste i nyere tid, var alligevel en velkommen overraskelse (måske især for de seere, som ellers ikke vanligt favner amerikanernes absurd-komik!).

Ferrell – som er svensk gift og derfor har et nært forhold til melodigrandprix-hypen – har både skrevet, produceret og spiller hovedrollen som den islandske sanger Lars Ericssong, der spiller i bandet Fire Saga sammen med barndomsveninden og crushet Sigrit (evigt seværdige Rachel McAdams). Duoen er rent ud sagt ringe – selv efter melodigrandprix-standarder, sorry – men drømmer alligevel om at kvalificere sig til Eurovision. Og efter en række groteske hændelser er de pludselig Islands eneste bud.

Filmen tager tykt pis på Eurovision-klicheerne, men den er ikke det ondskabsfulde take-down, som melodigrandprix-fans måske havde frygtet. Tværtimod er komedien gennemsyret af oprigtig kærlighed til »genren« og konkurrencens formål: At hylde tolerance og samle nationer i fællessang.

Thank you for the music, Ferrell!

PS: Du får aldrig Fire Sagas folkelige storhit ‘Jaja Ding Dong’ ud af hovedet igen…

Filippo Scotti og Marlon Joubert i ‘The Hand og God’ (Foto: Netflix)

‘The Hand of God’

Ingen ringere end fodboldlegenden Diego Maradona spiller en vigtig birolle i den italienske mesterinstruktør Paolo Sorrentinos (‘Den store skønhed’) personlige film baseret på hans egen opvækst – og hans livs store tragedie – i fattige Napoli i 80’erne, hvor verdens bedste fodboldboldspiller kom til som en frelsende, mesterskabsfremkaldende engel.

‘The Hand of God’ er Sorrentinos mest jordbundne film til dato, intim og detaljeret i den levende skildring af hovedpersonen Fabiettos farverige ur-italienske familie og hans gennemsnitlige coming of age-retningsløshed, der pludselig får en bundseriøs klangbund. Men den er også stadig rig på instruktørens virtuouse kameraføring og blik for tilværelsens skævhed, der får én til at kigge lidt anderledes på verden, når rulleteksterne er slut. En af 2021’s bedste film, simpelthen.

‘The Killer’. (Foto: Netflix)

‘The Killer’

David Finchers ambivalente kunstneriske fascination af seriemordere løber som en rød tråd gennem hele hans filmografi og var omdrejningspunktet for Netflix-serien ’Mindhunter’. I ’The Killer’, skabt for streaminggiganten, zoomer han helt ind på en navnløs lejemorder, spillet af Michael Fassbender, der udførligt venter på sit mål i et efterladt WeWork-kontor i Paris, hvor han dogmatisk mediterer, dyrker yoga, filosoferer og lytter til The Smiths. Men da sigtekornet fejler ham, får han pludselig selv mordere på nakken og må give afkald på sin coolness.

David Fincher skærer fortællingen helt ind til benet med sin tilbagevenden til thrillergenren, og selvom resultatet muligvis ikke kan måle sig med Finchers bedste som ’Zodiac’, ’Gone Girl’ eller ’The Social Network’ er den stadig dybt seværdig.

Jennifer Lopez i ‘Hustlers’ (foto: SF).

‘Hustlers’ 

»Kravl ind i min pels«, spinner en halvnøgen Jennifer Lopez i en blanding af campet forførelse og moderlig omsorg som stripperdronningen Ramona, der chiller med en smøg på taget af den stripklub, hun lige har givet en showstoppende optræden i – tematisk varslende til Fiona Apples ‘Criminal’. 

Lorene Scafarias ‘Hustlers’ er et underholdende true-crime-komediedrama om strippere, der ripper mænd med fede tegnebøger. Filmen er baseret på en New York Magazine-artikel fra 2015 af Jessica Pressler, som i filmen figurerer i skikkelse af Julia Stiles i en rammefortælling, hvor hun interviewer Destiny om begivenhedernes gang. 

Filmen blander på underholdende vis de socialrealistiske undertoner med krimi, finansdrama og glamourøs musikvideoæstetik i glossy shoppingmontager og masser af kunstige øjenvipper, pailletter og hoop-øreringe. Kvinderne er toplækre, men bliver aldrig objektiviseret af kameraet. De skildres derimod med et kvindeligt blik som magtfulde aktører, dygtige dansere og hele mennesker. 

‘Glass Onion: A Knives Out Mystery’. (Foto: Netflix)

‘Knives Out’:’Glass Onion: A Knives Out Mystery’

Selvom skeptikere var i tvivl, om Rian Johnson kunne toppe breakout-krimien ’Knives Out’, formåede instruktøren med den selvstændige efterfølger ’Glass Onion’ igen med at stable et underholdende karaktergalleri på benene og få alle brikkerne til at falde på plads på uforudsigelig vis.

Da Edward Nortons iværksætter-milliardær Miles Bron inviterer sin sammensatte venneflok, der rummer alt fra en YouTubende-ex-wrestler (Dave Bautista) og flyvsk aldrende It-girl (Kate Hudson), til sin private græske luksus-ø, er Daniel Craigs excentriske detektiv, Benoit Blanc, med sin sære sydstatsaccent havnet på gæstelisten. For selvom det først er en planlagt selskabs-gåde, gæsterne skal opklare, går der ikke længe, før et rigtigt mord finder sted.

Det er ikke nemt at leve op til en film i en genre, der er så afhængig af overraskelsesmomentet, for det kan hurtigt blive meget forudsigeligt, hvordan man skal overraskes. Men det lykkes virkelig Rian Johnson at dreje et twistfuldt plot, der tager en på sengen gang på gang, uden at hverken film eller publikum taber tråden. Han piller løget lag for lag, og til sidst står man tilbage med en smuk og lysende klar perle.

Robert De Niro i ‘Heat’. (Foto: PR)

’Heat’

Fortællingen om Robert De Niros topprofessionelle røverbande, der jages af Al Pacinos politikommissær Vincent Hanna, var allerede en milepæl, da den udkom i 1995, men siden er den blot steget i anseelse. Og dens inspiration er tydelig i alt fra ’The Dark Knight’ til ’Underverden II’.

Særligt hyldes filmen med rette for Manns realistiske, hamrende intense eksekvering af actionscenerne samt den følsomhed og dybde, han, ukarakteristisk for en genrefilm, indlægger i karaktererne. I Soundvenues spalter har skribent Jakob Freudendal udnævnt den til en af de »bedste amerikanske film i nyere tid«.

‘Leave the World Behind’. (Foto: JoJo Whilden/Netflix)

’Leave the World Behind’

En overklassefamilie fra New York drager ud af byen på en spontan sommerhustur, der dog afbrydes, da ejerne af huset pludselig banker på døren. Langsomt begynder al elektronik at bryde sammen, mens der dukker horder af aggressive dådyr op i haven.

Det er svært at vide, hvad der forårsager mest panik – samfundets kollaps eller den manglende internetforbindelse. Især for familiens lillesøster hvis eneste drøm i livet er at få set finaleafsnittet af ‘Friends’, mens de voksne går i desperat selvsving.

Castet fejler bestemt ikke noget i ’Leave the World Behind’, hvor Julia Roberts, Ethan Hawke, Maharshala Ali og det unge ‘Industry’-talent My’hala Herold bliver roomates på ufrivillig vis, da et cyberangreb skaber komplet kaos. Og det gør det underspillede dommedagsdrama, der er instrueret af ’Mr. Robot’-skaber Sam Esamil med Barack Obama i ryggen som producer, heller ikke.

Tværtimod er der noget underspillet skræmmende over den måde, katastrofen ulmer i baggrunden, mens eliten gør det de gør bedst: Lukker øjnene.

‘Athena’. (Foto: Netflix)

‘Athena’

Den franske enfant terrible Romain Gavras’ hidtil bedste film er beslægtet med den franske klassiker ’La Haine’ og danske ’Shorta’ med sin fortælling om, hvordan de unge i et socialt boligbyggeri tyer til vold, da en blot 13-årig dreng, Idir, dør efter at være blevet tæsket af politiet.

Idirs tre brødre, der er i centrum for fortællingen, reagerer vidt forskelligt. Karim er primus motor for det voldelige oprør. Krigsveteranen Abdel maner til konstruktiv dialog. Og den kriminelle Moktar tænker mest på at beskytte sin narkoforretning.

’Athena’ åbner med en utrolig scene filmet i ét skud, hvor urolighederne for alvor eksploderer, og man mærker næsten molotovcocktails og desperationen på egen krop. Det er filmens højdepunkt, mens dramaturgien omkring de tre brødre er mere ujævn, men det ændrer ikke på, at det er en ualmindeligt hårdtslående film om et kontroversielt emne, tilmed set fra flere forskellige synsvinkler på tankevækkende vis.

Adam Sandler i ‘Hustle’ (Foto: Scott Yamano/Netflix)

‘Hustle’

Adam Sandler forbinder overraskende effektivt samlebåndsproduktionen på Netflix med sine udflugter ud i auteur-land og rammer med basketfilmen ‘Hustle’ et spøjst sted ned mellem konventionelt sportsdrama og et nærværende realismefiltreret indblik i vejen til verdens største basketball-liga.

Historien følger Stanley Sugerman (Sandler), som efter mange år rundt i verden bliver forfremmet til assistenttræner for NBA-holdet Philadelphia 76’ers. I de amerikanske sportfranchises nepotistiske ånd tager den tidligere ejers lunefulde søn (Ben Foster) over og sender igen Stanley ud for at finde det næste store europæiske talent. Det gør han måske – på en street-bane på Mallorca, hvor håndværkeren Bo Cruz (NBA-spilleren Juancho Hernangomez) rager op og overbeviser Stanley om, at han står over for en stjerne.

Joaquin Phoenix i ‘Her’. (Foto: UIP)

‘Her’

Det ville være fristende at anbringe en af Joaquin Phoenix’ mørke signaturroller i toppen af en liste over hans bedste præstationer, men ikke desto mindre har Oscar-vinderen aldrig stået så stærkt som han gør som i Spike Jonzes lige dele romantiske, sørgmodige og tankevækkende sci-fi-film ‘Her’.

Phoenix spiller Theodore Twombly, en blød og melankolsk tekstforfatter, der forelsker sig i … sit styresystem (stemme af Scarlett Johansson, så fair nok). Her beviser skuespilleren, at lige så utiltalende og ubehagelig han kan være på lærredet, lige så sød og charmerende kan han også være. Der er dog en konstant underliggende smerte i Theodores uanseelige væsen, der gør, at man fatter uendelig stor sympati for ham, uanset hvor kejtet hans forelskelse i en kunstig intelligens er.

Præmissen er fantastisk, men for at filmen skal lykkes, skal man tro på kærlighedshistorien, og det gør man takket være Phoenix’ fornemt afbalancerede udtryk i kropsholdning, gang og stemme.

‘Maestro’. (Foto: Netflix)

‘Maestro’

Bradley Cooper kan noget helt særligt med musikfilmgenren, for uden helt at komme op på siden af hans instruktørdebut ’A Star Is Born’ overbeviser han igen med sin elegante og rørende fortælling om komponistlegenden Leonard Bernstein og dennes hustru, Felicia, der står i skyggen af sin geniale og skabsbiseksuelle mand.

Cooper udfordrer biopic-formularen akkurat nok til, at ’Maestro’ føles som et friskt og levende bidrag, og både han selv og Carey Mulligan leverer Oscar-værdige præstationer.

Wunmi Mosaku og Ṣọpẹ Dìrísù i ‘His House’. (Foto: Monaghan/Netflix)

‘His House’

Da ’His House’ fik verdenspremiere på Sundance Film Festival, blev den af gode grunde sammenlignet med Jorden Peeles succesgyser ’Get Out’. Her fandt Peele, som det også er tilfældet med ’His House’, sit udgangspunkt for ’det fremmede element’, der oftest etablerer gyserplottet, i det sorte miljø, og her blev uhyggen en beskrivelse af de sortes møde med det hvide samfund gennem en optik af forfølgelsesvanvid, konspiratoriske neuroser og flydende grænser mellem drøm og virkelighed.

Remi Weekes’ debutfilm møder vi Bol (Sope Dirisu) og Rial Majur (Wunmi Mosaku fra ‘We Own This City’) på et modtagecenter i England, hvor de venter på asyl som flygtninge fra Sydsudan. Under flugten mistede de deres datter, og både mareridt og minder fylder deres liv. De får tildelt et hus og anbefales at tilpasse sig. Parret er topmotiveret efter at blive gode samfundsborgere – men noget i huset er ikke helt, som det skal være… 

Filmens eminente lydtapet er en kropslig oplevelse, og skyggerne samt kameravinklerne har den helt rette koreografi. Selv med lyset tændt, får du med ’His House’ lyst til at skrue ned for lyden og kigge væk – og det er ment som en stor ros til dens gyseligt gode effekt.

Hugh Jackman og Paul Dano i ‘Prisoners’. (Foto: PR)

‘Prisoners’

Hugh Jackman har karrierens måske bedste rolle som den bistre knudemand Keller Dover i Denis Villeneuves Hollywood-debut ’Prisoners’ – en af nyere tids mest isnende intense thrillere.

Som Keller oplever han enhver forældres værste mareridt, da hans seksårige datter og hendes veninde forsvinder sporløst i et gråt og forladt forstadsområde i Pennsylvania. Den nytilflyttede politibetjent Loki (Jake Gyllenhaal) mistænker straks den udviklingshæmmede mand Alex (Paul Dano, som pt. er i biografaktuel som Gækkeren i ‘The Batman’), men bevismaterialerne rækker ikke til mere end en varetægtsfængsling.

Det får Dover til at tage sagen i egen hånd i denne brutale skildring af en uforståelig ondskab, som kan korrumpere og opsluge menneskeliv, hvis de presses hårdt nok. ’Prisoners’ er en uafrystelig film, der undervejs tager så mange velskruede drejninger, at man som seer sidder på kanten af stolen. Slutscenen glemmer man aldrig.

Benedict Cumberbatch og Jesse Plemons i ‘The Power of the Dog’. (Foto: Kirsty Griffin/Netflix)

‘The Power of the Dog’

Med Oscar-kandidaten ’The Power of the Dog’ føjer Jane Campion et storværk til hylden for moderne westerns, der hudfletter machomytens personlige omkostninger igennem Benedict Cumberbatchs midaldrende Phil. En brysk knudemand, der i 1920’ernes Montana bogstaveligt talt kanaliserer sin (selv)lede ind i … at flette et reb. Af hud.

Phil bor med sin milde lillebror George (Jesse Plemmons) på en stor kvægranch, men da George gifter sig med enken Rose (Kirsten Dunst), og bringer hende og hendes teenagesøn Peter (Kodi Smit-McPhee) med på landet, er Phil ved at gå til at jalousi og foragt.

Og så udruller der sig ellers en suspensefyldt magtkamp mellem navnlig Phil, Rose og Peter, der er så foruroligende – og overraskende – at man sidder som på pinde op til den geniale slutning. Oscar-nomineringer til hele banden, tak.

‘Elsker dig for tiden’. (Foto: SF Film)

‘Elsker dig for tiden’

Der var mange, der havde travlt med at sammenligne satirikerne og serieskaberne bag ’29’, Julie & Jespers spillefilmsdebut med ‘Den eneste ene’.

Men selvom inspirationen fra Susanne Biers komplette klassiker ikke er til at tage fejl af, er ‘Elsker dig for tiden’ helt sin egen. En romantisk komedie anno 2020’erne, hvor der er mindre travlt med at pakke livets hårde sandheder ind i candyfloss og ‘de levede lykkeligt til deres dages ende’.

Anna er langt mere interesseret i at blive taget alvorligt som menneske end at finde en kæreste. Hvilket bliver sat på prøve, da hun støder ind i ultraromantikeren Thomas. Et par lige dele nuttede og fejslagne dates senere finder skeptikeren og optimisten sammen mod alle skilsmissestatiske odds. Men det er først her filmens egentlige mission begynder – nemlig at udforske, hvad der sker, når forelskelse bliver til forhold og hverdagen banker på.

‘The Harder They Fall’. (Foto: Netflix)

‘The Harder They Fall’

Debuterende spillefilminstruktør Jeymes Samuel tipper på cowboyhatten til Sergio Leone og Quentin Tarantino, og fylder samtidig soundtracket med hiphop i årets mest farverige hævnwestern, der følger en ung outlaw (Jonathan Majors fra ‘Lovecraft Country’) på jagt efter manden, der dræbte hans forældre (Idris Elba i tilbagelænet skurkehumør).

‘The Harder They Fall’ introducerer et ensemblecast med så karismatiske spillere på begge sider af den centrale konflikt (LaKeith Stanfield, Regina King, Zazie Beetz med flere), at man nødig ser en eneste, skurk som antihelt, lade livet i støvet, hvor opgøret naturligvis må ende. Jovist, filmen er i omegnen af et kvarter for lang, men alligevel keder man sig ikke et sekund i det unikke univers, Samuel opbygger – og så er det første gang i Hollywood-historien, at vi har fået en gedigen westernbasker befolket udelukkende af sorte skuespillere. Frem med popcornene fredag aften.

Jeremy Strong i ‘The Trial of the Chicago 7’.

‘The Trial of the Chicago 7’

‘The Social Network’-skaberen Aaron Sorkin går all-in på brandtalerne i denne spiddende, men voldsomt underholdende hudfletning af det gennemhullede amerikanske retssystem – med et regulært stjernecast på bænken.

Filmen optrevler den virkelige sag om The Chicago 7, der i 1968 skabte overskrifter fra øst til vestkyst, da syv anti-Vietnamkrigs-demonstranter blev arresteret under voldsomme sammenstød med politiet. Demonstranterne – seks hvide mænd og en sort – kom fra vidt forskellige baggrunde, og i retten udviklede sagen sig til en større idelogisk og politisk kamp mod politivold, korruption og ikke mindst systemets behandling af sorte borgere, der trækker direkte tråde til vor tids racedebatter.

‘The Trial of the Chicago 7’ er i år blevet nomineret til seks Oscars, hvoraf Sacha Baron Cohen ligger lunt i svinget til at nuppe prisen for Bedste mandlige birolle.

‘I’m No Longer Here’ på Netflix.

‘I’m No Longer Here’

Mexicos Oscar-kandidat i 2021 nåede ikke hele vejen til nomineringsfeltet, men det gør absolut ikke filmen mindre seværdig. Instruktør Fernando Frías de la Parra fortæller historien om Ulises, en 17-årig bandeleder fra millionbyen Monterrey (spillet med stærkt nærvær af debutanten Daniel Garcia), som sammen med sine jævnaldrende dyrker subkulturen ’kolombia’ og musikgenren cumbia.

Teenagerne lever og ånder for musikken, som de også selv freestyler over, og den særlige cumbia-gadedans, som Ulises er mester i. Men da ynglingen overværer et blodigt opgør mellem rivaliserende bander, bliver han tvunget til at flygte ud af landet og hele vejen til New York, hvor der venter Ulises – som ikke taler et ord engelsk – en barsk og totalt isoleret tilværelse.

’I’m No Longer Here’ giver et fascinerede indblik i en kultur, de færreste herhjemme nok kender til, og der er en næsten sjælfuld poesi over billederne af de unge på gaden, der står på tærsklen mellem barndom og fuldgyldige kriminelle i den underverden, der hele tiden står på spring for at hverve nye medlemmer.

‘El Conde’. (Foto: Pablo Larraín / Netflix)

’El Conde’

Pablo Larraín har pustet nyt liv i biopic-genren med slående portrætter af kendte kvinder som Jackie Kennedy og Prinsesse Diana i ’Jackie’ og ’Spencer’, der slørede grænserne mellem virkelighed og fiktion, drømme og mareridt.

I ’El Conde’ går han endnu mere utraditionelt til værks. Her har den den chilenske filmmager nemlig valgt at portrættere den berygtede chilenske diktator Pinochet. Som en vampyr. Hvor den berygtede historiske figur i virkeligheden levede mellem 1915-2006, er han i Larraíns fortælling en 250 årig vampyr, der egentlig gerne snart vil dø.

’El Conde’ vandt prisen for bedste manuskript på Venedig Film Festival, og den er både sjov, grotesk, en smuk sort-hvid-film og en »vanvittig og opfinsom satirefilm« ifølge Soundvenues anmelder.

Adam Sandler i ‘Uncut Gems’.

‘Uncut Gems’

»Martin Scorseses arvtagere er fundet med Adam Sandler på toppen af sit game«, skrev vi i vores 5-stjernede anmeldelse af Safdie-brødrenes ‘Uncut Gems’.

Sandler spiller Howie, der kender alt og alle i New Yorks diamantdistrikt, hvorfra han driver sin forretning i et topsikret boutique-lokale. Howie skylder alle penge, fra lurvede bookmakers til den italienske mafia, og da han nådigt udlåner ædelstenen til basketballspilleren Kevin Garrett (den virkelige basketstjerne som sig selv), sætter det en lavine i gang, der styrer efter  Howie som et varmesøgende missil: Gennem charmeserverede løfter, jubeloptimistiske sportsvæddemål og hvide løgne forsøger han at holde sig inde i spillet.

Og for at det ikke skal være nok, er hans kone mere end ivrig efter at fremskynde deres skilsmisse, mens elskerinden flirter med The Weeknd (Abel Tesfaye medvirker selv i en lidt distraherende birolle). Slå »presset mand« op i ordbogen, og du vil se et billede af Adam Sandler med paryk og falske tænder.

Josh og Benny Safdie slog igennem med ‘Good Time’ (se længere nede på listen), men med ‘Uncut Gems’ forfinede de deres filmkunst med en forpustende, frenetisk film om maskulin besættelse, som planter sig solidt i publikums hjernelap.

Jessie Buckley og Jesse Plemons i ‘I’m Thinking of Ending Things’.

‘I’m Thinking of Ending Things’

Charlie Kaufmans krøllede manuskripthjerne har tidligere givet os sælsomme eventyr spækket med eksistentialistisk melankoli i ‘Eternal Sunshine of the Spotless Mind’ og ‘Being John Malkovich’, men i Netflix-filmen ‘I’m Thinking of Ending Things’ får filmmageren – som her agerer både instruktør og manusskribent – frie tøjler til at gakke helt derud, hvor David Lynch dårligt kan være med.

Evigt seværdige Jesse Plemmons spiller den forsagte Jake, der en stormfuld aften tager sin nye kæreste Lucy (eller var det Amy?) med hjem til Thanksgiving langt pokker i vold ude på Lars Tyndskids mark. Stortalentet Jessie Buckley er brillant som Lucy, der er dybt deprimeret og ditto dybt sikker på, at hun bliver nødt til at slå op med Jake – men overfor de creepy svigerforældre (geniale Toni Collette og David Thewlis) begynder al virkelighedssans at gå op i sømmene, mens Kaufmans fortælling springer i tid og rum.

Det er en film, der uundgåeligt deler vandene, og som er næsten lige så nemt at hade for sine kringlede weirdness som den er at elske for sine filosofiske easter eggs: Men giv den en chance. For du har ganske enkelt ikke set noget lignende.

‘A Sun’.

‘A Sun’

Der er guld at finde i Netflix-dybet, hvis man bare graver længe nok, og denne vilde perle var med al sandsynlighed druknet i mængden af hypede titler, hvis ikke årvågne kritikere havde trukket den op af dødvandet. Nærmere bestemt en Variety-anmelder, der i december 2020 kårede den som intet mindre end årets bedste film.

Den taiwanske instruktørs Mong-hong Chungs ’A Sun’ tilslutter sig velfortjent det fine selskab asiatiske nyklassikere som ’Burning’ og ’Parasite’, og lad det endelig ikke skræmme, at Netflix misvisende har kategoriseret den under »Mørke film« – også selvom den ganske vist lægger ud med en makaber machete-afhugning…

Den utilpassede fyr A-Ho ryger i ungdomsfængsel, og kort efter begynder en række ulykker at regne ned over hans familie udenfor. Heriblandt storebroren A-Hao, der er forældrenes strålende sol. Der er meget varme i familieportrættet, og ’A Sun’ er Terrence Malick’sk i sin fotografering med poetiske panoreringspassager af Taipeis urbane miljø til tonerne af punkpop og panfløjter.

 
Scarlett Johansson og Adam Driver i ‘Marriage Story’.

’Marriage Story’

Efter 2017’s fremragende ’The Meyerowitz Stories’ følger indieinstruktøren Noah Baumbach op på sit Netflix-samarbejde med ’Marriage Story’, der er intet mindre end en nyklassiker. Og filmmagerens smukkeste, mest hjerteskærende værk siden ‘The Squid and the Whale’.

Scarlett Johansson og Adam Driver er New Yorker-parret Nicole og Charlie, der indledningsvist står i hvad der syner af en nogenlunde civiliseret skilsmisse. Begge parter vil det bedste for hinanden og deres lille søn, Henry (Azhy Robertson) – men så snart der kommer ivrige advokater ind over og Nicole gør det klart, at hun vil bosætte sig i Californien med Henry, fordærves forhandlingerne af stadigt mere giftige skænderier, hvori de tidligere elskende borer kniven i hinandens mest sårbare ’fejl og mangler’, som kun to mennesker, der har kendt hinanden ud og ind kan.

’Marriage Story’ syner af en moderne ’Kramer vs. Kramer’, men er om noget endnu mere velspillet (!) og livsklog på parforholdets intrikate følelsesmæssige dynamikker. Driver og Johansson har aldrig været bedre, og Laura Dern stjæler sine scener som Nicoles benhårde, men sweet-talking skilsmisseadvokat.

Kleenex påkrævet.

Sara Fanta Traore, Anna Neye og Jesper Groth i ‘Viften’. (Foto: Meta Film)

‘Viften’

Ideen er næsten lidt for langt ude. En sortkomisk film om Danmarks fortid som slavenation hensat til St. Croix anno 1848, men fortalt med satire og bagklogskabens lys anno 2023. Dog er ‘Viften’ en sjældent øjenåbnende og eksperimenterende dansk komedie fra sit overmættede pastelfarvede udtryk til sin dunkende lydside.

Anna har en eftertragtet høj stand som fri slave, der danner par og er dame i huset for den danske generalguvernør Peter von Scholten, og husholdersken Petrine er hendes tæt betroede veninde (og slave). Mens Petrine knokler for at kunne købe sig selv og sin søn fri, ulmer der dog et oprør blandt øens slavegjorte folk, og da Anna opdager det og frygter at miste sin magt, ser hun pludselig ikke så frigjort på tingene alligevel.

‘Viften’ »er en flot film, der gør opmærksom på sig selv og gør ondskaben latterlig, lige indtil det bliver alvor«, skrev Soundvenues anmelder.

Natalie Portman i ‘Annihilation’.

’Annihilation’

’Ex Machina’-instruktør Alex Garlands visuelt spektakulære sci-fi-horror ’Annihilation’ fik aldrig dansk biografpremiere (angiveligt fordi amerikanske interessenter frygtede, at den var for intellektuel for europæiske publikummer …), men takket være Netflix kunne Natalie Portmans militærbiolog Lena og ekspeditionskolleger Tessa Thompson, Jennifer Jason Leigh, Tuva Novotny og Gina Rodriguez gå på opdagelse i den mystiske karantænezone The Shimmer på hjemmeskærmen.

Tid, sted og jordiske naturlove synes at gå i opløsning for øjnene af gruppen og os i det frodige alien-øko-mareridt, hvor menneske, dyr og landskaber bogstaveligt talt smeltede sammen. Der var ingen ondsindede kræfter på spil, slet og ret organismer, der udviklede sig efter deres nye miljø, og hvor ’Ex Machina’ således udforskede det moderne menneskes etiske forhold til og potentielle kødelige forening med teknologien, var ’Annihilation’ en psykedelisk Adam og Eva-dystopi om menneskets dårskab over for naturen, der kan resultere i nogle særdeles uønskede, hastigt eskalerende ’klimaforandringer’.

En tankevækkende og tidssvarende miljøbevidst sci-fi-nyklassiker.

God streaming!

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af